Smukfest: I ny og næ afslørede David Guetta, at han er mere end blot en hitmager
David Guetta har lavet hits. Faktisk flere hits, end man lige går og tror. Han har produceret storsælgende dansegulvsbaskere siden 2002, og selvom ikke alle hans æraer har været lige lukrative, er han aldrig for alvor forsvundet.
Takket være de eurodance-samplende feststartere ‘I’m Good (Blue)’ og ‘Baby Don’t Hurt Me’ er han i disse dage aktuel i en grad, han ikke har været længe. Meget passende valgte han derfor at indlede sin Smukfest-koncert med disse to populære skæringer.
Her blev vi mødt af en håndfuld greb, Guetta yndede at vende tilbage til igen og igen i løbet af koncerten.
For det første: pyroteknik, røg og fyrværkeri. Hvis et drop eller et omkvæd lige skal have lidt ekstra oomph, er det en sikker vinder. Jovist, han brugte dem måske så hyppigt, at nyhedsværdien forsvandt, men han forstod at aktivere dem med veleksekveret timing.
Dernæst: at udnytte folks trang til fællessang. Hvis man cutter lidt i lyden til et hit, alle kender teksten til, så overtager publikum problemfrit med en kavalkade af skrål og energi.
Dette føltes dog til tider lidt for meget som en magtdemonstration af, hvor mange genkendelige sange, Guetta har arbejdet på, fremfor at være den følelse af samvær, fællessang normalt står for. Jeg kan i hvert fald ikke sige, at præ-omkvædet til ‘Sexy Bitch’ skaber den store fællesskabsfølelse. Men på tracks som ‘Club Can’t Handle Me’ og ‘Titanium’ fungerede det skam.
Et mere konsekvent mislykket tiltag var fakeout-afslutninger. Et stykke tid inde i sange som ‘Sweat’, ‘Memories’ og en fortolkning af The Prodigys ‘Smack My Bitch Up’ lavede han fadeouts, der umiddelbart lod til at skulle være sangenes afslutninger, men så smilede han bag pulten og skruede op, så sangen vendte endnu hårdere tilbage.
Konceptet er fint, men han gjorde det alt for tidligt i hver sang. Det føltes knap nok, som om de respektive sange var begyndt, før Guetta ville drille og få os til at tro, at de allerede var slut. Det var på ingen måde overbevisende, at han forsøgte det allerede på åbningsnummeret ‘I’m Good (Blue)’.
En anden uheldig tendens, der viste sig tidligt i koncerten, var, at Guetta ikke var villig til at ændre det store på mange af sine mest populære hits. De to første sange føltes knap så meget som liveudgaver, som de føltes som en playliste, hvor der af og til blev cuttet i vokalen.
Nogle af mine bedste oplevelser til elektroniske koncerter er ofte de stilfulde overgange mellem sange, hvor der slet ikke bliver holdt pause. Men der gik noget tid, før Guetta blev villig til at ruske mere op i sine egne numre end blot at ændre lidt på beatet i outroerne.
Når Guetta slap hæmningerne, var kvaliteten meget svingende. Til tider var der nærmest ingen sammenhæng mellem det indledende nummer og det efterfølgende drop.
Særligt usammenhængende føltes hans fortolkninger af ‘Doja’, ‘Pump Up the Jam’ og hans Black Eyed Peas-samarbejde ‘I Gotta Feeling’, der føltes mere som klippe-klistre-udgaver af drops fra rodekassen, end det føltes som helstøbte remixes.
Men så var der også dybt inspirerede øjeblikke som hans storby-synthwave-udgave af Calvin Harris’ ‘One Kiss’, der nu føltes som noget taget ud af ‘Drive’-soundtracket med sine brummende, langstrakte synthbastoner. En totalt hjernevridende udgave af ‘Crank That’ legede også dejligt meget med rytmen, netop med udgangspunkt i de små skævheder i Soulja Boys flow.
Da Mau P’s ‘Drugs from Amsterdam’ kom under kærlig behandling, fik vi det nok mest hårdtslående og insisterende drop hele aftenen – det nummer blev kun vildere og vildere for hvert sekund, og jeg kunne ikke stå stille. Og den ellers i studieudgaven ganske middelmådige ‘Don’t You Worry’ byggede elegant over i et virkelig skarpt og aggressivt drop, der var dejligt befriende.
Når David Guetta viste, at han havde andre es i ærmet end bare at spille hits, som folk kender og elsker, ramte han for alvor plet. Han holdt sig desværre bare lidt for ofte til de sikre kort.
Kort sagt:
David Guetta spillede lidt for mange sikre kort til sin Smukfest-koncert. Men når han viste sig som andet end blot en crowdpleasende, chart-toppende hitmager, kunne der opstå nogle rigtig interessante og vellydende stunder.