SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. En nøgen kvinde vandrer ind i en lagerhal. Forlygterne på en Cadillac lyser Alexia op, som om den stirrer på hende. Kormusik ligger på lydfladen. Hun træder ind i bilen, de røde seler smyger sig om hendes håndled.
Og så har hun hård bondage-sex – med bilen!
Næste morgen vågner Alexia (Agathe Rousselle) med olie i trusserne. Kort efter finder hun ud af, at hun er gravid, og snart flyder sort olie ud af de spændte bryster.
Instruktør Julia Ducournau hamrer sømmet i bund i den ekstreme og kompromisløse franske bodyhorror og Cannes-vinder ’Titane’, der smadrede hen over filmbranchen i 2021. Filmen er – som hendes debut ’Raw’ fra 2016, hvor en dyrlægestuderende får smag for menneskekød – bestemt ikke for de sarte.
For ikke nok med, at Alexia er mere end en almindelig bilentusiast med titanium indopereret i kraniet efter et biluheld med sin kærlighedsløse far. Hun rummer også en dyrisk voldsparathed og et barns eksperimenterende aggression, der blandt andet medfører en tendens til at hamre sin sylespidse hårnål ind i øret på andre.
Modellen Agathe Rousselle debuterer i rollen som Alexia, og hun er fremragende med sit gennemsigtige og kropslige spil, sit kamæleon-agtige og androgyne ydre. Hun græder og kaster op efter voldsorgierne. Hun kigger troskyldigt og barnagtigt ind i øjnene på sin far, inden hun låser ham inde og brænder barndomshjemmet ned.
Filmen er aldrig for alvor tydelig med, hvad karaktererne vil, de er overladt til deres egne impulser mellem følsomhed og vold.
Et unikt filmsprog
Det er, som om Alexia dræber for at se, om nogen vil sætte grænser for hende, helt som når et vanrøgtet barn råber og laver ballade for bare at mærke, om der er en voksen til stede. Ruben Impens’ billeder beskæres altid på en måde, så det føles, som om Alexia kigger undrende ud på menneskene. Som om hun var en anden art, et monster eller en metallisk alien.
Selvom filmen trækker klare hjulspor til klassikere som David Cronenbergs biluheldserotiske ’Crash’ eller den japanske kultklassiker ’Tetsuo’ om en almindelig mand, der i bindegale stopmotion-scener transformeres til maskine, så er ’Titane’ sin helt egen.
Det skyldes instruktør Julia Ducournaus radikale mod som instruktør. Jeg mindes ikke at have set en kvinde skide så højlydt på den gode smag og brage igennem med en gedigen banger af en voldsparat, farvestrålende og gennemmusikalsk film om fede biler, afstumpede mennesker og deres ømme hjerter.
Ducournau har tydeligvis et stærkt greb om genretroperne (hun er uddannet fra den prestigefyldte franske filmskole La Férmis), men tør lege med dem, flippe dem rundt og følge sin egen, vanvittige intuition. Hun blander bemærkelsesværdigt præcist horror-genrens pastiche, bilfilmens klicheer med queer-kønsopløsning, ekstreme mord og graviditets-bodyhorror og stykker det hele sammen med menneskets behov for at blive set i mødet med et andet menneske.
Resultatet er et helt unikt filmsprog.
Den hjerteknuste brandmand
Ducournau gentænker alle scener, så de altid tager en drejning, der eskalerer volden eller peger i en dobbelttydet retning.
Alexia ender for eksempel selvfølgelig på flugt fra politiet. Egentlig er den scene klassisk. Man har set den tusind gange før i heist-film, hvor de flygtende som regel nøjes med at farve håret. Men forskellen er her, at Alexia går videre i sin transformation.
Først smadrer hun sin næse på en håndvask og barberer øjenbrynene af. Under store smerter og høje støn vikler hun et brystbind stramt om sine bryster og sin gravide mave, så hun til sidst læses som en dreng. Også af den hjerteknuste brandmand Vincent (Vincent Lindon), som hun møder på politistationen. Alexia bilder ham ind, at hun er hans forsvundne søn Adrien, og hun flytter med ham hjem.
Den mere end 60-årige skuespiller Vincent Lindon trænede i to år til rollen som den pumpede brandmand, og også han stråler som en, der veksler mellem behovet for at hamre én i ansigtet og omslutte nogen i et stort kram.
Vincent viser alfaderlig forståelse for den tilbagevendende søn og hæver ikke et øjenbryn, da drengen forsøger at slå ham ihjel med sin sylespidse hårnål. En cirkelslutning fra Alexias egen kærlighedsløse far til Vincent, der lover at elske Adrien, lige meget hvem han i virkeligheden viser sig at være.
Queer og incestuøst
De to mærkværdige væsner viser sig hurtigt at tale det samme aggressive kropssprog. Vincent stikker sig selv i de spændte baller med steroider. Også han bekæmper som Adrien, der snører sin gravide mave ind hver morgen, sin egen krop.
Det bliver til en ualmindeligt troværdig kærlighedsfortælling, der på den ene side er fin og underspillet som den, som opstår mellem Ryan Gosling og Carey Mulligan i Nicolas Winding Refns ligeledes voldsparate ’Drive’. Men den leder også tankerne hen på Ali Abbasis trolderomantik i ’Grænse’, hvor to sjæle finder sammen i deres fremmedgjorthed.
Julia Ducournau har i et interview med The Guardian nævnt Hitchcocks ’Vertigo’ som en stor inspirationskilde. Her elsker en mand en kvinde, som han får til at foregive at være en død ekskæreste. Men den leger samtidig med gyserfilmens identitetsforvirring. Er de mennesker, vi lukker ind i vores hjem, dem, de giver sig ud for at være?
For på en gang formår relationen mellem Adrien/Alexia og Vincent at være dybt skræmmende, men også øm som relationen mellem først en far og en søn og sidenhen – uden klare grænsedragninger mellem identiteterne og rollerne – en ældre mand og en ung kvinde.
Det er åbenlyst både queer og incestuøst. Men det er også stærkt genkendeligt for alle, der nogensinde har elsket.
Og hvem fanden har modet til med alvor og kunstnerisk integritet at fortælle sådan en historie?
’Titane’ kan ses på Filmstriben, Grand Hjemmebio, Blockbuster og Viaplay.