’Painkiller’: Rørende og brutal Netflix-serie er et overraskende godt supplement til ’Dopesick’

’Painkiller’: Rørende og brutal Netflix-serie er et overraskende godt supplement til ’Dopesick’
'Painkiller'. (Foto: Netflix)

I 2021 havde miniserien ’Dopesick’ premiere. Den handlede om en af de største medicinskandaler i USA’s historie: opioidkrisen, der startede tilbage i 90’erne og frem til i dag har kostet langt over en halv million amerikanere livet.

Tidligere i år havde jeg æren af at tale med Laura Poitras om hendes dokumentarfilm ’All the Beauty and the Bloodshed’ fra 2022. Her følger Poitras kunstneren Nan Goldin og hendes kamp mod Sackler-familien, anført af Richard Sackler, der er formand i firmaet Purdue Pharma, der er bedst kendt for deres produktion af OxyContin, som førte til netop den tragiske afhængighed af opioider.

Her sagde Poitras blandt andet: »Mit arbejde fokuserer meget specifikt på at konfrontere USA’s magtimperium. For hvis man ikke anerkender problemet, så gentager man det«.

Måske har den erkendelse været en motivation for instruktør Peter Berg, der blandt andet er kendt for film som ’Patriots Day’ og ’Deepwater Horizon’, der begge er actionfilm baseret på virkelige hændelser.

I hvert fald er Berg både medproducer og instruktør på Netflix’ nye miniserie ’Painkiller’, der fortæller præcis samme historie, som ’Dopesick’ gjorde for knap to år siden. Måske mener han, at vi endnu ikke har anerkendt problemet?

‘Painkiller’. (Foto: Keri Anderson/Netflix)

Spørgsmålet er dog naturligvis, om han kan bidrage med noget nyt til den kendte historie.

Det kan han heldigvis. Ikke mindst takket være det tidligere teenageidol Matthew Broderick, der (ikke i modsætning til Michael Stuhlbarg i ’Dopesick’) leverer en fremragende præstation som den pengegriske Richard Sackler.

Broderick er i sig selv et interessant valg, hans karriere taget i betragtning. Men han er også et klogt valg, for han bringer noget lune til den ellers kyniske forretningsmand, som skaber nogle klædelige nuancer. Sackler er konstant i indre konflikt med sin afdøde far, hvis succes han desperat stræber efter at leve op til. Til tider i en grad, der får ham til at virke en smule menneskelig, uden at han vinder vores sympati.

Seriens hovedperson er efterforskeren Edie Flowers, der portrætteres både sympatisk og målrettet af Uzo Aduba (Crazy Eyes i ’Orange Is The New Black’). I bedste true crime-stil sætter hun sig for at afsløre og fælde Richard Sackler og hans ansatte, der ikke skyr nogle midler, når det kommer til at fremme deres karrierer.

’Painkiller’ skiller sig også ud i brugen af humor i den ellers så forfærdelige historie. Det kommer blandt andet til udtryk via forskellen på Sacklers to sælgere, den benhårde og målrettede Britt (Dina Shihabi) og den naive Shannon (West Duchovny), hvis morale og etiske kodeks udfordres, i takt med at hun ser konsekvenserne af deres handlinger.

‘Painkiller’. (Foto: Netflix)

Blandt deres ofre er Glen (Tayler Kitsch), der bor med sin kæreste og stedsøn. Efter en arbejdsulykke kommer Glen på OxyContin og bliver ikke overraskende afhængig.

Jo mere griske Britt og Shannon bliver, jo mere karikerede er de i deres udstråling. Det tangerer indimellem det satiriske – og det er fedt at se, hvordan især sidstnævntes facade er på grænsen til at krakelere.

Det er også tragikomisk og nærmest surrealistisk at overvære, hvordan Sackler hyldes som en helt af sine ansatte til en konference i Miami. Til en efterfølgende fest optræder sangere klædt ud som kæmpe Oxy-piller, der synger om, hvordan firmaet smadrer deres konkurrenter, mens vi som seere kan følge teksten på vores egen skærm, som var der tale om karaoke.

Til selv samme fest sniffer og sluger gæsterne deres egne piller som drugs, mens der krydsklippes til Glen, der er i en voldsom konfrontation med sin stedsøn om netop misbruget af pillerne.

Det er simple og effektive virkemidler, der er med til at gøre ’Painkiller’ til både intenst drama og spændende true crime, der ikke holder igen med sin brutale skildring af de unges misbrug, afhængighed, overdosis og dødsfald.

Netop derfor har serien sin berettigelse så kort tid efter premieren på ’Dopesick’, der var rent drama. ’Painkiller’ er ikke bedre, men den er meget mere end bare drama. Den er rørende, satirisk og brutal.

Og så er den nået ud til et bredt publikum via Netflix og holder dermed liv i den vigtige historie.


Kort sagt:
’Painkiller’ er en velfungerende true crime-serie om opioidkrisen i USA, der som supplement til ’Dopesick’ er rørende, satirisk og brutal.

Anmeldt på baggrund af hele serien.

’Painkiller’. Serie. Instruktion: Peter Berg Medvirkende: Matthew Broderick, Uzo Aduba, Taylor Kitsch. Dina Shihabi, West Duchovny Spilletid: Seks afsnit á cirka 50 minutter Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af