’Elemental’: Pixars nye er gennemført terapi-core, men heldigvis også rørende smuk og klog
Det er efterhånden lige så forudsigeligt, at Pixar og Disney fortæller historier om inklusion, traumer og identitet, som det var i fordums tid, at eventyrerne handlede om hvide mennesker, der forelskede sig og levede lykkeligt til deres dages ende.
Den nye trend strømmer også igennem Pixars nye ’Elemental’, der er noget så tidstypisk som en animationsfilm om strukturel racisme og klassekamp. Det føles indimellem mere som shitstorm-undvigelsesdans end oprigtig historiefortælling.
Men sjovt nok er den store kærlighed mellem mand og kvinde igen tilbage på børnemenuen – og denne gang gøres det så terapi-core, at man næsten kan høre podcast-parterapeuten Jytte Vikkelsøe ytre sit forstående »right, right« efter hver scene.
Skurken er fuldstændig udskrevet fra børnefilmen per se. Nu skal karaktererne i stedet se indad for at løse deres egen, indre knude.
Filmen foregår i Elements City. Her bor elementerne jord, vand og luft sammen i en slags CO2-neutral, våd drøm af en storby, hvor alle byggematerialer består af brusende vand, snoede træer og spejlblankt glas.
Denne her verdens fjerde element, ilden, er forvist til noget, der kunne minde om en slags Chinatown. Her er fattigere, men med eksotiske madretter og kalligrafiske skrifttegn på skiltene.
Her bor ildvæsnet Ember (Leah Lewis) med sine to forældre. Hun skal overtage forældrenes butik, når hun bliver stor. Det er et generelt tema i migrationsfilm, at børn skal finde deres plads i skismaet mellem forældrenes kollektivistiske kultur og det vestlige ’find-dig-selv-samfund’, børnene selv vokser op i. Tænk for eksempel på menstruationsbørnefilmen ’Turning Red’.
Også kønsstereotyperne er moderniserede. Ember har svært ved at styre sit temperament og eksploderer, når der går helt galt. En dag gør hun det i lagerrummet, hvor rørene springer læk, og ud kommer en inspektør-vandmand, Wade (Mamoudou Athie), der til gengæld har lige så let til tårer, som Ember har til raserianfald. Han noterer grædende den ene bøde efter den anden for farens hjemmebyggede rør-system.
Filmen har en ny slags prins, der tuder, hviner – og forstår. Man får sådan lyst til at læne sig ind i alt Mamoudu Athies rummelige venlighed, at lægge sig på den som på en sofa med et hæklet tæppe over armlænet efter en lang regnvejrsdag.
Leah Lewis’ stemme som Ember er feminint ru og rå i sin skrøbelighed. Jeg ville end ikke kede mig, hvis jeg skulle høre hende læse min forskudsopgørelse op.
De to forelsker sig, mens de forsøger at redde farens hjemmebyggede biks fra at blive lukket af myndighederne.
De senere år har Pixar lavet abstrakte børnefilm, og det må man i den grad sige, at ’Elementals’ også er. Det startede med ’Inside Out’ i 2015, hvor små, søde figurer repræsenterede pigen Rileys følelser.
Det fortsatte med ’Soul’ i 2020, der tumlede med både de knuste drømme, døden og meningen med det hele. I ’Turning Red’ repræsenterede en stor, rød panda menstruation og teenageoprøret, og nu har Pixar fået den simple idé at lade ild og vand være billedet på, hvad forelskelsen gør ved to forskellige psyker.
Instruktør Peter Sohn udnytter til fulde filmmediet til at fortælle sin historie i billeder og symboler. Det er indimellem rørende smukt. Da Ember første gang kommer tæt på Wade, ser hun sit eget ansigt genspejlet i hans, og da de to endelig rører ved hinanden, »ændrer de hinandens kemi«, og det syder og bobler. At man bliver til en anden i mødet med kærligheden, er en sandhed, voksne bærer med sig i hjertet.
Det er en simpel ide, men det er ikke banalt. Det lykkes for Pixar at behandle kærligheden med lige så stor cinematografisk nysgerrighed, klogskab og fortælleglæde, som drømmefabrikken gjorde med det indre liv i ’Inside Out’.
Men nu synes jeg alligevel snart, Pixar skal få fingeren ud af navlen, rejse sig fra terapibiksen og give os en ordentlig skurk. Det ligger lige for. Verden vrimler med despoter, der vil overtage verdensherredømmet.
Kort sagt:
Heldigvis er ’Elemental’ langt mere end en importeret amerikansk woke-kamp om værdier, kernepublikummet allerede besidder. For i ’Elemental’ kommer kærligheden mellem en mand og en kvinde igen i højsædet – på en svært moderne facon!