’De otte bjerge’: Den elektriske kemi i ny film er på højde med ’Brokeback Mountain’
Jeg havde egentlig ikke regnet med, at jeg ville blive blæst bagover af Felix van Groeningens nye film, Cannes-vinderen ’De otte bjerge’.
Måske fordi jeg ikke havde den store fidus til instruktørens to forrige film, de i mine øjne noget klistrede tårepersere ’The Broken Circle Breakdown’ og ’Beautiful Boy’.
Nu instruerer han med sin tidligere manuspartner og skuespiller Charlotte Vandermeersch, og måske er det derfor, at ’De otte bjerge’ for alvor rammer rent med sin episke og smukke skildring af et klippefast venskab på tværs af tid og sted.
Over fire årtier følger vi Pietro og Bruno – fra barndommens uskyld i 1980’erne gennem teenageårenes adskillelse og frem til voksenlivets længsel og barske realitet.
De møder hinanden i den lille norditalienske bjergby, hvor bydrengen Pietro tilbringer sine somre med sin mor, mens faren arbejder i Torino og sjældent besøger dem. Engang var det en stolt landsby, men da der blev bygget en vej, forsvandt næsten alle de lokale. Nu er Bruno den sidste indfødte dreng, der er tilbage.
Omkring ham trænger den store omverden sig på med byboerne, der søger tilflugt fra hverdagen i de billedskønne omgivelser, mens den gamle verden langsomt svinder bort under asfalterede veje og agriturisme.
Skellet mellem det gamle og det nye er tydeligt trukket op: Pietro læser bøger, mens Bruno malker køer. Den ene får en uddannelse, den anden går i lære som mejerist hos sin onkel. Begge formes de af fraværende fædre, hvis fodspor de for alt i verden vil undgå at træde i, men som de uforvarende bliver opslugt af – og langsomt begynder at forstå med alderen.
Filmen skildrer forbilledligt, hvordan det hjertevarme venskab opstår i sommerlysets skær, men hvordan privilegierne kommer imellem de to drenge, da Pietros forældre tilbyder at tage Bruno med til Torino, hvilket drengens alkoholiserede far modsætter sig.
Som teenagere ser de næsten ikke hinanden, og da Pietro afbryder kontakten med sin far i oprør og holder op med at besøge bjergene, går venskabet nærmest i sig selv i 15 år. Indtil Pietro og Bruno genoptager kontakten som voksne og sammen bygger et hus på en afsidesliggende bjergskråning, der bliver selve symbolet på deres nære relation.
’De otte bjerge’ indfanger med forbløffende præcision de to venners særlige bånd. Hvordan de nærmest øjeblikkeligt falder i hak, som om de aldrig har været væk fra hinanden. De er formet af forskellige traditioner og kulturer, men har fundet hinanden på trods af de kunstigt optrukne grænser, der dog alligevel truer med at skille dem.
Deres venskab er stærkt ligesom den lokale gletsjer, som vi får at vide, er en bevarende kraft: Det frosne vand er mere end 100 år gammelt, men altid i bevægelse. Gletsjeren er en konstant gennem de to personers liv. De er forbundne, selv når de er adskilt, og livets kringlede stier fører dem væk fra hinanden. Venskabet har slået rødder i dem ligesom de to sammenfiltrerede træer, kameraet dvæler ved i filmens første minutter.
Men efter lyset kommer også mørkets sorgmod. Undervejs løfter filmen sig til en smuk elegi over en svunden tid, der besynger menneskets forandrede forhold til naturen, det traditionelle mod det moderne og det globale mod det lokale.
Pietros far er forbløffet, da han får at vide, at de lokale, der altid har boet i egnen, aldrig har »haft tid« til at bestige den høje gletsjer. For ham er naturen et romantiseret ideal, et afbræk fra hverdagens kvælende konformitet. Men de lokale har ikke et romantiseret forhold til omgivelserne. De kalder ikke engang naturen for natur. Træerne, søerne og bjergene er der bare. En naturlig del af livet.
Modsætningen mellem det abstrakte og det konkrete, drømmen og virkeligheden, spejler også Pietro og Brunos forhold. Pietro lever en flygtig og søgende, moderne tilværelse med fester og forskellige småjobs i byen. Han vil gerne være noget så flyvsk som forfatter, mens Bruno laver håndgribelige ting som at bygge hus, opdrætte dyr og producere mejeriprodukter. Pietro er en global borger, der rejser rundt i verden, mens Bruno aldrig forlader sin hjemstavn.
Trådene samler sig til en poetisk refleksion over den moderne tilværelse og alle de forskellige drejninger, livet kan tage. Rodfæstet i to små eksistenser i det store hele – fremragende spillet af et af Europas største skuespiltalenter Luca Marinelli (’Martin Eden’), og ligeledes fremragende Alessandro Borghi.
Deres elektriske kemi er helt på højde med beslægtede værker som ’Brokeback Mountain’ – emmende af en stor, stor (i dette tilfælde platonisk) kærlighed, man aldrig glemmer.
Kort sagt:
Cannes-vinderen ’De otte bjerge’ er en smuk fortælling om et klippefast venskab i en verden under forandring – en film så specifik, at den vokser til en kalejdoskopisk fortælling om livets labyrintiske veje.