Sjældent har et hovednavn leveret så kedsommelig en koncert, som Imagine Dragons gjorde på Smukfest
Imagine Dragons har de seneste par år fået et omdømme som vor tids allerværste band, men lad mig for en god ordens skyld lige understrege, at jeg som anmelder altid forsøger at gå til koncerter med et åbent sind, villig til at blive overrasket.
Du har allerede set den lave karakter, jeg har givet Nevada-bandets Smukfest-koncert. Men tillad mig alligevel lige at indlede med at sige nogle positive ting om koncerten.
‘Radioactive’ lød virkelig fedt. Bandet omfavnede sangens dubstep-lyd og holdt på ingen måde igen med de insisterende wubwubs, og når denne lyd blev matchet af en lettere The Edge-klingende guitar, gik det hele faktisk op i en højere enhed.
Guitaren på ‘Enemy’ var heller ikke helt dårlig. Der var faktisk lidt Jack White over den. Bevares, det var Jack White, du har bestilt på Wish, men den havde noget kant, der ikke findes på studieudgaven.
‘Sharks’ var hele vejen igennem ret vellykket. Sangen havde puls, og bassisten kom med nogle ret cool, hviskende korvokaler, der gjorde, at man lettere kunne fornemme den faretruende stemning, sangen sigter efter.
Rent teknisk kunne Imagine Dragons deres stof, og i øvrigt var bandet gode til at værne om værdier, jeg totalt kan stå inde for.
Guitaren var farvet som det transkønnede flag, og mikrofonen var iklædt pride-farver. Dertil samlede de et skilt op fra publikum, der spredte et budskab om inklusion. Forsanger Dan Reynolds snakkede også om vigtigheden bag psykologhjælp og terapi. God stil.
Nu hvor jeg har bevist, at jeg altså kan være positiv omkring en Imagine Dragons-koncert, må jeg dog meddele, at den overordnede koncertoplevelse var noget af det mest kaloriefattige og kedsommelige, jeg nogensinde har oplevet fra en festivalheadliner.
Dan Reynolds smed hurtigt trøjen, og han bevægede sig konsekvent meget intenst rundt på catwalken, som højre Bøgescene var udstyret med i dagens anledning. Men det var svært at blive smittet af de følelser, der åbenbart inspirerede så kraftige udbrud fra forsangeren.
Reynolds’ register er acceptabelt, men udtryksmæssigt er han ufatteligt begrænset. Uanset om han skal synge om depression, dommedag, eller om hvad end ‘Believer’ handler om, så lyder han på samme måde.
Desuden havde Imagine Dragons et irriterende trick i ærmet, som de forsøgte adskillige gange. For hvis ‘It’s Time’ ikke rammer godt nok på egen hånd, kan man jo indlede den med en alternativ udgave af omkvædet, hvor arrangementet er mere nedbarberet, og hvor tempoet er langsommere.
Og hvis det ikke fungerer med ‘It’s Time’, kan man jo passende gøre det samme med ‘Thunder’, ‘Follow You’ og ‘Bad Liar’.
Apropos at være en dårlig løgner: Da Reynolds indledte sidstnævnte sang, fortalte han, at Danmark var verdens smukkeste land, og at han var så glad for at være tilbage efter ti år. Men så smukt kan han umuligt synes, at Danmark er, når han øjensynligt har glemt, at han var her for et år siden.
Fattede man ikke alvoren i Imagine Dragons’ musik, fik vi fra tid til anden også dødssyge videosekvenser, der foregav at fortælle dybe sandheder gennem deres sammensætning af animationer, stock-footage og voice-overs.
Imidlertid var det i praksis lommefilosofiske observationer, der nærmere føltes som reklamer for et spejlreflekskamera.
Lige så meget som jeg tidligere roste fordrejninger af studieudgaverne, gik det slet ikke lige godt alle gangene.
Broen på ‘Demons’ blev assisteret af den mest malplacerede guitar-noodling, og ‘Thunder’ formåede at lyde dybt akavet, når en vrælende guitar fik mere plads i lydbilledet og endda fik lov til at spille en dybt uinspireret bluesrock-solo.
Der var bombast, der var energi fra bandet, og stemningen var entusiastisk blandt publikum. Alligevel var det så svært at føle noget som helst.
Kort sagt:
Imagine Dragons spillede teknisk tilstrækkeligt, men fra et kunstnerisk perspektiv leverede de noget af det mest kaloriefattige og kedsommelige, jeg nogensinde har oplevet fra en festivalheadliner.