Blur er tilbage. Ikke bare med en ny single, men også snart med et nyt album.
‘The Ballad of Darren’, som det nye album hedder, udkommer 14. juli og bliver bandets niende i rækken. I en pressemeddelelse beskriver frontmand Damon Albarn det som »et efterskælvsalbum, en refleksion over og en kommentar til, hvor vi befinder os nu«.
I første omgang har de sluppet den poprockede single ‘The Narcissist’.
‘The Ballad of Darren’ følger i hælene på ‘The Magic Whip’ fra 2015 og bliver således bandets første nye album i otte år.
Det er lang tid i tidens musiklandskab, men bandets fans må efterhånden være vant til at vente. Da de i sin tid udsendte ‘The Magic Whip’, var det nemlig 12 år siden, vi sidst havde hørt noget fra dem.
Annonceringen og singlen lander lige præcis seks uger inden Blurs optræden på Roskilde Festival, hvor bandet spiller på Orange Scene 30. juni. Det bliver Blurs første optræden på festivalen siden 2003.
Mon ikke britpop-mastodonterne har en masse ny musik med til Dyrskuepladsen til sommer?