The Weeknd spiller onsdag aften i Horsens med, hvad der tegner til at blive et brag af et show.
Popstjernen såede dog forvirring, da han tirsdag skrev på Twitter, at han ville lægge vejen forbi København.
The Weeknd rettede fejlen efter nogle timer med begrundelsen, at de lyse nætter »smeltede hans natteravnshjerne«. Han lovede desuden, at det var garanti for, at »showet i morgen bliver endnu mere vanvittigt«.
»Hvem ved, hvad sætlisten kommer til at være«, jokede han videre.
Forvirringen er forståelig nok, da The Weeknd var annonceret til at spille i Royal Arena i både 2021 og 2022. Begge koncerter blev dog udskudt og siden aflyst.
The Weeknds koncert i Horsens bliver således hans første på dansk grund siden hans optræden på Roskilde Festival i 2017.
Udover sin igangværende turné er The Weeknd aktuel i den meget omtalte HBO-serie ‘The Idol’ – ikke mindst på grund af hans særegne dirty talk.