’Secret Invasion’: Marvels spionserie er foreløbigt mere Le Cliché end Le Carré
Hvad stiller man op i superheltefabrikkens kontrolrum, når selv kernepublikummet begynder at vise tegn på forstoppelse i suppegryden af samlebåndsudgivelser på Disney+?
Man trækker i håndbremsen og lader seerne få et længere pusterum, inden en ny titel serveres som en langt mere voksenalvorlig anretning end forrige sommers ’She-Hulk’-fadæse.
Ét voila, spionserien ’Secret Invasion’, der på en baggrund af grynede farvetoner parrer ’Invasion of the Body Snatchers’-paranoia med John Le Carré’ske koldkrigsfornemmelser. Tilvejebragt af Kyle Broadstreet, der med ’Mr. Robot’-erfaring i bagagen ved noget om at konstruere neglebidende episodisk tv.
Der er gode ting at sige om Marvels nyeste skud på Disney+-stammen – den første serie i studiets indholdsfase 5, der på filmfronten tæller ’Ant-Man: Quantumania’ og ’Guardians of the Galaxy vol. 3’. Men efter de første to, timelange afsnit, som pressen fik adgang til forud for premieren, vejer superhelteklichéerne ikke desto mindre tungere på vægtskålen end de høje ambitioner.
Det kan til en vis grad nå at ændre sig: Jeg lagde selv ud med at kaste fem begejstrede stjerner efter ’Moon Knight’s første afsnit i 2022, inden serien maveplaskede i sidste akt. Med dén erfaring in mente holder jeg fast i håbet om, at ’Secret Invasion’ omvendt kan nå at overraske positivt i sine resterende fire episoder. Og sker det ikke, vil det næppe være castets skyld – man skulle være et seer-skarn, om ikke man fulgte A-holdet Samuel L. Jackson, Olivia Colman, Ben Mendelsohn, Emilia Clarke og Kingsley Ben-Adir til dørs.
Men lad os få et par ord på de dele af plottet, der ikke er strengt klausuleret af spoilerhensyn:
Efter en kortvarig pensionisttilværelse på de venligsindede skrull-rumvæsners rumstation kaldes den tidligere SHIELD-direktør Nick Fury (Samuel L. Jackson) tilbage til jorden, hvor kolleger mistænker, at en række mystiske terrorangreb kan være begået af skrull-rebellen Gravik (Kingsley Ben-Adir fra ’One Night in Miami’).
Gravik og hans voksende gruppe af yngre tilhængere er frustrerede over, at skrull’erne endnu ikke har fået sig et nyt hjem blandt stjernerne, som Captain Marvel og Nick Fury ellers lovede dem at lede efter helt tilbage i 1990’erne, da de grønne væsners hjemplanet gik til grunde (jep, ’Captain Marvel’ er ’Secret Invasion’-pensum).
Og da skrull’ernes de facto leder på jorden, Talos (Ben Mendelsohn), mister grebet om de unges vrede – inklusive hans egen datter (Emilia Clarke) – bliver frygten for en usynlig invasion uhyggeligt reel. Usynlig, fordi skrull’erne kan skifte form til hvem som helst, når som helst, hvorfor ven og fjende bliver umulig at skelne.
Foruden førnævnte ’Invasion of the Body Snatchers’ (stor anbefaling til 1978-version) efterstræber ’Secret Invasion’ ikke overraskende en åndelig forbindelse til ditto spioninspirerede, »jordbundne« ’Captain America: The Winter Soldier’, der af mange fortsat regnes for en af Marvels mest vellykkede film. Til sammenligning har ’Secret Invasion’ fået carte blanche til at skrue et nøk op for nærkampene og ned for sentimentaliteten, og det klæder universet.
Flere twists introduceres inden for de første timer, hvoraf et par er oprigtigt hårdtslående, men det største desværre irriterende fortænkt. Og her kommer hovedanken da også ind:
Lige så elementært spændende, ’Secret Invasion’ er det ene øjeblik, lige så Marvel-forudsigelig er den i det næste, når plottet for eksempel i lighed med samtlige andre solosuperheltefilm og -serier sovser rundt i halvdårlige forklaringer på, hvorfor man ikke må ringe til »a friend from work«, aka. en af de 117 heltekolleger til at give en hånd med, hvis selve verdensfreden vitterligt er truet.
Takket være det fremragende cast opstår der tillige en paradoksal, irriterende dissonans mellem manuskriptet og den intelligens, karaktererne udstråler, og i flere nøglescener synes skuespillerne at trippe for at give mere, end rammerne tillader.
Hvor er de fiktive rammer stillet op, spørger du?
I Rusland, såmænd. 80’er-spionthrillerens foretrukne slagmark.
Marvel Cinematic Universe har alle dage haft en forkærlighed for at smadre løs på østlande, Sokovia-fiktive såvel som stand-ins for virkelige nationer.
Men at man har været så forhippet på at komme spiongenrens klichékoder i hu, at der ikke er skelet til, hvor besynderligt det fremstår at iscenesætte voldsomme eksplosioner med store civile tab og stridigheder over landområder i lige netop Østeuropa lige netop nu – eller hvor uskønt det lyder, når General Rhodes (Don Cheadle) snerrer, at han er klar til at »tæppebombe Slovakiet«, hvis landets NATO-repræsentant taler ham imod – er en gåde, der er svær at abstrahere fra.
Hvor lidt man så måtte have lyst til at blande popkultur og politik.
Efter storhedstiden i 2010’erne har Marvel anno 20’erne nærmet sig noget, der lugter af krise-mode. Senest var ’Ant-Man: Quantumania’ et ligegyldigt pausekomma, ’Guardians of the Galaxy vol. 3’ satte et polarisende punktum for studiets skattede rumfamilie, og ’Black Panther: Wakanda Forever’ fremstod akut identitetsforvirret i kølvandet på Chadwick Bosemans tragiske død.
Den sidste reelt vellykkede Disney+-serie var ’Loki’ i 2021, og planerne om at bygge stortalentet Jonathan Majors op som filmdivisionens nye Thanos vakler under voldsanklager.
Sine bedste takter og ikke så lidt forhånds-hype til trods er ’Secret Invasion’ ikke helt det skelsættende vendepunkt, der overbeviser om, at superheltestudiet er tilbage på sporet.
Indtil videre.
Kort sagt:
Marvels første superhelteserie i 2023 vil gerne være en mørk, koldkrigs-inspireret spionthriller om en forestående alien-invasion, men genreklicheer og plothuller skæmmer helhedsindtrykket af de første to, timelange afsnit.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.