YOUTUBE-GULD. Konceptet bag Tiny Desk Concert er egentlig såre simpelt: Intimkoncerter bag et skrivebord på NPR’s kontor, filmet og uploadet på YouTube.
Siden 2008 har den amerikanske radiokanal huset nogle af tidens største stjerner som Taylor Swift, Billie Eilish og Harry Styles, mens også koryfæer som Tom Jones og Graham Nash har været et smut forbi hovedkontoret i Washington, D.C.
Det er der i årenes løb kommet noget ganske magisk ud af. Så sent som i forrige måned fik Post Malone eksempelvis sin debut på Tiny Desk, og resultatet var ikke til at stå for. Der var hits og far-jokes i lange baner.
Andre gange – som det var tilfældet sidste år med Usher – huskes koncerten snarere for de få sekunder, der går viralt på Twitter. Og så er der de helt mærkelige videoer, der brænder sig fast i hukommelsen af andre årsager: Selv Sesame Street har en Tiny Desk!
Uanset hvad, så har Tiny Desk siden begyndelsen skabt et væld af mindeværdige koncerter, der alle er frit tilgængelige på YouTube, og der kommer flere til hver uge.
Her har vi samlet fem videoer, der viser, hvorfor det er internettets bedste koncertformat – præsenteret i kronologisk rækkefølge.
1. Anderson .Paak & The Free Nationals (2016)
The Free Nationals er et af de bedste r’n’b-orkestre, der findes lige nu, og at hyre dem som dit backingband kunne godt gå hen og bide dig i røven, hvis du ikke kan følge med.
Det er dog ikke noget problem for Anderson .Paak, der til sin forførende Tiny Desk-koncert endnu engang beviser, at han foruden at være en talentfuld rapper også er en gudsbenådet trommeslager.
Mage til overskud skal man lede længe efter. Men det er sådan set ikke Paaks utæmmelige musikalitet, der lander ham en plads på denne liste.
Frem for alt er Paak nemlig en god, gammeldags charmetrold fuld af kække bemærkninger (»so y’all like being called bitches over here?«), hvis store tandpastasmil ikke forlader ansigtet en eneste gang i de 15 minutter, koncerten varer.
Ingen hygger sig helt så meget som Paak selv, men vi hygger os alligevel gevaldigt i selskab med ham og hans fantastiske band.
2. Tyler, the Creator (2017)
Ikke et ondt ord om Rex Orange Countys uundværlige bidrag til Tyler, The Creators ‘Flower Boy’, men albummets soulede arrangementer tager sig om muligt endnu bedre ud til denne über-charmerende Tiny Desk-koncert.
Foruden to fantastiske korpiger flankeres Tyler her af keys, trommer og kontrabas, og godt halvvejs gennem koncerten får han gudhjælpemig selv udleveret en tamburin.
Så kan man snakke om at være ude af sin komfortzone. Især fordi Tyler til sidst i videoen indrømmer, at han altid har hadet rappere, der spiller med backingbands (»I wanna hear 808s and shit!«, lyder forklaringen).
Men det klæder ham. Forhåbentligt bliver den her video ikke sidste gang, vi får lov at opleve ham sådan.
3. Mac Miller (2018)
Mac Millers Tiny Desk er en af de sidste koncerter, han nåede at give, før han bare en måned senere gik bort i en alder af kun 26 år, og den er endnu et bevis på, at rapperen på det tidspunkt havde ramt en kreativ guldåre.
Her optræder Mac for første gang med numrene fra ’Swimming’ – hans næstsidste og måske bedste album – og ved sin side har han blandt andet basvirtuosen Thundercat, der som bekendt var en af rapperens tætteste venner.
Især den smukke, strygerbårne fremføring af ’2009’ vidner om, at den unge stjerne endelig havde knækket koden til sit eget talent.
Mac Millers storhedstid var tydeligvis først lige begyndt, men heldigvis har vi optrædener som denne at huske ham for.
4. Dua Lipa (2020)
Kan Dua Lipa ikke komme til Tiny Desk, må Tiny Desk komme til Dua Lipa.
Det må have været tanken, da coronaen ramte USA i 2020, og NPR i stedet måtte lade musikere som Dua Lipa optage deres egne virtuelle koncerter under det nye navn Tiny Desk (Home) Concert.
Dua Lipa er nok ikke den første kunstner, du tænker på, når du hører ordet intimkoncert (hun plejer trods alt at være garant for en storstilet dansefest), og det er da heller ikke, fordi der ligefrem går ‘Folklore’ i den her.
I stedet finder popstjernen en perfekt balance mellem det nære og det bombastiske i en overlegen hitparade, der i skrivende stund er den mest sete Tiny Desk-koncert overhovedet – og med god grund.
5. Phoebe Bridgers (2020)
Ligesom med Dua Lipa fandt Phoebe Bridgers anden Tiny Desk-koncert sted under nedlukningen, hvorfor også denne video er optaget i privaten.
Det er på sin vis ærgerligt, for en stor del af charmen ved formatet er jo netop at se de store stjerner optræde på det lillebitte kontor med det legendariske skrivebord.
Inden for hjemmets fire vægge er der til gengæld rig mulighed for at være kreativ, og det er netop, hvad Bridgers er her.
Den amerikanske singer-songwriter har aldrig været bleg for at gøre brug af en green screen (tag bare musikvideoen til ‘Kyoto’, hvor hun surfer over de japanske himmelstrøg), og her transporterer hun os direkte ind i det ovale værelse, der dengang ellers tilhørte Donald Trump.
Rent musikalsk er denne optræden måske ikke helt lige så overvældende som de resterende koncerter på listen. Men den er fandme ikonisk.