Sex, alkohol, stoffer og vold flyder i en lind strøm gennem de norske fjorde i det norske seriehit ‘Exit’, der er baseret på interviews med fire virkelige rigmænd fra Oslos finansmiljø.
Og hvis ikke den information stod i begyndelsen af hvert afsnit, ville det også synes en anelse utroligt.
Hvem ville tro, at der hos vores nordiske naboer er foregået ting som:
En mand, der vækker sin ven fra en koma ved at blæse kokain op i næsen på ham?
En anden, der faker sit eget selvmord for at få sin eks til at spontanabortere?
Eller en tredje, der i en rus af kokain og alkohol hakker sig gennem en dør med en køkkenkniv og skærer en sexarbejders øre over?
Seriens vanvittige eskapader afføder både intenst drama og komiske højdepunkter mellem de fire venner Adam, Henrik, William og Jeppe og de nogenlunde faste kvinder i deres liv Hermine, Celine, Tomine og Magdalena.
Simon J. Berger spiller den kyniske Adam Veile i serien, hvis tredje og sidste sæson rammer DR 16. juni.
Berger har været kendt i Sverige siden tv-debuten i 2007 med hovedrollen i 68’er miniserien ‘Upp till kamp’, og på dansk grund har vi oplevet ham i en birolle i ‘Margrethe den første’, hvor han spillede over for Trine Dyrholm, som han kalder »en af de fineste kollegaer, jeg har arbejdet sammen med«.
I sidste uge var skuespilleren i Danmark, hvor vi mødte ham til en snak om reaktionerne på ‘Exit’, faldgruberne i at skildre en psykopatisk, men glamourøs karakter og følelsen af ikke at have mænds hierarkiske sprog som sit »modersmål«.
Som et olympisk skihop
Du har før sagt, at det er sjovt at spille Adam i ’Exit’. Hvad er det, der gør det sjovt?
»Det er the crazy stuff. Det er sjovt for både mig og seerne. Men for mig er det måske frem for alt muligheden for at spille scener, der spænder over en stor del af en skuespillers register. Der er både super touchy-feely scener. Meget lange samtaler, der bare er samtaler. Og det er vold. Der er action. Der er drama«.
Hvad er dit eget højdepunkt fra serien?
»Altså der er så mange. Men i første sæson har vi absolut et stort højdepunkt i afsnittet med brylluppet. Der er et vildt langt one-shot. Et langt skud i 16 minutter. Det er helt vildt. Alle skal præstere på toppen. Det er som at bestige et bjerg eller at udføre et olympisk skihop. Alle skal være helt on edge. Det må ikke briste noget sted«.
»For mig er der også alle scenerne med Agnes Kittelsen, som spiller Hermine. Alle de scener, vi har haft, har været et højdepunkt for mig, for jeg har det så sjovt, når jeg spiller med hende«.
Når man nu kan se tilbage på Adam igennem serien, hvad tænker du så om hans udvikling eller mangel på samme?
»Det er jo en serie, hvor ingen udvikler sig. Ingen vokser. De bliver bare værre og værre. Ligesom ’Succession’. Og det er ikke kun med de her fire mænd. Hermine bliver jo ikke et bedre menneske. Hendes udvikling er, at hun bliver hårdere og mere kynisk og mere en warrior. Der er ingen, der vokser som mennesker. Det giver en speciel relation til karakteren. Det er lidt specielt«.
Handlingerne er ægte
Serien er baseret på virkelige nordmænds beretninger, men hvilken research gjorde du selv til rollen?
»Jeg begyndte med at foretage en slags sanselig research. Det handler om at gøre mig tilpas i tøjet og tilpas i miljøet. Så det føles, som om jeg ejer det. Og ikke mindst er tilpas i at eje all the craziness«.
»Der var det virkelig afgørende at se det her interview med de fire personer, vores karakterer er løst baseret på. Men det betyder ikke, at koblingen er én til én. Der er ikke en af karaktererne, der svarer til en rigtig person. Det er blandet og remixet for at lave det til fiktion. Så alle vores karakterer indeholder dele af de her fyre fra det første interview«.
»Jeg tror, det havde været virkelig svært at spille dem her – altså tro på, at man kan gøre som dem her, hvis vi ikke havde set dem sidde der og tale om sig selv. Det havde været svært at spille«.
Det er det samme for mig som seer. Hvis der ikke stod ’baseret på virkelige mennesker’ før hvert afsnit, ville jeg ikke tro på serien.
»Præcis. Instruktøren plejer at sige, at i sæson 1 tog vi 70 procent af indholdet direkte fra interviews. Vi tager 50 procent fra det første interview, 20 procent fra supplerende interviews, og så er 30 procent opfundet. Men det er jo ikke de sygeste ting, der er opfundet. Det er de karakterer, vi har lavet. Men begivenhederne, som vi ser i handlingen, er baseret på de interviews. Det er det, der gør, at det bliver en bedre serie end bare fiktion«.
Gangstere har tit gangsterfilm som deres yndlingsfilm, selvom filmene egentlig har et afskrækkende budskab. Er finansfolk vilde med ’Exit’?
»Jeg får det meget ubehageligt af beskeder på sociale medier fra unge, som tydeligt vil være ligesom karaktererne. Der var en kvinde, der glad berettede, at hendes søn ville have en yacht og ville være som Adam, og jeg var sådan: ’Jesus! Hvad har du set i serien?’. Så der er en risiko for, at det er lidt ligesom gangsterfilm, der inspirerer«.
Men det er vel seerens eget ansvar?
»Ja, det er det selvfølgelig. Selvom fortællerne faktisk også har et ansvar, synes jeg. For fortællinger er så kraftige, at de kan gå forbi vores rationelle tænkning og bare ind i hovedet. En fortælling lever man jo. Man oplever jo livet igennem øjnene, og det tænker jeg, man skal tage ansvar for«.
Mobbet som barn
Hvornår kunne du mærke, at ’Exit’ blev en succes?
»Næsten ikke før det skete. For det var så usafe. Jeg vidste, at jeg kunne lide det. Men at det skulle fungere bredt … Der er så mange minusser. Der er så mange anledninger til ikke at blive interesseret: Der er ikke nogen at sympatisere med. Chokeffekt med nøgenhed og sex – ja, det kan tiltrække publikum, men den typiske holdning er, at det er smagløst. Så det kan blive et stort minus i stedet.
»Men MeToo-bølgen var en del af motivationen for at lave den. Med MeToo kom branche efter branche jo med sine vidneberetninger. Men der kom aldrig noget fra finansverdenen. Så instruktøren sad bagefter MeToo og tænkte: ’For fanden – der er en anledning. Der er en pointe med at gøre det’. Så det var en del af intentionen, men man kan jo ikke vide. Den tager jo mange chancer, med hvem den portrætterer«.
»Fra et feministisk perspektiv er der altid en risiko ved at portrættere misogyni og kvindemishandlere og seksuelle overgreb og kvindeundertrykkelse. Der er altid en indbygget risiko i, at man fremprovokerer problemet, når man gør det. Det skal man være bevidst om. Så derfor var det meget usikkert, hvordan man skulle lave det. Så jeg var ikke klar over, at det var en succes, indtil efter den blev det«.
Du har i tidligere interviews snakket om at blive mobbet som barn. Hvordan har det påvirket dig i dit arbejde med en karakter, som bruger så meget vold?
»Det har nok bidraget til et, for mig, interessant udenforstående perspektiv på Adams mobning. Jeg synes ekstremt dårligt om positionering, status og magtspil, som ikke mindst findes i den mandlige kultur. Når to mænd snakker, ved de altid, hvem der ville vinde en slåskamp. Jeg synes ekstremt dårligt om det, og jeg har aldrig selv internaliseret det. Og det tror jeg hænger sammen med, at min psykologiske reaktion på mobning var at stille mig udenfor rangordningen. Så for mig er det et fremmed sprog, det her mandlige magtsprog, jeg kan se ude fra«.
»Og det gjorde det absolut interessant at portrættere Adam. Et tydeligt eksempel for mig er, at der er nogle scener fra tredje sæson, hvor Adam sidder og snakker med Hermine i nogle små stole, og min krop er ganske lang og ganske stor. Så jeg tænker: ’Hvordan sidder jeg her? Hvordan forsøger Adam at dominere space med de her små møbler’. Det var en meget sanselig proces. ’Hvad kan jeg gøre? Jeg kan brede mig ud sådan her. Jeg kan flytte den stol derhen, så tager jeg mere plads i rummet’. Jeg var meget sådan: ’Nu skal jeg tænke på, hvordan mænd gør’. Som er det der med at sidde med benene super spredt«.
Manspreading.
»Manspreading! Ja. ’Op med knæene. Jeg skal tage så meget plads, jeg kan’«.
’Exit’ sæson 3 kan ses på DR fra 16. juni.