When Saints Go Machine ‘Infinity Pool’
Mange af mine yndlingsbands har det til fælles, at deres kunstneriske karriere er en serie af reaktioner og modreaktioner, der fra album til album trækker udtrykket i nye retninger. Som en modgift til at fryse fast i vanens fikserende greb. Den filosofi lever When Saints Go Machine op til på deres tredje album, hvor firkløveret oven på ’Konkylie’s mesterlige formfuldendthed tager hul på et nyt, mere eksperimenterende kapitel.
Lydligt lægger albummet sig i forlængelse af forgængeren, og gruppen placerer sig fortsat i sin helt egen zone mellem kunstfærdig elektronisk pop og intim kammerpop. Til gengæld er kompositionerne markant mere åbne og søgende. Storbyen pulserer intenst som fjerne reallyde, og isolationen ånder tungt gennem en tynd væg, mens bandet pulser heftigt på inspirationens glød.
Temposkiftene, opbremsninger og kompositionernes mange twists skaber dynamik, uforudsigelighed og en sær, dragende stemning, der gør, at sangene fremstår som kontrollerede forsøg i petriskåle, hvor sangenes cellevægge umærkeligt smelter sammen. Sine steder savner man dog lidt, at sangskriverne træder mere i karakter i lydlaboratoriet, så forsanger Nikolaj Vonsilds fabelagtige vokal ikke lades i stikken som sejlende fikspunkt.
Det sagt, er When Saints Go Machine i en liga for sig. Den art-hiphoppede forløber ’Love and Respect’ er et friskt pust, hvor Killer Mike spytter bølgegang i omkvædets synthflader. ’Iodine’ er på én gang blidt vuggende og sci-fi-ulmende med trommeprogrammering og fake-sirener som den hiphop-inspirerede motor, der driver nummeret fremad. Og ’Mannequin’ er skrøbelig popperfektion, simpelthen.
Et uforudsigeligt, uperfekt trip – og hatten af for viljen til ikke at stå stille!