’The Man Who Stole the Scream’: Norges største (gav)tyv er som taget ud af en Guy Ritchie-komedie
CPH:DOX. En professionel fodboldspiller, der begår indbrud i sin fritid, en selvsmagende kunsthandler, en amerikansk undercoveragent og et medieombrust tyveri af Norges mest værdifulde maleri.
Det lyder som opskriften på en amerikansk heist-film, men er taget direkte ud af virkeligheden.
Pål Enger var i sine unge år en lovende fodboldspiller for Vålerenga, men tyveri var hans yndlingssport. Og efter at have røvet en række butikker sammen med kammesjukken Bjørn Grytdal var turen kommet til det maleri, som han var nærmest besat af.
I 1994 formåede Enger og Grytdal (faktisk uden det store besvær) at stjæle Edvard Munchs ’Skriget’ fra Nasjonalmuseet i Oslo, mens hele landets øjne var rettet mod vinter-OL i Lillehammer. Og selvom politiet hele tiden havde ham som hovedmistænkt, idet han allerede havde siddet i spjældet for at stjæle et andet Munch-maleri, nåede han at drive gæk med ordensmagten i et godt stykke tid, før de fik den drilske mestertyv afsløret.
Norges vel nok største (gav)tyv fortæller nu sin vilde, Olsen-banden-agtige historie i den britiske dokumentarfilm ’The Man Who Stole the Scream’, der får verdenspremiere på CPH:DOX.
Instruktørduoen Nigel Levy og Sunshine Jackson har bygget filmen op af en række opsatte talking head-interviews, som de løbende krydrer med dramatiserede rekonstruktioner og arkivklip fra nyhedsmedier. Foruden Enger medvirker sagens mere lovlydige aktører også med deres sider af historien, herunder Norges daværende kulturminister, en journalist, en museumsinspektør og tre politiefterforskere.
Genfortællingen er dermed ganske grundigt og klassisk udført. Med undtagelse af en ganske raffineret omgang krydsklipning mellem vinter-OL-åbningsceremonien og en rekonstruktion af ’Skriget’-røveriet er der formmæssigt ingen overraskelser af hente.
Dem behøver man måske heller ikke så mange af, når man har at gøre med så vild en historie og så farverig en hovedperson.
Som fortæller er Pål Enger virkelig underholdende, fordi han er så utroligt henkastet og helt fri for fortrydelse. Selvom ugerningerne gav ham flere år bag tremmer, betegner han sine oplevelser med vendinger som »fantastisk« og »vældig sjovt«.
Når han sidder der og smiler med en smøg i munden, minder han om en karakter fra en Guy Ritchie-komedie. Han fremstår ikke mindre spøjs og fiktionspræget af, at han konstant skifter mellem norsk og gebrokkent engelsk foran de britiske instruktører.
Undervejs får vi et lille indblik i Pål Engers traumatiske opvækst. Som barn blev han slået af sin far, og han fandt en slags trøst og genkendelse i ’Skriget’, som han besøgte på museet op til to gange om ugen. Det lyder trist, men Enger er ikke sentimental, og han lader kun filmen dvæle kort ved smerten. Man kommer nok aldrig til at kunne forstå hans følelsesliv.
Tydeligt er det dog, at han elsker den opmærksomhed, filmens skabere giver ham og hans (virkelige) røverhistorie. Tyveriet handlede aldrig om penge, forklarer han. Det handlede om udfordringen.
Nu kan han så høste frugterne af sit gennemtænkte kup – ikke med millioner på kontoen og et liv i luksus, men som stjerne i sin egen film.
Kort sagt:
Dokumentarfilmen ’The Man Who Stole the Scream’ er ikke særlig opfindsomt sat sammen. Til gengæld er historien, og dens hovedperson, virkelig underholdende.