’Litvinenko’: Serie om attentatet mod tidligere russisk agent er gruopvækkende, relevant og klodset
»112, hvad er din nødsituation?«
»Jeg vil gerne rapportere et mord«.
»Hvem er blevet slået ihjel?«
»Det er jeg. Og jeg ved, hvem der gjorde det«.
Sikke et anslag til en krimiserie. Det lyder næsten som en ny ’Knives Out’-historie, men det er alt sammen baseret på virkelige hændelser.
En tidligere russisk FSB-agent anmelder sit eget mord. Han er blevet forgiftet. Det er et spørgsmål om tid, før hans organer lukker ned. Det ved han, for han brugte selv samme metoder. Det var faktisk en af grundende til, at han i sin tid flygtede fra Rusland. Væk fra hans korrupte chef. Selvsamme chef, som han nu mistænker for at have orkestreret sit mord. Vladimir Putin.
’Litvinenko’ handler om hele det efterforskningsarbejde og politiske spil, som fulgte i kølvandet på mordet på Alexander Litvinenko. Udover Alexander følger serien også hans kone Marina, efterforskeren Brent Hyatt og lederen for antiterrorafdelingen Clive Timmons samt andre ledende figurerer i efterforskningsarbejdet.
Historien er næsten for utrolig til at være sand, og efterforskningsarbejdet er meget grundigt under svære forhold. Fordi mordet finder sted i 2006 – i en tid, hvor Europa handlede endnu mere med Rusland – er der en politisk modvilje mod at anklage Putin for drabet på en britisk statsborger. I dag er verden selvfølgelig en helt anden, og historien får derfor en ny relevans lyset af krigen i Ukraine.
I den kontekst er ’Litvinenko’ utrolig interessant. Det politiske spil er dog ikke seriens primære interesse, det er i stedet selve opklaringen, som i sig selv også har mange spændende drejninger.
Som krimi er ’Litvinenko’ ret atypisk, i den forstand at gerningsmændene er fraværende, og at ingen af efterforskerne er hovedkarakteren. Vi får således ingenting at vide om karaktererne, udover at den sympatiske Brent, som er så typisk en britisk kriminalkommissær, at han kunne have været Barnabys assistent, prøver at få et barn med sin kone.
’Litvinenko’ minder på den måde meget om Tobias Lindholms TV 2-serie ’Efterforskningen’, der behandlede mordet på Kim Wall så nøgternt, at kun et opdigtet drama mellem drabschefen Jens Møller og hans datter var uden direkte relation til plottet.
Den måde at fortælle på kræver et utrolig skarpt manuskript for at holde interessen. Og det er på manuskriptsiden, at ’ Litvinenko’ har sine største udfordringer. De første to afsnit er meget grundige og derfor lidt langsomme – det første afsnit udspiller sig for eksempel kun over et par dage, fra Alexander Litvinenkos telefonopringning til hans død. Det tredje afsnit er det klart bedste i serien, da efterforskerne tager til Rusland, hvor et nærmest absurd skakspil udspiller sig, som er lige dele humoristisk og gruopvækkende.
Men det fjerde afsnit dræber alt dramatisk momentum i en rodet fortælling, som både skal dække otte år og en retssag, som nærmest bare opsummerer de første tre afsnit. Det er redundant til en sådan grad, at de til sidst gengiver en replikudveksling fra første afsnit i retten.
Skuespillet er solidt hele vejen rundt. Neil Maskell som Brent har bare en fremtoning, som vækker øjeblikkelig sympati. Selveste Doctor Who, David Tennant, spiller Alexander Litvinenko med en russisk accent, der ikke kammer over til ren karikatur, og Margarita Levieva giver Marina Litvinenko masser af styrke gennem sorgen.
Serien står dog i skyggen af den fremragende dokumentar ’Navalny’ om attentatforsøget på oppositionspolitikeren Aleksej Navalnij. Her er alt det gruopvækkende og absurde fra tredje afsnit af ’Litvinenko’ – blot mere knivskarpt og underholdende fortalt.
Kort sagt:
’Litvinenko’ er en aktuel og opsigtsvækkende historie, fyldt med spændende efterforskning og gode skuespilpræstationer. Desværre er den for klodset fortalt, til at historien kommer til sin fulde ret.