’Bird Box Barcelona’: Opfølgeren til Netflix’ gigahit skulle aldrig have set dagens lys

Når en film sætter publikumsrekord, er der i kapitalismens navn kun én fornuftig ting af gøre.

Da Susanne Biers ’Bird Box’ i december 2018 fik premiere på Netflix, gik der kun syv dage, og så havde en svimlende tredjedel af brugerne på verdens største streamingtjeneste set danskerens thriller.

Derfor burde det ikke komme bag på nogen, at man hos Netflix – med dollartegn i øjnene – har hungret efter en efterfølger, der kan gøre den ellers kritisk udskældte Sandra Bullock-film kunsten efter.

Og her kommer spin-off’et ’Bird Box Barcelona’ ind i billedet.

Efter en mystisk overjordisk kraft har blændet Jorden, må menneskeheden kæmpe en daglig kamp for overlevelse.

Den spanske ingeniør, Sebastian (Mario Casas), har overlevet den første bølge af invasionen, der har udryddet det meste af verdensbefolkningen gennem masseselvmord. For ser man på et af de monstre, der er kommet til planeten, får man en overvældende trang til at tage livet af sig selv på splattende opfindsomme og morbide måder.

At navigere,med bind for øjnene gennem Barcelonas øde gader er i forvejen en udfordring for Sebastian. Og at have sin højtelskede unge datter, Anna, med på slæb gør bestemt ikke opgaven nemmere.

Alligevel klarer faderen det efter bedste evne, hvilket dog indebærer, at han til tider må sparke etikken til hjørne og snyde andre overlevende – for sin egen og datterens skyld.

Netop den slags er det virkelige omdrejningspunkt i alle postapokalyptiske dramaer. For når den første bølge af terror har lagt sig, og monstrene har trukket sig lidt tilbage i skyggerne, bliver det tydeligt, hvor skrøbelig civilisationen i virkeligheden er.

For som andre ’Bird Box’-lignende hits som ’It Comes at Night’ og ’The Last of Us’ har vist, er det naturligvis ikke uhyrerne, men menneskene, man bør frygte.

Derfor er ’Bird Box Barcelona’s umiddelbare take på netop dén problematik også decideret imponerende. For Sebastian er langt fra et af Guds bedste børn. Og i stedet for at følge en ordentlig familiefar, der i opdragelsens navn skelner mellem rigtigt og forkert, bliver det fra start gjort klart, at Casas dualistiske karakter for længst har givet op.

Det er ekstremt interessant at komme under huden på en af de mennesker, der tydeligvis er knækket mentalt og ikke har håndteret verdens undergang lige så nobelt, som forældrene i John Krasinskis ’A Quite Place’. Og Casas giver den gas med en overbevisende præstation, når han stjæler, lyver og snyder sig vej gennem tilværelsen.

Endnu bedre er valget af netop byen Barcelona, som langt fra er tilfældigt og netop understøtter karakterens fald fra de frelstes tinder. ’Bird Box Barcelona’ lægger nemlig skræmmende hårdt fra start, og gør det tidligt i fortællingen klart, at millionbyens tilknytning til den katolske kirke spiller en kompliceret rolle i Sebastians dykkende moral.

Netflix-filmen er et gennembrud for brødreparret Álex og David Pastor, , der både står bag manuskriptet og instruktionen. Duoen har tydeligvis fat i noget unikt, som dog alt for hurtigt udviskes af en ligegyldig følelse af, at streamingtjenesten har åndet dem lige i nakken og krævet gentagende, ligegyldige actionsekvenser i stedet for karakterfremdrift.

Resultatet bliver at den populære storby tages som gidsel og i sidste ende fremstår tilfældigt, for at give ’Bird Box’-universet mulighed for at fortælle historien om selvmords-invasionen igen og igen, fra forskellige locations.

Den form for antologi ville på sin vis fungere, hvis ikke både originalen og nu ’Barcelona’-spinoff’en ender med at bevise det modsatte. At opfindsomheden og den kulturelle bevidsthed i sidste ende ryger alt lavt på prioriteringslisten. I stedet er den skiftende geografiske-formular med ‘Bird Box Barcelona’ blevet åbnet på vid gab i bedste pengegriske Netflix-stil.

Som én der selv har plaget de lokale med hyppige touristbesøg, er det dog en sand fornøjelse at se byen smadret til ukendelighed. Effekterne sælger fint illusionen om, at den ellers tætproppede gågade La Rambla for en gangs skyld er menneskefri, mens Gaudís fineste bygningsværker hænger i laser.

Der burde dog også være plads i CGI-budgettet til den slags, for som den helt store synd, har anden ombæring af ’Bird Box’ holdt fast i ikke at vise de altødelæggende monstre. Og som et ekko af sin forgænger lider uhyggen igen en brutal og langsom død på 110 minutter.

Der er i forvejen lang vej til Golgata, men med ’Bird Box Barcelona’s lange, tunge åg af melodrama, stupiditet og manglende monstre på skuldrene, er der lige blevet lidt længere…

---

Kort sagt:
’Bird Box Barcelona’ bringer et interessant nyt take på Susanne Biers udskældte fortælling. I de første minutter gribes man af originaliteten, men så meget hårdere bliver skuffelsen også at bære, når det afsløres, at alle børnesygdomme fra forgængeren er muteret og har vokset sig store og kedelige i en toer, der aldrig burde have set dagens lys.