’Guldfeber’: Energisk underholdende DR-serie er én lang Red Bull-psykose på et dansk call center
Mit værste arbejde var på et call center. En oplevelse, jeg helt havde fortrængt, indtil jeg fik den kylet lige i ansigtet med 200 km i timen i den seværdige DR-miniserie ’Guldfeber’.
Jeg kunne genkende mig selv i seriens unge hovedperson Kenneth (Andreas Bruun Pedersen), der bare gerne vil tjene nogle penge og sammen med bedstevennen Jamal (Tarek Zayat) prøver lykken som telefonsælger for elselskabet Ny Energi.
Jeg kunne genkalde det dundrende drive på Red Bull-dåser, koret af påtagede stemmer og pointtavlen, der samler rummet. Jeg kunne huske Kenneths følelse af moralsk forargelse. Men også mindreværd i en kultur, hvor du er kongen, hvis du kælent manipulerer 75-årige Åse til et køb over telefonen og simultant laver kneppebevægelser med et slag på gongen som den ultimative udløsning.
Hvor jeg aldrig kom særligt langt med mine 10 minutters samtaler om Weekendavisens kultursektion, lykkes det den ellers skeptiske Kenneth at hoppe på det buldrende sælgertog. Og det skyldes ikke mindst stedets chef og altoverskyggende alfahan, Bjarne (Anders Heinrichsen).
Bjarne med de to guldure, trofæskabet og tigerbilledet er en dansk krydsning af Jordan Belfort fra ’The Wolf of Wall Street’ og Patrick Bateman. Med et arsenal af testosteronpumpede opsange som »gæld er den reneste form for motivation« og »kunderne er nobodies« lader Bjarne ikke noget tilbage for Alec Baldwins ikoniske vindere vs. tabere-tale i ’Glengarry Glen Ross’.
Bjarne er derfor meget hurtig til at give Kenneth en diagnose: »Du lider af dårlig selvtillid«. Ét salg og så er Kenneth kureret. Energidrikken i blodet bliver symbol på det totale syndefald mod sælgerkulten. En kult, der også tæller de to dedikerede supersælgere Ali (Omar Abdel-Galil) og Ibo (Andrew Moyo) samt føjelige Troels (Ari Alexander), Bjarnes ikke særligt overbevisende ’Chief of Happiness’.
Mens Kenneth kommer længere og længere ind under Bjarnes problematiske vinger, melder Jamal sig ud.
Først er der Jamals navn og accent, som Bjarne indiskret beder ham om at ændre. »Er det ikke racistisk?«, spørger Jamal Ibo og Ali, som nikker, men også erkender, at det er the name of the game. Jamal bliver til ’Christian Eriksen’, og salget går nu strygende trods hans stigende ubehag.
Dernæst begynder Jamal godt ansporet af no-nonsense kollegaen Eve (Stephanie Nguyen) at ridse i Ny Energis grønne overflade. Med tanke på at virksomheden styres af en mand, der ufortrødent kører Jaguar frem for Tesla, er det ikke overraskende, at det bag den faste salgsprædiken om billigste elpriser og plantede træer bobler med varm luft. Snart bliver det Jamal, som må vække Kenneths samvittighed og få ham ud af Bjarnes drukfyldte anstændighedsudsalg.
Nok om handlingen. Lad os komme til sagen: Efter i flere år og i inkarnationer som Stream Team og Binge at have dissekeret tidens serier med charme, selvtillid og lækkert hår har Frederik Dirk Gottlieb og Kasper Lundberg med ’Guldfeber’ selv vovet sig ud i at bringe en serie til verden – og er sluppet rigtig fornuftigt fra det.
Det skyldes ikke mindst et velspundet koncept, som DR-kollegaen Andrew Moyo også har været inde over. Det kan godt være, at nogle af seriens dramatiske konflikter – måske grundet den korte tid – bliver afviklet lidt forhastet. Og at karakterer som Carla Eleonora Feigenbergs drøncharmerende receptionist og modstykke til machohørmen forsvinder pludseligt ud af billedet.
Men, for pokker, hvor er seriens kulturskildring velobserveret, velproduceret og energisk underholdende. Et skarpt og samtidig næsten farceagtigt blik på en af de mest forhadte brancher i dagens Danmark. Båret af forestillingen om, at personen, du og jeg ikke gider at tale med, er et produkt af et massepsykotisk avlscenter, der udvikler nogle af tidens grimmeste tendenser: greenwashing, giftige maskulinitetsidealer, voldelig konkurrencekultur og strukturel racisme.
Et skræmmende billede – fordi virkeligheden – men uhyggelig morsomt i den ekstatiske (og lidt ynkelige) fremstilling af Ny Energis vilde fejringskultur med klar skelen til ’The Wolf of Wall Street’.
Tarek Zayat var et regulært fund i ’Shorta’, men overstråles her af Andreas Bruun Pedersen, som svinger mellem at være dyrisk underkuet og ungdommeligt determineret. I en serie rig på close-ups er der en fascinerende intensitet over alle dem, den endnu ikke færdiguddannede skuespiller indtager.
Anders Heinrichsen evne til stort spil er sjældent kommet så meget til sin ret som her, hvor skingrende grænseoverskridende ledelsesstil på en bund af et ultraskrøbeligt ego tages til et nyt niveau.
Ali og særligt Ibo kunne let falde i samme stoddergryde, men ender som ret elskværdige comic reliefs. »Jeg er fucking Lionel Messi med mit headset. Jeg skal ned til mit hold«, bralrer Ibo, da Bjarne i desperation sætter en Barcelona-rejse på højkant. »Messi er skiftet. Din joke giver ikke mening«, piller Ali Ibo let ned.
Moyo mestrer overstyret pikmålerfedme med glimt i øjet. Og ping-pong’en med Abdel-Galils tilbagelænede ligefremhed er ret skøn. Dynamikken mellem opskruet underholdning og utilsløret blotlægning af meningsløse virksomhedstendenser kan i det hele taget siges at gælde som seriens succesformel.
Jeg var ikke nogen Messi som telefonsælger og holdt kun en dag. Anderledes godt selskab var det at vende tilbage og genleve kulturen i ’Guldfeber’.
Kort sagt:
’Guldfeber’ giver et skræmmende, men først og fremmest særdeles underholdende indblik ind i en af de mest ekstreme og moralsk fordærvede virksomhedskulturer, som alle har et forhold til, men de færreste for alvor kender.
Anmeldt ud fra hele serien.