‘Engle og blaa maerker’: Ussels debutalbum er Juice WRLD møder Ed Sheeran
Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var, første gang jeg skulle se Ussel live.
Tidligt i karrieren var han særligt kendetegnet af depressiv, eksistentiel hiphop, der klingede lidt af slut-2010’ernes amerikanske emorap-revolution. Og en så indadskuende kunstner var altså booket til prime time på Uhørt Festivals største scene i 2021. Det kunne nærmest kun falde til jorden.
Det viste sig, at jeg tog godt og grundigt fejl. Ussels koncert osede af overskud og rockstjerne-aura. Han var en regulær people pleaser og entertainer på en scene. Det var tydeligt, at han kunne blive virkelig stor, hvis han spillede sine kort rigtigt. Det krævede bare, at han lavede noget mere kommerciel musik.
Cut til 2023, hvor Ussel albumdebuterer med ‘Engle og blaa maerker’. Han har haft fire singler i hyppig P3-rotation, og adskillige af hans sange har flere hundrede tusind streams på Spotify. Og hans musik er ganske rigtigt blevet markant mere kommerciel.
Jeg har op til flere gange mødt folk, der har rynket lidt på panden, når jeg af gammel vane har kaldt Ussel for rapper. For hvis man udelukkende lyttede til hans mest populære singler, ville det da klart give bedst mening at kategorisere ham som en popmusiker.
Men han har stadig en fod placeret i emorappens verden. Alene titlen, ‘Engle og blaa maerker’, klinger af albumtitler som Juice WRLD’s ‘Fighting Demons’, Lil Peeps ‘Hellboy’ og Corbins ‘Ghost With Skin’.
Mellem de poppede omkvæd møder vi tit en sårbar melo-rapper, der lyder så fyldt med skam over sin egen eksistens, at det er, som om han kigger ned i jorden, mens han fyrer linjerne af.
Sangen, der mest effektivt navigerer, at Ussel prøver at være en intim soveværelsesrapper og samtidig en larger-than-life-popstjerne, må være ‘Nordlys’. Versene er skrøbelige og forsigtige – som om han hvert sekund kunne bryde ud i gråd. Og så kommer det store bragende omkvæd. Her kan han ikke længere holde følelserne tilbage, og han bliver nødt til at udbryde et højlydt råb om hjælp.
Så meget som vokalen sælger omkvædet, er det ikke særlig mindeværdigt skrevet. At synge »For jeg ser nordlys – uh uh uh« om og om igen er ikke en særlig fængslende hooklyrik, og uden en så begavet vokalist som Ussel ville det være faldet fuldkommen til jorden.
De mest hiphoppede tracks – såsom den spinkle åbner ‘Ussel & roserne’ eller den mere hårdføre ‘Mod’ – er stærke, men albummet lider af, at poppen fylder meget, og at Ussel ikke mestrer den i samme grad.
Tit bliver det derivativt. Jeg mistænker lidt, at singlen ‘Sasha på Månen’ ikke har fået samme radiosucces som forgængerne, fordi synthlinjen simpelthen lyder for meget som ‘Stor mand’ til, at P3 vil spille de to side om side.
Hittet ‘Berlin’ skriver sig ind i tendensen af sange, hvor sampling føles som nostalgi-bait, hvis ikke kannibalisering af forlægget – i dette tilfælde Nordstrøms 2006-hit ‘Berlin’.
Når han synger dansk/norsk duet med Alvah om, hvor langt der er fra ‘Oslo til København’, føles det omtrent lige så cheesy, som dengang Johnny Deluxe for 20 år siden blot drømte sig til Sverige i stedet.
Produktionerne er iørefaldende og blide, især når vi befinder os i popsange som ‘Parabol’, ‘Barn af visne blade’ eller den ret lækre ørehænger ‘Datter af dæmoner’. Resultatet er, at al den dæmoniske æstetik og de dystre tanker, der ellers skulle danne albummets grundlag, ikke rigtig trænger igennem. Det er alt sammen for pænt til, at jeg kan mærke Ussels smerte.
Adskillige af numrene føles som Ed Sheeran-sange, hvor en uforklarlig gæsteoptræden fra Juice WRLD optager størstedelen af pladsen. Ussel er blevet en kommerciel pop-rapper – eller måske snarere rap-popper. På papiret er det helt fint. Jeg anklager ikke Ussel for at være et sell-out.
Jeg anklager ham bare for slet ikke at være nær så god til popmusik, som han er til hiphop.
Kort sagt:
Ussels kommercialisering har ført til kæmpestore hits, men det har også medført, at Ussels musik ikke er nær så gribende, som den var i begyndelsen af karrieren.