På trapperne på vej op fra metroen på Rådhuspladsen mærkede man først eftermiddagssolen (modsat sidste år på Distortions første dag, hvor der var exceptionelt strenge vejrguder på spil), og så mærkede man den pumpende bas.
Fra klokken 16 var sommerkåde københavnere i fuld Distortion-core lige så stille begyndt at trække mod den festivalstore Red Bull-scene, hvorpå der stod en tank-agtig bil parkeret.
Fra bilens tag skiftedes forskellige djs til at spille publikum op, men dans og moshpits kom for alvor på menuen, da Icekiid indtog scenen klokken 22. Her var Lamin (der også spiller på Distortion Vesterbro) med som surprise, og lagde vokal på deres fællestrack ‘Hvad skal der ske’.
Surprise-optrædener var faktisk lidt aftenens tema. Lidt over 23 satte Benny Jamz et vildt punktum for aftenen, da han pludselig hev B.O.C-makkerne Kesi og Gilli med på scenen.
Hiphoptrioen forvandlede Rådhuspladsen til et dansegulv med festbangeren ‘Ibiza’, og spillede også en helt ny single med et gigantisk entourage af rappere og venner på scenen.
Se alle billederne fra Distortions første dag forneden.