SOMMERSERIE: DE MODIGSTE FILM I NYERE TID. Lars von Trier har aldrig spillet sikkert.
Dansk films yndlingsprovocateur elsker som bekendt at give sig selv tekniske benspænd, ligesom han altid udfordrer publikums moral og mave med samfundsspidende, ofte masochistiske historier om menneskets dunkle sider.
Man kunne have udråbt stort set alle Triers film til den modigste – fra Bess’ mørke pagt med Gud i ‘Breaking the Waves og dogmeregler og udspasning i ‘Idioterne’ til computerstyret kamera i ‘Direktøren for det hele’, Jordens undergang i ‘Melancholia’ og en nymfomans vilde bekendelser i ‘Nymphomaniac’.
Men ‘Dogville’ er hans mest radikale værk.
Det er modigt at udfordre publikum med en tre timer lang moralsk allegori om flygtninge, hvor en godhjertet kvinde bliver udsat for grummere og grummere lidelser, fortalt i et adstadigt tempo med brechtsk verfremdung.
Det er modigt at eksperimentere med, at historien kommer til live med kridtstreger som scenografi.
Det er modigt at hyre Hollywood-legenden Lauren Bacall for så at få hende til at stå i baggrunden – hvilket hun også var fornærmet over (som Lars von Trier fortalte i Soundvenues interview fra 2017, startede hun hver dag med at spørge, »Which part of my back would you like to film today, mr. director?«)
Det er modigt at kritisere et land, som man aldrig har sat sine ben i.
Det er modigt at konkludere, at menneskeheden er helt til hundene.
Og det er modigt at lade den ydmygede kvinde tage hævn ved at plaffe hele byen ned.
En dårlig smag i munden
‘Dogville’ kræver virkelig noget af sit publikum. Filmen ligger i forlængelse af Triers Guldhjertetrilogi (‘Breaking the Waves’, ‘Idioterne’ og ‘Dancer in the Dark’) med historien om den søde og ydmyge Grace (Nicole Kidman), der på flugt fra gangstere opnår husly i den lille bjergby Dogville for til gengæld at give sin arbejdskraft – og efterhånden også sin krop og værdighed. Alt sammen med accept og forståelse, lige indtil filmens radikale slutning.
Med sit flygtningetema er ‘Dogville’ mere åbenlyst politisk end Triers tidligere film, og det er modigt at tage en politisk varm kartoffel og tvære den ud i vores ansigter. ‘Dogville’ handler om selvgodhed og hykleri i forhold til, hvordan vi behandler mennesker i nød.
Flere amerikanske anmeldere blev edderspændte i Cannes, fordi den i nogle henseender fremstår som en kritik af USA – hvilket Trier også selv har bakket op med sine udtalelser. Men jeg ser den i højere grad som en allegori, der kunne være foregået hvor som helst. Og i forhold til flygtningediskussionen lige så vel i Danmark.
Vi – den vestlige verden – føler os så gode, når vi tager imod flygtninge. Men hvor gode er vi lige, når vi hele tiden sætter betingelser op for sikkerheden og blandt andet lader traumatiserede mennesker leve i årevis under kummerlige forhold i modtagecentrene og hele tiden truer dem med at sende dem tilbage? Ikke ret gode, konkluderer ‘Dogville’.
Og uanset om man som tilskuer er enig i sit lands udlændingepolitik eller ej, sidder man tilbage med en dårlig smag i munden.
Bliver bevidste om vores følelser
Trier var inspireret af den tyske dramatiker Bertolt Brechts ideer om Verfremdung – fremmedgørende teknikker, der skal hive publikum ud af illusionen og få dem til at tænke over det, de ser. I ‘Dogville’ benytter Trier blandt andet en voiceover-fortæller, der ironiserer over den dramatiske handling, inddeling i kapitler og de berømte kridtstreger, der foruden få rekvisitter udgør scenografien.
Verfremdung-teknikker er en vanlig ingrediens i artfilm, men få har taget den så langt, som Trier gør i ‘Dogville’. Det er immervæk modigt – både at risikere at generere så meget distance, at det bliver uvedkommende, men også som æstetisk eksperiment.
Det utrolige ved eksperimentet er, at man – jeg gør i hvert fald – faktisk glemmer kridtstregerne, fordi man lever sig ind i handlingen og karaktererne. ‘Dogville’ er ikke Triers mest rørende film, men jeg bliver alligevel grebet flere gange. Ikke mindst takket være en empatifremkaldende, blid Nicole Kidman, der får opbakning fra et velspillende stjerneensemblehold bestående af blandt andre Paul Bettany, Lauren Bacall, Ben Gazzara, Stellan Skarsgård, Chloë Sevigny, Harriet Andersson og Patricia Clarkson, som Trier ret blæret har hyret til alt for små roller.
Det er en udbredt misforståelse, at Brecht kun ønskede at appellere til intellektet. Han ville gerne have, at publikum følte sig underholdt og engageret i karakterne, så længe de indimellem trådte ud af følelserne, så følelserne ikke var den eneste effekt.
Den model følger ‘Dogville’: De følelsesladede scener efterfølges systematisk af et distancerende greb. Det stærkeste eksempel er scenen, hvor Grace bliver voldtaget af Chuck, mens vi takket være husets kridtstregsvægge ser byens øvrige beboere gå rundt udenfor uden at gribe ind. Kameraet dvæler ved Graces ansigt, da hun ligger på gulvet. Så drejer det rundt i en opadgående spiral og ender i et kranskud, der ledsages af en ironisk kommentar fra fortælleren og et nyt kapitel.
På den måde lader Trier os aldrig dvæle i patos, men bryder illusionen og tvinger os til at blive bevidste om vores følelser.
Et nedslående budskab
I modsætning til mange dårlige krimier fyldt med makabre kvindedrab har ‘Dogville’ nemlig en pointe med at udsætte Grace for at blive hånet, voldtaget, lænket og gaslightet af byens borgere. Dels den allerede nævnte politiske kritik. Men også en diagnose af hele den menneskelige natur med det nedslående budskab, at vi grundlæggende udnytter de svage i flokken og hytter vores eget skind.
Og så er det store moralske, bibelske spørgsmål: Skal man hævne sig eller vende den anden kind til? Grace vælger hævnen, efter hendes gangsterfar har argumenteret for, at det er arrogant af hende at undskylde og tilgive beboerne i Dogville frem for at dømme dem efter de samme standarder, som hun ville sætte for sig selv.
Triers tidligere kvindekarakterer er blevet kritiseret for at være for godhjertede. Derfor – og netop fordi Graces ydmygelser er så voldsomme – føles det bestyrkende at se hende meje byen ned. Men altså – også lige i overkanten at skyde en børneflok foran deres mor?
Er pointen, at had avler had, eller er Grace i virkeligheden den mest selvgode og hykleriske af alle? Trier giver os ikke svaret, og vi sidder tilbage med en kæmpe moralsk tvivl om det gode og det onde. Det er en modig slutning.
’Dogville’ kan ses på Grand Hjemmebio, Blockbuster, Apple TV m.fl.