’Greatest Days’: Billig Take That-musical er så tykfobisk, at jeg forlod biografsalen rasende
Teenagepigers besættelse af voksne mænd, der synger om kærlighed og danser i takt, er næsten lige så vigtig en rite som konfirmationen. Piger er sjofle, og boybands er et imaginært safespace, hvor man kan give sine allerførste fantasier frit løb uden nogen risiko for at skulle realisere dem i virkeligheden.
Take That var sexede. De havde 00’er-Robbie Williams! Men i ’Greatest Days’ fremstår de mere som en generisk, smilende masse uden kønsorganer, der mærkeligt nok er iklædt læder-dragter, som for denne skribent mest associeres med klubber, der kun lukker mænd ind.
I musicalen genetablerer Rachel (Aisling Bea) den fnisende og plyssede tæthed, hun havde med sine veninder i folkeskolen. Men desværre er ’Greatest Days’– helt som folkeskolen – brolagt med dårlig smag, bornerthed, en barnagtig forståelse af følelser og mobning af tykke mennesker.
I flashbacks husker hun tilbage til dengang i 1990’erne, da hun var en del af en sammentømret pigegruppe, som dansede og fjollede med udgangspunkt i en fælles besættelse af boybandet.
Heldigvis vinder superfanen koncertbilletter og får igen samlet veninderne efter 25 år til en koncert i Athen. Her bliver de hurtigt besties igen ved blandt andet at bade i et springvand, og så misser de i øvrigt den koncert, de er taget hele vejen til Grækenland for at overvære.
Men det virker til at være fint nok – indtil et umotiveret skænderi pludselig bryder ud, og venindegruppen kan tage opløst tilbage til England igen.
Heldigvis skal denne type film ende i et bryllup, og under vielsen i kirken refereres der så tykt til Take That, at der reelt er tale om fan-tilbedelse mere end -service.
’Greatest Days’ er ikke interesseret i at beskæftige sig med menneskers indre mekanismer. Musicalen vil se dramaet bryde ud i fuldt flor, i popsange-følelser, brusende forelskelser, de store skuffelser, sorgen og genoprejsningen.
Det er som at se fyrværkeri, men uden suset fra raketterne, uden opbygning og spænding. Bare ustandselige, glitrende brag, der komplet skjuler dybden og mørket på himlen bag dem.
Boybandet The Boys agerer en følelsesmæssig ventil/overjeg for sygeplejersken Rachel, og i delirium-agtige scener manifesterer de sig for hende og synger rådgivende pop-fraser a la »This is the life, you’ve been given«.
Genindspilningerne af Take Thats gigahits lyder i øvrigt, som om de er produceret af en dementor, for sjælen er revet fuldstændig ud af bangers som ’Back for Good’, ’Patience’ og ’The Flood’.
Stand-in-take-that’erne er usexede, ukarismatiske og flade. Men hvad de mangler i personlighed, har de så til gengæld fået i identiteter. Helt præcist tre. Tre hvide, totalt ens mænd – én er homoseksuel og en anden har indisk oprindelse.
Og repræsentation er jo skønt – hvis det ikke havde været for den groteske fatshaming, der får det til at føles hult. Da vi møder den tidligere konkurrencesvømmer Claire (Jayde Adams) igen, træder hun direkte ud af toilettet klædt i en grim, uformelig t-shirt med kattemotiv og pengebælte. De to andre tynde veninder introduceres på henholdsvis Oxford Universitet og i gang med at facilitere et stort, italiensk modeshow.
Men Claires fremmeste karaktertræk er altså hendes fordøjelsessystem. At hun er tyk. Og altså klam.
Og så er komiker Jayde Adams’ fornemste opgave ellers at levere den ene fat-joke efter den anden på bekostning af sin egen krop.
Enkelte steder løfter filmen sig. Som i en særlig dansescene, hvor ikke-Take That springer ud af skabene i køkkenet og smilende svinger rundt med teenage-Rachel, mens mor og far skændes ved siden af. Hun siger foruroliget »louder boys«, og drengene skruer op for deres glade pop-dans.
Det er hård eskapisme.
Kort sagt:
Oldboy-bandet Take That skal snart på verdensturné, og derfor har du nu mulighed for at betale for at se en billig musical-reklamefilm om fire veninder og deres besættelse af The Boys. De ikke bare føles, men er en kopi-udgave af Take That a la de Proda-tasker, man finder i suspekte lagerhaller syd for grænsen. God fornøjelse!