Ida Laurberg havde Andreas Odbjerg med til Roskilde Festival – men det var hendes egen stemme, der sørgede for det bedste øjeblik

Hvis man havde frygtet, at Ida Laurbergs noget blandede bagkatalog ville resultere i en rodet koncertoplevelse på Roskilde Festival, så kunne man heldigvis godt tro om.

Popsangeren gik nemlig all in på den dansksprogede drejning, hun for nylig har taget til fordel for den mørke emopop, hun trådte ind på den danske musikscene med.

Det krævede et stort mod af den 23-årige popspire, da det havde den naturlige konsekvens, at rundt regnet 80 procent af dagens sætliste var komplet ukendt for publikum foran Eos.

Dog med to markante undtagelser i form af det storhittende short girl anthem ’Terrier’ og ikke mindst Andreas Odbjerg-duetten ’Jeg ka’ rigtig godt li’ dig’.

Der var nok mange, der havde håbet på en gæsteoptræden fra mestersangskriveren, som efterhånden nærmest har skabt sin egen bølge i dansk musik. Og fynboen skuffede da heller ikke, da han midtvejs trådte ud på scenen og sammen med Laurbjerg gav den fuld gas som corny duetpar a la den tydelige inspirationskilde til nummeret: Tøsedrengene.

Der var så god stemning, at man næsten glemte, sangen faktisk handler om en afvisning.

Undervejs blev der præsenteret flere dansksprogede perler på snor, som alle skrev sig ind i den Odbjergske tradition med udvidede akkorder, simple grooves og jordnære tekster. Det var bestemt noget, der klædte Ida Laurbergs temperament – og ikke mindst hendes stemme – overordentligt godt.

Der var ikke én finger at sætte på vokalen, som helt afslappet formidlede tekst, melodi og fraseringer, som var hun en langt mere erfaren kunstner.

Særligt da hun begav sig ud i sit vers på Tobias Rahims ’Stimulanser’, nåede hendes stemme nye højder i en tryllebindende sirenesang, der vakte velfortjent jubel.   

Det var på alle måder ekstremt vellydende, men vellyd kan også blive monotont, og undervejs i koncerten savnede man mindre blødhed fra Ida Laurberg.

Både melodier og tekster var absolut velskrevne, som eksempelvis ’Hjørnetand’, der på nærmest Benny Andersen-agtig vis har potentiale til at blive en generationsklassiker med linjer som »Skæve lille hjørnetand / De ville ønske, de var skæve som dig«.

Men flere sange druknede desværre i, hvad der føltes som en hæmmet pænhed, hvor Laurbergs cool vibes simpelthen ikke formåede at brænde helt igennem.

Ikke desto mindre er der ingen tvivl om, at det danske modersmål og Ida Laurberg er et godt match. Hun kan meget vel udvikle sig til en ny – ekstremt velsyngende – generationsstemme efterhånden, som erfaringen og repertoiret vokser.