Anbefaling. En lejemorder forsøger at finde balancen mellem arbejde og hverdag. Gab gab, tænker du nok.
Det var i hvert fald min første indskydelse, da jeg først hørte om serien ’Mr Inbetween’. Mellemlægningspapir. Metervare. Det tematiske ler er ikke nyt, og vi har jo allerede set materien blive drejet til en smuk vase gennem tre sæsoner af Bill Haders ’Barry’ hos HBO.
Men så, under en prokrastinerende YouTube-safari, stødte jeg på et lille klip fra serien. Den titulære karakter, Mr. Inbetween, som i virkeligheden hedder Ray, hygger rundt derhjemme, da nogen ringer på døren. Han kigger ud ad vinduet og beder sin datter om at gå ind på sit værelse. Ding dong, det er politiet.
»Er det dig, der er Ray Shoeschmidt?«
»Jeg svarer ikke på spørgsmål«.
»Okay… Er der nogen i huset, der kan svare på spørgsmål?«
»Jeg svarer ikke på spørgsmål«.
Sådan går der 40 sekunder. Mr. Inbetween smiler høfligt, men svarer ellers ikke på spørgsmål. Til sidst må betjentene opgive ævred og trave tilbage til salatfadet, mens den ene klør sig perplekst under sin australske politikasket: »Det var underligt«.
Mens jeg med det samme vidste, at det var godt. Anderledes.
Afslappet hitman
Den første årsag til, at så få har set serien, er formentlig, at dens tre sæsoner ligger dybt begravet i Disney+’s indholdskage under fem lag gulgammelt Marvel-flødeskum. Men den er der, og jeg så den, og det skal du også.
En af de ting, som adskiller ’Mr Inbetween’ fra at være endnu et gennemsnitligt dobbeltlivsdrama, er, at hovedpersonen er tilbagelænet og kompetent. Ray er for dygtig til at risikere at blive opdaget, hvilket betyder, at vi slipper for scener, hvor kæresten kommer for tidligt hjem fra hot-yoga, og Ray febrilsk må putte en lampeskærm over mundingen på sit snigmordergevær, fordi han ikke har tid til at presse det ned i sin aflange dusørjægerkuffert.
Den anden finurlige kvalitet ved serien er, at den fuldstændig omgår det klassiske fokus på hovedpersonens moralske kvababbelser over sine ugerninger. Selvom indre konflikt er det, der giver karakterer som Berry og Walter White en menneskelig resonans, holder ’Mr Inbetween’ substansen ved lige uden at dvæle ved anger.
For Ray er ethvert lejemord bare et job, som han eksekverer med samme selvfølgelige nøgternhed, som en automekaniker udskifter et tændrør.
Ingen løftet pegefinger
Dermed ikke sagt at Ray er en følelseskold stodder, som gør, hvad der passer ham. Mr Inbetween har et stort hjerte, som banker for hans niårige datter Brittany, hans kæreste Ally og hans ALS-ramte bror Bruce (forholdet mellem Brittany og Bruce er særligt rørende), og de trofaste venner Freddy og Gary, begge sublimt spillet af henholdsvis Damon Herriman og Justin Rosniak.
Serien vælger ganske enkelt bare ikke at bruge tid på den skyldsspiral, som så mange andre deltidskriminelle har trillet igennem før ham.
Ray er et modsætningsfyldt væsen. En god far og en kynisk morder. En trofast ven og en nådesløs fjende. En kærlig sjæl og et hadefuld væsen, der i ét moment kan udvise stoisk tålmod og det næste virker som en overophedet atomreaktor af ustoppelig voldsmagt.
’Mr Inbetween’ nægter at drage en moralsk anviselig konklusion, hvilket blev understøttet, da skaberen og hovedrolleindehaveren, Scott Ryan, på Instagram svarede på et spørgsmål fra en fan, der ville vide, om serien forsøgte at sige noget om maskulin aggression:
»Serien forsøger aldrig at sige noget. Den viser bare en person, der lever sit liv, og alle kan udlede fra det, hvad de vil. Når det er sagt, kan aggression til tider være nødvendigt i en verden med ondskab. Det er rarere at være i besiddelse af evnen til at anvende vold og ikke have brug for det end det modsatte«.
Slice of life og lejemord
Har han ret? Det er op til os at afgøre.
Fordi serien ikke forlader sig på moralsk determinisme eller lommefilosofisk livsvisdom svarer seerens oplevelse snarere til David Simons selverklærede postkortmetodik, som han har brugt i ’The ’Wire’ og ’Treme’, hvor man som publikum er inviteret med som tilskuer til et univers, der allerede eksisterer, siddende på skulderen af de bærende karakterer som en taknemmelig papegøje, der får lov at følge virkelige menneskers idiosynkratiske og modsætningsfyldte udvikling og afvikling.
På den måde er ’Mr Inbetween’ mere et styrtdyk ned i en australsk normaltilværelse, krydret med lejemord – som Richard Linklater med granatkaster – end et klassisk tale of two worlds-drama.
En oplevelse værd for alle, der værdsætter original, ærlig og selvberoende historiefortælling.
’Mr. Inbetween’ kan ses på Disney+.