Boygenius brillerede med noget, som kun de færreste supergrupper kan finde ud af
Hvordan kan det være, at Boygenius er lykkedes, hvor så mange andre supergrupper er faldet til jorden?
Det fik vi til dels besvaret med deres fremragende debutalbum. Men det stod endnu klarere, da de søndag aften gav deres første fælles danske koncert – perfekt timet med Copenhagen Pride i øvrigt.
For i K.B. Hallen mærkede jeg tre store personligheder, der forstod at gøre plads til hinanden. Ikke den så hyppige samling konfliktende egoer, der slås om rampelyset, eller den endnu hyppigere samling teknisk dygtige musikere, der ikke tåler at blive hevet ud af deres komfortzone.
Vi fik eksempelvis en tætpakket, shoegazet udgave af ‘True Blue’, hvor Lucy Dacus’ og Phoebe Bridgers’ harmoniserende vokaler gled noget så elegant ind og ud af hinanden, når de vekslede mellem at være henholdsvis forsanger og korsanger, mens Julien Bakers funklende guitarspil gav godt med æterisk tekstur til nummeret.
Ekstranummeret ‘Ketchum, ID’, hvor det blot var de tre vokalister med Bridgers’ tilhørende guitarspil, var så intim og sårbar en optræden, hvor hvert medlem sørgede for at støtte op om hinandens vers, mens de sad tæt sammen og fandt tryghed i hinandens – og ikke mindst publikums – selskab. Derfor fik de også ubesværet publikum til at synge sidste omkvæd for dem, kun assisteret af minimalistisk guitarspil og dirigering fra Bridgers.
Vi fik også tre sange i rap fra de respektive solokarrierer, hvor der altid blev gjort plads til, at sangens oprindelige kunstner var i fokus. Deres bandfæller forsvandt dog ikke her. De sørgede for at bidrage med harmonier omme i baggrunden, der kunne løfte Dacus’ ‘Please Stay’ og Bakers ‘Favor’ til nye emotionelle højder.
Bridgers’ ‘Graceland, Too’ var også majestætisk – ikke mindst takket være multiinstrumentalist Melina Duterte, der selv laver musik under navnet Jay Som. Dutertes og Bridgers’ akustiske guitarspil her gik så flot i spænd med hinanden, at det var som at blive transporteret ud på en kornmark i Tennessee – og når Bridgers’ vokal blev ekstra desperat til sidst, stod det så smukt i kontrast til den rolige, rurale stemning, de havde etableret.
Sammenholdet mellem bandet og publikum blev særligt tydeligt under to sange i streg, hvor det måske ikke gik teknisk upåklageligt, men hvor resultatet næsten var bedre af den grund.
Først under ‘Stay Down’, hvor Dacus afbrød den ellers smukt eksplosive komposition, da hun fik øje på nogen i publikum, der lod til at have brug for medicinsk assistance. Sangen gik først i gang igen, da hun blev sikker på, at der var hjælp på vej. Man følte sig virkelig tryg som publikum i den situation – især i en tid, hvor så mange musikere skider på sikkerheden.
Det andet øjeblik var under ‘Leonard Cohen’, hvor Dacus fik øje på en i publikum, der fremviste et skilt med teksten »That’s kinda gay« efter så godt som hver linje. Lucy Dacus endte med at bryde totalt sammen af grin.
»I get it, most of our lyrics are kinda gay«, svarede Dacus, der knap kunne synge af bare latter. Hun endte med at måtte sætte sig ned for at grine færdig, mens publikum overtog vokalen, og Baker og Bridgers gik over for at få Dacus på benene igen.
Da koncerten sluttede med nummeret ‘Salt in the Wound’, var salen euforisk. Vi fik sagte melankoli fra Dacus, et højlydt melodiøst angstskrig fra Baker, og Bridgers begav sig ud i en crowdsurf, der føltes lige så meget som en sejrsrunde som en kærlighedserklæring til publikum. Præcis samtidig med denne crowdsurf fyrede Baker en brandvarm bluesrocket guitarsolo af, og under denne begav Dacus sig over til Baker for at give hende et så intenst kys, at de begge væltede.
Afslutningen var kaotisk, vellydende og spækket med kærlighed. Det var alt det, en Boygenius-koncert skulle være. Og mere til.
Kort sagt:
I K.B. Hallen formåede Boygenius både at gøre plads til hinanden og støtte op om hinanden – og ikke mindst at overdynge publikum med store mængder kærlighed. Et yderst vellydende show, hvor kompositionerne fik vækket store følelser.