Debby Friday kombinerer brutal industrial med pop på debutalbummet ‘Good Luck’
Kan man forene brutal industrial med pop?
Det håbede jeg lidt at få svaret på, da popstjernen Halsey udmeldte, at de ville lave et album produceret af Nine Inch Nails-bagmændene Trent Reznor og Atticus Ross. Og bevares, albummet var godt, men industrial-elementerne var ganske milde.
Heldigvis er et nyt navn interesseret i netop den kombination.
Nigeriansk-canadiske Debby Friday har i en årrække været aktiv i undergrunden, hvor hun producerede omklamrende og ubekvemme industrial-tracks. Den slags støjende, kakofonisk stof, der garanterer, at crowds forbliver små, men dedikerede.
I januar dette år udgav hun singlen ‘So Hard To Tell’, der var et ualmindeligt vellykket forsøg på at kombinere popmusikkens umiddelbarhed med industrial-genrens nerve. Det fungerede fremragende. Nu er et debutalbum ved navn ‘Good Luck’ landet.
Intet track derpå er helt så poppet som ‘So Hard to Tell’. Men der er stadig mange spændende forsøg på at tage industrial-genrens hæmningsløse elektroniske toner og applicere det på kompositioner defineret af hooks og melodier.
Tag den langsomme ‘Safe’, hvor de skærende dissonanser og dunkende trommer skaber en utryg stemning, mens vi hører en forvrænget vokal synge bekymret om, hvorvidt en anden person mon er i sikkerhed.
Lyden er barsk som enhver god industrial-sang, men den er mixet rigtig fint, så man altid tydeligt kan høre både lyrikken og de emotionelle nuancer i leveringen.
Eller hvad med ‘I Got It’?
Det er en dance-sang, der er spækket med hooks, der kommer hurtigere end man kan nå at forberede sig – blandt andet fordi industrial-instrumentationen er så dejligt uoverskuelig og hektisk.
Der er så mange stimulerende indtryk at forholde sig til på én gang, og pulsen falder på intet tidspunkt.
Det gør også det efterfølgende nummer, ‘Hot Love’, til en stimulerende oplevelse.
Debby Friday råber og skriger så højlydt og brutalt, at det sender kuldegysninger ned gennem ryggen. Det vækker mindelser om Crystal Castles’ mest ængstelige numre, men blot endnu mere skærende i instrumentationen.
Debby bider dog til tider over mere, end hun kan sluge – særligt når hun prøver at inkorporere hiphop-elementer.
Hun er virkelig ikke en særlig god rapper. Hendes langsomme, gumpetunge flows lyder som noget fra 80’erne, og på ellers velproducerede sensuelle sange som ‘Heartbreakerrr’ og ‘Pluto Baby’ er hendes rapvers alvorlige moodkillers.
Men den slags fejltrin er forventelige, når en kunstner så ihærdigt forsøger at udvide sin horisont.
Den samme mentalitet afføder også længere bluesede guitareskapader på ‘What a Man’, hvor klangen er lige i øjet. Og det afføder ‘Let U Down’, hvor Debby konfronterer sine værste sider med en Portishead-klingende vokalpræstation, mens hendes musikalske omgivelser bliver mere støjende og forvrængede for hver takt, der går – hvilket kun gør hende mere sårbar som vokalist.
Den slags villighed til at tage chance gennemsyrer ‘Good Luck’. Selv når hun misser, er der noget på spil. Debby Friday har bevist, at pop og industrial sagtens kan fusioneres, og på resten af ‘Good Luck’ har hun konstant blod på tanden efter at bevise endnu mere.
Kort sagt:
Debby Friday har en fortid i industrial og electropunk, men hun går en mere poppet vej på sit debutalbum. Uden at lefle: ‘Good Luck’ er et støjende album, der tager chancer, så ofte det kan.