En dejlig morgen: Leá Seydoux leverer en dybfølt præstation i fransk mesters besnærende sorgdrama
Sygeplejeren ruller med øjnene. Hun har lige ført endnu en forvirret ældre dame ud af værelset. Det sker tilsyneladende alt for ofte på plejehjemmet i Paris, som Sandra overvejer til faren.
De sender hinanden et overbærende blik. Begge ønsker en bedre tilværelse for mennesker på deres livs efterår, men selv i et af verdens rigeste lande vil man ikke investere for meget i ældreplejen.
Med det sagt hænger Mia Hansen-Løves nye film sig ikke i politik, kapitalismekritik eller melodramatisk skildring af alderdommen. Jovist, det ligger under overfladen, men det er Sandras komplicerede følelser, der er i fokus.
Snarere end den nervepirrende indlevelse i sygdomsforløbet, der kendetegner ‘Still Alice’ med Julianne Moore som demensramt, er ‘En dejlig morgen’ et modent, nuanceret og smukt portræt af sorg, der både rummer kærlighed og glæde og tristessen ved at miste nogen.
Ud over at tage sig af sin aldrende far Georg (Pascal Greggory), hvis demens gør det svært for ham at blive boende hjemme, er Sandra alenemor til Linn (Camille Leban Martins), en lattermild otteårig pige, der har lige så meget brug for morens kærlighed som Georg.
Imidlertid finder hun trøst i sin gamle ven Clément (Melvil Poupaud), som hun indleder en affære med, selvom han er gift.
Den franske instruktør med det danskklingende navn besnærer sit publikum med sin særlige poesi. Som hun gjorde med idolet Ingmar Bergmans hjemstavn i ‘Bergmans ø’ og i 90’ernes rave-miljø i ‘Eden’. Minsandten om hun ikke mesterligt bedriver det samme med noget så klinisk som demens i ‘En dejlig morgen’.
Selv har hun fortalt, at filmen er meget personlig for hende. Ligesom hendes afdøde far er filmens Georg pensioneret professor i filosofi, hvis drøm om at skrive bøger på sine ældre dage blev forhindret af demens.
I en scene forklarer lægen, at Georg har Benson-syndrom. En form for demens, der ikke bare rammer hukommelsen, men hjernens nervecenter, så patienten gradvist mister sanserne og førlighed over kroppen, før han til sidst ikke kan komme ud af sengen.
Så langt er Georg ikke kommet endnu. Men samtidig med, at han mister synet og glemmer sin livslange interesse for musik og litteratur, som han deler med datteren, glemmer han også menneskerne omkring sig. Hun ser altså sin far forsvinde, længe før han i virkeligheden er døden nær.
Léa Seydoux slog igennem i ‘Adèles liv’ og har siden blandt andet indtaget den helt store scene i Bond-filmene ‘Spectre’ og ‘No Time to Die’.
Hendes charmerende, nærværende og stærke præstation som Sandra efterlader ingen tvivl om, hvorfor David Cronenberg ville have hende med i ‘Crimes of the Future’ og Denis Villeneuve i den kommende fortsættelse af ‘Dune’.
Ganske uden overflødig stemningsmusik løftes atmosfæren, når hun kruser læberne. Når smilet falmer, er det nærmest, som om temperaturen falder. Man mærker sommerfuglene i maven, når hun flirter med Clément, og bedrøvelsen, når hun tømmer farens ejendele i flyttekasser.
Der er mange, der kræver hovedpersonens affektion og komplicerer hendes livsbane. Men det er netop dem, der fylder hende med mod og styrke til at håndtere sin livskrise.
Igennem datteren, faren og affæren oplever Sandra tre radikalt forskellige former for kærlighed i hver sit stadie.
De store følelser tøjles i en nærmest dokumentarisk gengivelse af verden, som almindelige mennesker oplever den. Den udspiller sig på maleriske steder som bakketoppen i Montmartre, men også i almindelige lejligheder med rod, beskidte kaffekopper og knirkende gulve, hospitaler med falmet maling og lyden af besøgende på gangen og i metroen, der knytter byen sammen.
‘En dejlig morgen’ starter sjovt nok på en dejlig morgen. Solen skinner i den franske hovedstad, fuglene kvidrer, og det er lige før, aromaen fra gadecafeerne breder sig i biografsalen.
Ganske realistisk skifter vejret undervejs med årstiden. Sandra fjoller med datteren i parken badet i efterårståge og går tur med faren, selv når der er bidende koldt i januar.
Det er et interessant valg, der bakker op om en væsentlig pointe i filmen: Ligesom vejret er morgendagen utilregnelig. Det væsentlige er at værdsætte de gode stunder.
I en hjertevarm scene hjælper Sandra og Linn en af Georgs tidligere elever, der redder professorens bogsamling fra at havne på lossepladsen. Mens Linn tømmer flyttekasserne, sætter de voksne bøgerne på plads.
Det er en fremragende velskrevet monolog båret af Léa Seydouxs dybfølte præstation, når Sandra forklarer, at valget af litteratur afspejler hendes fars personlighed og det liv, han har levet. Kameraet dvæler ved enkelte titler på hylden, mens hun aer datteren på kinden og fortæller, at selvom pigens morfar endnu er i live, er der en del af ham, som kun lever videre i hans tidligere ejendele.
En antropomorf, men kærlig måde for dem at bære tabet.
Kort sagt:
‘En dejlig morgen’ er en fremragende, nuanceret fortælling om kærlighed og tab. Ved siden af sorgen er filmen fuld af optimisme og håb, så man som seer efterlades med et smil på læben.