‘Call Me by Your Name’-instruktøren Luca Guadagnino er en mand med mange jern i ilden.
Han er netop aktuel med kannibalfilmen ‘Bones and All’ med Timothée Chalamet og Taylor Russell i hovedrollerne og næste år udkommer han med tennisfilmen ‘Challengers’ med Zendaya og Josh O’Connor i front.
Men det afholder ham ikke fra allerede nu at sætte et nyt projekt i søen. Deadline kan nemlig afsløre, at instruktøren planlægger at filmatisere William S. Burroghs-romanen ‘Queer’ med Daniel Craig i hovedrollen.
Projektet er lige nu i gang med at sikre finansieringen, men umiddelbart lyder parringen oplagt.
Guadagnino har før vist, at han kan få nye sider frem i sine medvirkende, og som vi så med Daniel Craigs virale Belvedere-reklame, er Craig mere end klar til at vende sit image som blockbuster-muskelbundt ryggen.
Craig er aktuel senere på måneden i den anden film i ‘Knives Out’-franchisen, ‘Glass Onion’, der får premiere på Netflix i juledagene.
Guadagnino arbejder desuden på en biopic om Audrey Hepburn med Rooney Mara.