For tiden strejker Hollywoods manuskriptforfattere og skuespillere som bekendt mod de store filmstudier og streamingtjenester i et forsøg på at få bedre løn og vilkår.
For skuespillernes vedkommende er det særligt de mindre kendte birolleskuespillere, som kæmper for bedre løn. De helt store Hollywood-stjerner, som jo tjener rigeligt, holder sig typisk mere i baggrunden og støtter med donationer.
I tirsdags var en håndfuld stjerner fra ‘Breaking Bad’ imidlertid på barrikaderne.
Blandt andre Bryan Cranston, Aaron Paul, Jesse Plemons og Betsy Brandt demonstrerede således uden for Sony Pictures Studios.
»Vi er her i solidaritet med os alle sammen, med alle vores brødre og søstre, som er påvirket af det her, og WGA og SAG (manuskriptforfatternes og skuespillernes fagforeninger, red.)«, siger Cranston til The Hollywood Reporter.
»Vi gør dem (filmstudier og streamingtjenester, red.) ikke til fjenden, de er ikke skurke. Det er folk, som vi alle gerne vil arbejde sammen med på et tidspunkt. Vi vil bare gerne have dem til at forstå virkeligheden, og hvad der er retfærdigt, og komme tilbage til forhandlingsbordet for at tale med os«.
Se hele videointerviewet hos The Hollywood Reporter.