(Denne artikel indeholder spoilers for de tre første afsnit af ‘Succession’ sæson fire).
Logan Roy vinder altid. Det har været den ene store sandhed i ’Succession’-universet.
Logan var på den måde den djævelske menneskeskikkelse af et casino, når det gjaldt forretninger, og når det gjaldt familie. Kapitalismens grimme, gamle ansigt, der altid fik sin vilje.
Måske er det også derfor, der er nogle, der synes, handlingen i ’Succession’ har kørt i ring om sit grundspørgsmål: Hvem er arvtageren?
Men nu er seriens totalitære dirigent blevet snigmyrdet allerede i tredje afsnit, hvor man tog livet af ham på gulvet af et privatfly.
Tvivlen var konstant, om det virkelig var sandt, mens kameraet luskede om hans blege krop, og den blanke svigersøn Tom Wambsgans var ved hans side som eneste familiemedlem.
Man kan muligvis ikke forestille sig et billede, patriarken ville have hadet mere, end Tom der krampagtigt holdt iPhone-røret op mod hans døde øre, mens Kendall, Roman og Shiv sagde deres akavede farveller fra et loungelokale på Connors bryllupsyacht (på vej mod Ellis Island, som præsidentkandidaten drømte om).
Som sine sidste handlinger nåede Logan lige at kalde sine børn »not serious people« i forrige afsnit, at bede dobbeltspillende Roman om at fyre sin sexting-flirt og chefmor Gerri og ikke mindst at ghoste sin ældste søns bryllup for at flyve til Stockholm og få Mattson-aftalen i hus.
Selvom Logan døde i skyerne, mens hans børn var i chok på havet, har det fly uden tvivl helvede som slutdestination.
Et perfekt makværk
Mens Logan døde, ankom resten af ensemblet til Connors bryllup.
Her indtraf den første krise allerede, da festens Victoria sponge cake viste sig at være decideret traumatisk for brudgommen. »Looney cake«. Den samme slags kage, Logan som en anden Marie Antoniette fodrede sin ældste søn af med, da hans psykisk syge mor blev sendt væk.
Nu efterlader Logan sine børn med det sidste og ultimative traume og forgifter endnu en kage.
Det var ikke ligefrem en overraskelse, at han ville dø.
Men så akavet og udramatisk som muligt blev det uundgåelige trukket i fantastisk langdrag. Nu kan serien stoppe med at gå underholdende og intelligent i ring omkring sin titulære tronfølge.
Det var antitesen til en ’Game of Trones’-død. Den legendariske ’Red Wedding’-episode, hvis den havde den foregået med en sløv brødkniv i en stressdrøm. Som karakter har Logan Roy været born to die, men afskedssalutten var et perfekt makværk af manglende nærhed og knuste drømme.
Der var en ny desperation på spil i stemmerne på hvert enkelt storspillende Roy-barn, der sagde farvel i røret en efter en med ordene ‘jeg elsker dig’, som den ultimative varme kartoffel i munden.
Det vil sige næsten alle Roy-børnene. Den socialt udstødte Connor, der ellers var dagens mand i skysovs, faldt det ikke nogen ind at hente.
Og selvom døden blev mere og mere åbenlys, var det, som om det først rigtigt dæmrede for børnene, da de til sidst satte sig for at udforme dødens pressemeddelelse.
Tiden stod stille
’Succession’s egentlige trick bestod i langsomt at overbevise os om, at Logan var uovervindelig. For i virkeligheden har manden vitterligt været ved at dø siden første afsnit.
Man skal ikke være Shakespeare-ekspert for at vide, at døden har det med at forekomme i hans værk. Og ingen serie er som ‘Succession’ blevet plastret til med den dramatiske alfaders tyngde. I sin tid blev serien efter sigende pitchet som King Lear møder mediefamilien Murdoch.
I ‘King Lear’ skal en aldrende konge fordele sit rige og hans døtre derfor dyste i at vise ham deres kærlighed. Det spil har føltes overstået her i fjerde sæson, men i afsnit tre blev der sagt »I love you« flere gange end nogensinde og påbegyndt et nyt kapitel.
Pludselig har mange småting ledt op til afskeden. I sæsonens forrige afsnit, ’Rehearsal’, var Logan som et ildrødt stykke kul, en råbende Hitler-skikkelse fra en bunke printerpapir eller et døende dyr, der går til angreb i afmagt. I første afsnit spiste han en meget sidste nadver-agtig middag med sin sikkerhedsvagt.
Alligevel blev det, at far kunne dø, den ultimativt menneskelige begivenhed i det kyniske serieunivers, der fik tiden til at stå stille.
Man var aldrig rigtigt i tvivl om, at ’Succession’ havde vovemodet, men blot ventede, til vi troede, vi vidste alt.
Episk usexet
At se ’Succession’ er i sin kerne at følge ryggen af en habitklædt forretningsperson i en til tider uforståelig parade af telefonforhandlinger, diskussioner i mødelokaler og ture henover helikopterpladser.
Det er de vendte rygges serie. I introsekvensen kigger børnene i de gulnede familievideoer ind i kameraet, mens vi ser Logan med ryggen til i fortid og nutid. Vi ser ham gå længere og længere væk fra kameraet, som drømmebeskrivelser af døde ofte lyder.
Derfor gav det god mening, at vi også kun måtte ane hans døende legeme.
Når noget afbryder de stålsatte vandringer, mærker man for alvor seriens ondsindede, komiske nerve.
Døden er den ultimative afbrydelse, som genopfinder det tomrum, hele ‘Succession’-fortællingen har handlet om at udfylde. Af kongens fald at være føltes det både episk og usexet på samme tid. Men den måde, Logans død udfolder sig på, viser i virkeligheden også, at forhandlingerne aldrig stopper.
Den faktiske død drukner nærmest i drøftelser og panikhåndtering. Som da Kendall i afmagt beder sin assistent arrangere cirka tusind videoopkald med læger til ingen verdens nytte. Han vil tale med piloten, men ‘ved du hvem min far er’-fintens momentum er allerede dalende.
Spillet fortsætter
’Succession’-spillet fortsætter uden sin konge, og selvom spørgsmålet om arvefølgen er den samme, er alt forandret.
Logan Roy har sagt sit sidste fuck off. Hans exit bliver forhåbentlig et livgivende chok, der kan sende hele ’Succession’, som vi kendte det, ud af kurs.
Det bliver en tragikomisk gyser at se Roy-børnenes nyfundne fællesskab vende vrangen ud på sig selv, mens de alle er mere ødelagte indeni end nogensinde.
For selvom han er død, er der ikke nogen af Logans børn, der har vundet endnu.
‘Succession’ kan ses på HBO Max.