Venedig Film Festival. En hurtig rundspørge under den aktuelle Venedig-festival bekræfter, at David Finchers nye Netflix-film ’The Killer’ har været årets mest ventede i et ellers tæt stjernepakket program.
Især hvis jeg tæller min egen stemme med flere gange.
Jeg blev dysset i søvn til Finchers navlepillende familiepassionsprojekt ’Mank’, men min forhåndsglæde ved at skulle opleve mesterinstruktørens comeback til det thrillerterritorium, hvor han er second to none, var helt oppe at svæve på siden af Andreas Mogensens rumraket.
De forventninger blev måske ikke helt indfriet, da filmen blev vist for pressen søndag, for den eksistentielle lejemorderfortælling er ikke på niveau med ’Seven’, ’Zodiac’ eller ’The Social Network’.
Men mindre kan også gøre det, og vi har at gøre med en Fincher nogenlunde på niveau med ’Gone Girl’ og ’The Girl with the Dragon Tattoo’, ud over ’Mank’ hans seneste film, som måske til sammen også understreger, at det er ved at være lidt tid siden, at den 61-årige amerikaner har været på sit allerskarpeste.
Men altså. Som en stilet og seriøs udgave af ’John Wick’ er ’The Killer’ på mange måder en fryd for øre og øjne med sin koncentrerede og skarpskårne fortælling om en træfsikker lejemorder, der sendes på afveje efter et fejlslagent mord.
Michael Fassbender spiller manden med de mange navne, en gun for hire, der lever efter et mantra om altid at følge planen, aldrig at improvisere og aldrig føle empati. Et mantra, han gentager til døde i en dominerende voiceover, der vækker lidt for mange trættende ’Dexter’-associationer.
Da The Killer misser sit mål, sendes han på en hævnmission, der kompromitterer hans asketiske og topprofessionelle livsfilosofi, og uden at forklare mere end højst nødvendigt stykker vi stumperne sammen af dette puslespil af en mand for øjnene af os.
Det er en fascinerende enigmatisk fortællestil, der muligvis vil distancere nogle, men som Fincher alligevel gør spændende med sin vanlige kølige æstetik, Atticus Ross og Trent Reznors ambiente score og Finchers fornemme sans for professionens detaljer.
Jeg tror aldrig, jeg har set en lejemorder bestille en pakke fra Amazon før. Og en lang, dyster og taktil slåskamp-scene får en til at snappe efter vejret. Måske den bedste actionscene, Fincher nogensinde har dirigeret?
Det hele holdes også sammen af en pirrende præstation af Fassbender i centrum. Skuespilleren, der har været savnet de seneste år, blotter akkurat så meget menneskelighed og svaghed, at man hænger på gennem den lovlig spinkle historie.
I kanonen af lejemorderfilm er Fincher utvivlsomt inspireret af den eksistentielle lejemorderfilm over dem alle, Jean-Pierre Melvilles ’Le Samouraï’, hvis devise om tavshedens suspense han dog godt kunne have taget lidt mere med fra. ’The Killer’ er ikke så sentimentalt anlagt som ’Leon’ eller ’The American’, bortset fra i den let utilfredsstillende slutning, men heller ikke helt så cool melankolsk som den beslægtede ’Drive’.
Filmen uddyber nogle af de faste temaer om professionel besættelse, som vi kender fra blandt andet ’Zodiac’ og ’The Social Network’, og som utvivlsomt kommer dybt inde fra instruktøren selv.
Jodie Foster, som var med i Finchers ’Panic Room’, har engang i Marc Marons ’WTF’-podcast sagt om instruktøren:
»Han får mig bare til at ville lægge mine arme omkring ham og sige til ham, ’ved du hvad, det skal nok gå’. Altså sådan, chillax. Og jeg elsker ham for det. Jeg elsker, at han er så dedikeret (…)«.
»Men det er hårdt at være David Fincher. Jeg ville ikke være ham«.
Det er ikke svært at se, hvem hovedpersonen i hans nye film egentlig er, og med ’The Killer’ har han endnu engang sat levende billeder på sin ærefrygtindgydende perfektionisme.
Men den giver også lidt én lyst til at sige til ham: Chillax, David. Chillax.
‘The Killer’ kommer på Netflix 10. november.