’Mor og søn’: Cannes-hit er en poetisk og tankevækkende fortælling om omsorgssvigt og social arv
Alene i stuen danser en kvinde sorgen væk. Med øl i den ene hånd, en cigaret i den anden og headset for ikke at vække drengene med musik fordrives hendes indre dæmoner i de mørke nattetimer.
Mens hun fælder en tåre, synger stemmen i hendes øre om en ung kvinde, hvis forældre slår hånden af hende, når hun bliver gravid uden for ægteskabet. Om noget lignende er sket med hende, vides ikke, men som enlig mor med ansvar for to børn uden hjælp fra familien, er der ingen tvivl om, at hun genkender afmagten.
Den ældste søn Jean kan ikke sove og betragter hende gennem døråbningen. Han ser ikke hendes svære følelser, der ligger bag seancen. Tværtimod er han træt af, at moren tilsyneladende altid er fuld.
Hun hedder Rose og er omdrejningspunkt for et familiedrama om hende og sønnerne Jean og Ernest, der i 1989 flytter til Paris fra Elfenbenskysten i håb om en lysere fremtid.
Instruktør Léonor Seraille har talent for at skildre en ungdommelig splittelse mellem impulsiv selvforkælelse og ansvar. Et sigende kendetegn ved hovedpersonen Paula i Serailles forrige film ‘Montparnasse Bienvenüe’, der også præger Rose i ’Mor og søn’, som var i hovedkonkurrence på Cannes sidste år.
I modsætning til Paula har Rose ikke kun ansvaret for sig selv, og det er interessant, at filmen uden løftet pegefinger viser, hvordan hendes frimodige tilgang til livet påvirker drengene.
‘Mor og søn’ viser, hvordan den sammentømrede lille familie gradvist går i opløsning hen over de næste 20 år.
Med 10 års mellemrum skifter perspektivet, så familiedramaet ses fra Jeans perspektiv, når drengene er teenagere, og fra Ernests, når de er voksne.
Filmen starter, mens børnene er små, og udspilles først fra Roses perspektiv. Hun gør sit bedste for at forsørge børnene som rengøringspersonale på et hotel. Efter fire børn – udover søskendeparret, hun har med til Frankrig, bor to ældre drenge hos deres onkel derhjemme – med forskellige fædre, der hver især knuste hendes hjerte og lod hende stå alene med børneopdragelsen, har hun endnu ikke opgivet håbet om den store kærlighed.
Kostume og sminke fortjener ros for, at mor Rose og de andre voksne ældes realistisk hen over to årtier, mens børnene erstattes af ældre skuespillere over tid.
Annabelle Lengronne, der selv kom til Paris som 18-årig tilflytter fra den franske koloni Martinique, er fremragende som moren. Lige så opløftende det er, når hun med håbefuldt smil flirter med en date eller får en svingom på dansegulvet, lige så hjerteskærende er det at se smerten i hendes tårevædede, blodsprængte aldrende øjne, mens afstanden til børnene bare vokser.
Familien lever unægteligt under vilkår, som er bestemt af tilværelsen som afrikanske tilflyttere. Herkomsten påvirker, hvilket arbejde moren kan få, at de bliver set ned på for at gå med genbrugstøj, og om de kan gå uforstyrret på gaden for politiet. En byrde, som moren gerne vil dele med sit livs kærlighed, hvis han findes derude.
Minoritetsperspektivet lurer under overfladen og flankerer det centrale familiedrama, men overskygger det aldrig. Det gør beretningen til mere end den hvide instruktørs voyeuristiske blik på den afrikanske diaspora.
I gymnasiet får mønstereleven Jean en sød kæreste fra en kultiveret, hvid familie, der går til fernisering. De har kunst på væggene i villaen, der er omgivet af en høj mur og bevogtet af hunde.
Mens hun er i bad, går han på opdagelse og spejler sig selv i jagttrofæerne, der hænger i entréen. Hvis alt går op i prestige på de bonede gulve, mon hun så i virkeligheden holder af ham, eller bruger hun ham som endnu et trofæ til at signalere de rigtige værdier?
I hvert fald skifter han mening og ledsager hende ikke til festen, som de skulle følges til. I stedet forsvinder han i nattelivet med bar overkrop under en lejet habitjakke, en joint i hånden og afrikansk krigersminke i ansigtet.
Sekvensen er som taget ud af en musikvideo, hvor kameraet følger den unge mand badet i grønt neonlys, der ser bare lidt mere tjekket ud end danserne omkring ham.
Ligesom i Lee Daniels’ Oscar-nominerede ‘Precious’ og Spike Lees oversete ‘Bamboozled’, hvor fattige, sorte amerikanere prøver forgæves at bryde med deres sociale arv, behandles familiens position nærmest som en shakespearesk tragedie. Menneskene i alle tre film bevæger sig skæbnetro mod en muligvis fatal afslutning.
Men ligesom i eventyret om askedrengen minder ‘Mor og søn’ om, at selv den allermindste kan vinde en stor sejr.
Optimismen er i behold i filmen, mens moralen om, at enhver er sin egen lykkes smed, vendes på hovedet.
Kort sagt:
‘Mor og søn’ er et tankevækkende og følsomt familiedrama, der skånsomt behandler svære emner som ulighed og omsorgssvigt.