Artikelserie: De mest overrumplende skuespilpræstationer i nyere tid. Zac Efron – eller Zefron, som han hedder blandt ægte fans – er blevet kaldt både sexsymbol og teenageidol i løbet af sin karriere, men det er meget sjældent, han bliver fremhævet som en god skuespiller.
Men selvom Zefron efterhånden sjældent er med i noget, der er værd at se og nu primært giver den som rejseguide i ’Down to Earth with Zac Efron’, er vi mange, der husker, dengang han tryllebandt en hel generation i rollen som Troy Bolton.
Da ’High School Musical’ kom ud på Disney Channel i 2006, blev den et kæmpefænomen blandt stort set alle verdens tweens. Selvfølgelig var succesen størst blandt pigerne, men i hemmelighed var vi mange drenge, der kunne David Wallaces spændstige popsoundtrack udenad. Og da vores søstre satte sig til at se premieren på toeren, var vi mange, der lå klar på sofaen med en pude for halvdelen af ansigtet, så ingen kunne se, hvor ivrigt vi så med.
Eller var det bare mig?
Egentlig er det lidt svært at forstå succesen, for på trods af den stærke musik og ikoniske koreografi kunne de fleste af os – selv som 11-årige – se, at det var et papirtyndt plot, vi blev udsat for.
I samtlige film starter Troy Bolton (Efron) som skolens alfa-han, men må vælge, om han vil fokusere på sit basketballtalent sammen med sin far og sine venner eller risikere det hele for at synge sammen med den proformanørdede og personlighedsløse Gabriella (Vanessa Hudgens). I alle tre film, når han frem til, at han helst vil begge dele. Og så gør han det. Nemt.
Hyler som et såret dyr
Alligevel føles Troys privilegerede og repetitive konflikt stadig hjerteskærende, når jeg ser filmene i dag. Og det er Efrons fortjeneste.
Resten af det i øvrigt glimrende cast spiller på den måde, man forventer af en Disney-musical. Dramaet udfoldes så sterilt og hurtigt som muligt, og i de resterende 90 procent af tiden bærer alle rundt på smørrede Disney-smil, mens de nonchalant fyrer deres dansetrin af. Med andre ord spiller de efter MGP-devisen »det er bare noget, vi leger«, for de ved godt, at de er med i en fjollet musical.
Det ved Zac Efron ikke. Han spiller Hamlet.
I alle tilnærmelsesvist dramatiske scener ligner Troy Bolton en hjort, hypnotiseret i rædsel over synet af billygter. Og modsat sine meddansere udfører han sine dansetrin med uhyrlig koncentration, som om hver enkelt piruet var liv eller død.
I første film bliver hans egen sangstemme ikke engang brugt, og alligevel virker det, som om Zefron ser sit mimeri som en form for ekstremsport.
I både 2’eren og 3’eren slår Gabriella op med Troy, hvilket resulterer i et spektakulært klimaks, hvor Troy krænger sin sjæl ud i sangform, og her skinner Zefrons spil for alvor.
I den legendariske ’Bet On It’ udfører Efron sine decideret corny moves på en golfbane med så intenst raseri og fortvivlelse, at det er meget svært at få pulsen ned bagefter. Og i ’Scream’ hyler han som et såret dyr, mens væggene fiser tyngdekraftsløst rundt om ham – endda to år før ’Inception’ gjorde samme effekt berømt!
»I want my own thing. So bad I’m gonna scream!« vræler han, mens han hiver et gigantisk idolbillede af sig selv ned fra skolens kantineloft. Det lyder latterligt, men fordi Efron er så åndssvagt seriøs, bliver det faktisk rørende at lytte til hans forkælede nødråb.
Swayze-effekten
Stort set alle kompetente skuespillere ville spille en så subsistensløs karakter som Troy med et tykt lag af ironi. Men der er ikke skyggen af distance i Zefrons Troy. Det er, som om han ikke har forstået joken, og det betyder, at publikum får lov at tage hans pinligt banale, men relaterbare konflikt alvorligt.
For alle – og især de 9-12-årige – oplever at have lyst til at skrige, selvom ens problemer ser ligegyldige ud.
Det er ikke til at sige, om 18-årige Efrons specielle valg af spillestil skyldes manglende erfaring, Kenny Ortegas instruktion eller simpelthen et klogt træk af den unge skuespiller. I hvert valg virker det.
Man kunne måske kalde Efrons uironiske kvalitet for Swayze-effekten. For egentlig minder Troy Boltons særlige himbo-karisma meget om den mandlige hovedrolle i en anden film, Ortega koreograferede.
I ’Dirty Dancing’ spiller Patrick Swayze den fattige danselærer Johnny, der bliver forelsket i den unge lægedatter ’Baby’. Og det gør han med en teatralsk dramatik og selvhøjtidelig intensitet, der er kilometer fra medspillernes mere statiske farcespil.
Nogle gange er det bare bedst med en simpel hovedperson, der går med på filmens ukomplicerede præmis i stedet for at hæve sig over den eller ændre den, og det er der heldigvis mange castere og spillere, der har forstået.
Hvis man boede under en sten i 00’erne, bør man gøre sig selv en tjeneste og gå ind at se ’Bet On It’-sekvensen fra ’High School Musical 2’.
Det er én ung mand på en golfbane, og det er ret fjollet, men det er også virkelig dramatisk.
’High School Musical’ kan ses på Disney+.