‘Black Mirror’ sæson 6: Charlie Brookers Netflix-hit er blevet mærkeligt – men ét afsnit stikker ud
Når man bliver bedt om at anmelde en ventet serie, følger der ofte et lille pdf-dokument med, hvori distributøren – i det her tilfælde Netflix – venligt, men bestemt beder om ikke at afsløre en hel række twists og forhold, som er så hemmelige, at de er skrevet med digitalt usynligt blæk, der skal markeres med musen, før teksten træder frem.
Eftersom jeg ikke ønsker at blive paralyseret med en kvægprod midt på fortovet og smidt ind i sort Netflix-varevogn, er denne anmeldelse altså helt spoilerfri. Men det er vanskeligt, for ’Black Mirror’ er en serie, der netop forlader sig på The Big Twist.
Den nye sæsons allerstørste twist er imidlertid, at den slet ikke er ligesom ’Black Mirror’. Da Charlie Brooker startede serien for britiske Channel 4 i 2011, stod motivet klart: at vise teknologiens grufulde konsekvenser for mennesker og samfund. Genren var dystopisk og mørk, og selvom stemningen senere blev opblødt, blev teknologien ved med at være det konceptuelle udgangspunkt.
Det er slut nu. Kun to af de fem nye afsnit kredser om teknologiske MacGuffins som plotbærende drejeskiver, og noget kunne tyde på, at afvigelsen skyldes, at ’Black Mirror’ er blevet træt af sig selv.
Afsnittet ’Joan Is Awful’ handler om Joan (Annie Murphy), som egentlig ikke er så forfærdelig, bare almindeligt ubeslutsom og småfej. Men så en dag finder hun en serie på ’Streamberry’ (’Black Mirror’-universets eget Netflix) der handler om hende selv – altså er en præcis dramaturgisk gengivelse af hendes eget liv med Salma Hayek i hovedrollen.
Resten af plottet er en hemmelighed, for der er flere opsigtsvækkende drejninger i dette første afsnit af den nye sæson end på Brian Nielsens næseryg, men de er ikke fascinerende eller overraskende. De er trættende. Charlie Brooker virker til at kede sig med sit eget formats forventede uforudsigelighed, og ’Joan is Awful’ bliver således en slags parodisk meta-twist-tornado, der drejer i koncentriske cirkler om sig selv uden at komme nogen vegne.
Måske forsøger den at sige noget om vores reality-fascination af andres utiltalende karaktertræk og måske noget om mediegiganternes udnyttelse af manipulerende computeranimation, der stjæler menneskers ophavsret på vores egen virkelighed. Men det virker ikke, for ’Joan Is Awful’ er i tvivl om, hvorvidt den er en satire på samfundet eller en parodi på’ Black Mirror’. En rigtigt dårlig start.
Lidt bedre bliver det i ’Loch Henry’, hvor et ungt kærestepar (Samuel Blenkin og Myha’la Herrold) tager tilbage til den enes fødeby i Skotland for at lave en kedelig dokumentar om fugleæg, indtil den anden får nys om den lokale massemorder, som de beslutter sig for at lave en dokumentar om i stedet, og undervejs … nårh ja, nu bliver det hemmeligt igen, men afsnittet er interessant på en anden måde:
For ’Loch Henry’ har ingen sci-fi. Vi er tilbage til vhs-bånd, lommelygter og videokameraer. Til gengæld drejer afsnittet sig om en anden slags dystopi, nemlig vores evne til at transformere tragedie til underholdning, og der gives stikpiller til det parasitiske element af Netflix’ egen true crime-fascination. Desværre er afsnittet også forudsigeligt og når aldrig de fascinerende højdedrag eller dystopiske bakkedale, der gled igennem ’Black Mirror’s første sæsoner.
Tredje afsnit hedder ’Beyond the Sea’ og er sjette sæsons klart bedste. Vi befinder os i slutningen af 60’erne, hvor to astronauter (Aaron Paul og Josh Hartnett) er på en seksårig mission i rummet. Heldigvis har den anakronistiske teknologi gjort det muligt at skabe eksakte robotkopier af astronauternes kroppe, som de kan tilgå fra outer space, så de stadigvæk kan besøge deres familier nede på jorden.
Mere kan jeg ikke fortælle, men det er heller ikke nødvendigt, for ’Beyond the Sea’ skal bare ses uden at vide for meget. Desuden er skuespilpræstationerne fra Josh Hartnett, Kate Mara og Aaron Paul helt eminente, og når rulleteksterne glider forbi, sidder man med følelsen af, at ’Black Mirror’ er tilbage!
… Og væk igen, for nu bliver det underligt, og hvad kan jeg egentlig skrive om afsnit 4, ’Mazey Day’, uden at spoile? En ung og berømt skuespiller, spillet af danske Clara Rugaard, forfølges af en økonomisk desperat paparazzifotograf (Zazie Beetz fra ’Atlanta’ og ’Joker’). Sådan. Og nårh ja, så er det andet afsnit i den sjette sæson, som fraviger den teknologiske præmis. Resultatet er modigt, men også virkelig … mærkeligt.
Hvilket leder os til rosinen i pølseenden og den tredje techfri fortælling: ’Demon 79’, der udspiller sig i Englands slut-70’ere. Vi følger her en forsagt ekspedient i en skobutik (Anjana Vasan) og hendes bøvl med at være besat af en dæmon, som presser heltinden til at begå tre forfærdeligheder for at forhindre dommedag. ’Black Mirror’ bliver Black Magic.
Der er ikke så meget som et AA-batteri eller en toaster i sigte, og selvom afsnittet fungerer udmærket, virker det sælsomt skævt og uambitiøst – som en dårlig fantasynovelle, man kan finde i en lufthavn.
Helhedsindtrykket af ’Black Mirror’s sjette sæson er … ja, hvad er det egentlig? Som seer har man på fornemmelsen, at man har bevidnet en kreativ proces midt i sit eget hamskifte. ’Beyond the Sea’ giver mindelser, om dengang ’Black Mirror’ var i oplagt storform, mens ’Joan is Awful’ giver indtryk af det eksakt modsatte: total udmattelse.
De resterende tre afsnit bortviger fra den teknologiske præmis og bliver en slags eksperimenterende og næsten desperate forsøg på at genfinde fortælleglæden ad alternative omveje.
Sæson 6 er ujævn, dårlig, modig og udefinerbar. Den giver en fornemmelse af, at når ’Black Mirror’ ser sig selv i spejlet, så forstår den ikke længere, hvad det er, der kigger tilbage.
Kort sagt:
‘Black Mirror’s sjette sæson har smidt teknologien på hylden, ladet kvaliteten blive hængende ved middelmålet og kastet ambitionen i alle retninger. Har man travlt, kan man nøjes med at se ’Beyond the Sea’.