’Decision to Leave’: Sydkoreansk twistmester har skabt en mesterligt medrivende thriller
Park Chan-wook har med ’Decision to Leave’ skabt en øjeblikkelig nyklassiker inden for thrillergenren, der veksler perfekt mellem åndeløs spænding, overlegen stilistisk elegance og hjerteknusende melodrama.
Den sydkoreanske mester har med værker som ’Oldboy’ og ’The Handmaiden’ gjort karriere ud af at hive tæppet væk under publikum med det ene mere overrumplende plottwist efter det andet. Men med sin aktuelle neonoir-perle har han på mirakuløs vis overgået sig selv.
Plottet er vildledende simpelt: En rigmand er styrtet i sin død fra en bjergtop uden for Busan på en af sine regelmæssige klatreture. Spørgsmålet er, om han er faldet, eller om han blev skubbet?
Den perfektionistiske politikommissær Jang Hae-joon (Park Hae-il) fatter straks mistanke for rigmandens kinesiske enke (Tang Wei), som tager sin mands død påfaldende roligt. Da han begynder at grave i hendes fortid, pibler de fordægtige omstændigheder op til overfladen, imens han selv bliver så betaget af sin hovedmistænkte, at han langsomt mister fatningen. Så langt, så ’Vertigo’.
’Decision to Leave’ er blandt de visuelt mest pirrende film, jeg har set i år. Fra start placeres vi i betjentens hoved: Han lider af søvnløshed og bruger sine hvileløse nattetimer på at overvåge mistænkte med sin kikkert, mens han tager memoer til sig selv på sit Smartwatch – det 21. århundredes svar på James Stewart.
Imens kører hans livlige fantasi på højhastighed, når han forestiller sig samtaler med ofrene for sin voyeurisme og forsøger at placere sig selv i deres sko – overlegent forløst ved abrupte klip, hvor han har samtaler ansigt til ansigt med de mistænkte.
Man begynder at spørge sig selv om, hvorvidt man overhovedet kan stole på den enormt subjektive fortæller, hvis egen krop grundlæggende arbejder imod ham, når han vågner i sin søvn, fordi han trækker vejret forkert, og dermed berøver sig selv hvile og ro. Fornemmelsen forstærkes kun af filmens elegante brug af ellipser, desorienterende POV-indstillinger, anmassende close-ups og en konstant vekselvirkning mellem forskellige karakterperspektiver, når den iagttagede undervejs i filmen bliver iagttageren.
Selve tvivlen er omdrejningspunktet i ’Decision to Leave’, der som David Finchers krimimesterværk ’Gone Girl’ eller snart sagt alle Brian de Palma-film afslører, hvordan billeder, lydfiler og andre former for umiddelbart klokkeklare beviser kan bedrage eller bruges imod én.
Det er en film om misforståelser – billedlige, sproglige og fysiske – og de meget menneskelige konsekvenser, der følger.
I en ekstatisk sekvens omsættes pointen til lyd og billede: En scene udspiller sig, spoles tilbage, pauses, gentages. Alt er indøvet, medieret, manipuleret. Vi ser hele tiden kun en brøkdel af den fulde sandhed. Kun ofrenes døde øjne, som altid forbliver åbne post mortem, synes i deres sidste stund at opleve et øjebliks klarsyn.
Talrige gange undervejs transformerer filmen sig for øjnene af én – fra spændingsfilm til kærlighedsdrama og tilbage igen. Det er et adelsmærke, man er kommet til at forvente af nyere tids sydkoreanske film, hvor komik, spænding og menneskelig tragedie går hånd i hånd.
Samtidig er ’Decision to Leave’ fyldt til bristepunktet med selvbevidste filmreferencer og en stor kærlighed til noirgenren, hvis konventioner sættes under lup.
På castingplan er det for eksempel en mindre genistreg at få Park Hae-il, der spillede den mistænkte i Bong Joon-hos ’Memories of Murder’, til at indtage hovedrollen som kriminalbetjent, så grænserne mellem god og ond for alvor sløres.
Som i ’Vertigo’ spiller højdeforskelle i landskabet også en afgørende rolle i ’Decision to Leave’. Ikke bare som et genialt visuelt motiv, men også en gennemført metafor for kriminalbetjentens splittelse mellem fornuft og følelse. Han er konstant på vej op eller ned – fanget i et limbo af sin uforløste hverdag – indtil højdeforskellen (næsten) udjævnes til sidst i filmen med et afsluttende, hjerteskærende twist.
På den måde føles det, som om ’Decision to Leave’ er i en fascinerende dialog med de værker, der kom før. For Park Chan-wook vil også gerne konfrontere os med vores morbide fascination for mord, som er indlejret i selve filmhistorien. Har vi virkelig brug for mord og vold for at være lykkelige, som en af karaktererne får at vide?
Park Chan-wook viser elegant, hvordan vores forbrug af tv-dramaer om død, ødelæggelse og den store kærlighed former karakterernes virkelighedsopfattelse. Lykken sættes på formel, så karaktererne altid higer efter fiktionens sort-hvide fremstillinger og dermed gør selve virkeligheden til et skuespil.
Det er en pointe, at kriminalbetjentens utilfredsstillede kone bruger statistikker om parforhold som pejlemærker i deres eget forhold. De har kun sex, fordi undersøgelser viser, at så er man mindre tilbøjelig til at gå fra hinanden.
Selve præmissen om virkeligheden og parforholdet som et skuespil gør, at filmens få, men dybtfølte momenter af ægte kærlighed og intimitet rammer som en lastbil. Den nuancerer på forbilledlig vis genrens klassiske detektiv- og femme fatale-roller med sit portræt af to uforløste eksistenser, der minder mere om hinanden, end de tror, og som måske kan redde hinanden fra den afgrundsdybe klippeafsats for deres fødder.
’Decision to Leave’ fik mig til at grine og græde. Den gav mig svedige håndflader og formåede at løfte selv en sms-samtale til et mesterligt spændingsstykke. En fryd at slutte biografåret med en film i verdensklasse.
Kort sagt:
Park Chan-wook har skabt en medrivende og raffineret noirfilm, der undervejs tager adskillige medrivende hårnålesving i sin opbrydning af genrens konventioner. ’Decision to Leave’ er en åndeløst spændende, umådeligt rørende og mesterligt iscenesat fortælling.