’Love Life’: Når man tror, man har regnet filmen ud, trækker den tæppet væk under én
»Hvor længe har vi gjort det her?«, spørger Jiro sin hustru Taeko.
»Gjort hvad?«, siger hun.
»Talt sammen uden at se hinanden i øjnene«.
Denne ordudveksling, som finder sted sent i ’Love Life’, indrammer godt det japanske familiedramas dysfunktionelle, men meget menneskelige sociale dynamikker. Alle filmens bærende karakterer har nemlig det til fælles, at de føler sig forkerte. Og det får dem til at trække sig fra deres nærmeste.
Filmen, der er instruktør Koji Fukadas ottende af slagsen, starter ellers med forberedelserne til en stor fejring hjemme hos Jiro og Taeko. Jiros far fylder 65, og Taeko hjælper med at pynte op i deres lejlighed til en mindre surprisefest.
Inden fødselaren dukker op, forstår vi dog, at konflikter ulmer under overfladen hos det unge par. »Tror du, han vil acceptere mig?«, spørger Taeko sin mand.
Svigerfar er nemlig udtalt utilfreds med, at hans søn har giftet sig med en »brugt vare«, der har sønnen Keita fra et tidligere ægteskab. Og så er han også skuffet over, at Jiro og Taeko endnu ikke har formået at give ham et »rigtigt« barnebarn.
Stemningen bliver lidt bedre, da de andre gæster dukker op, og en karaoke-maskine får svigerfar ud af sin gnavne skal. Men så sker der en forfærdelig ulykke for unge Keita, der har bevæget sig ud på badeværelset med en legetøjsflyvemaskine. Han glider, slår hovedet og lander i badekarret, som ikke er blevet tømt for vand. Mens musikken spiller i stuen inde ved siden af, drukner drengen.
En tung dyne af sorg lægger sig over karaktererne, der kæmper med at komme videre. En uafsluttet dyst mellem mor og søn i brætspillet Othello, der står uberørt i et hjørne af lejligheden i månedsvis, viser ganske konkret, at Taeko hverken kan eller vil lægge sorgen fra sig, selvom omverdenen forventer det af hende.
Herfra udfolder ’Love Life’ et velorkestreret melodrama blandt de sørgende familiemedlemmer, der forsøger at finde hinanden bag japanske høflighedsfacader.
Jeg kalder det (i bedste mening) et melodrama, fordi handlingen er fyldt med fortrængte intriger, som venter på at springe frem. For eksempel træder både Taekos eksmand og Jiros eksforlovede ind i billedet. Begge fungerer som en slags forbudt helle for de splittede ægtefæller.
Alt rundt om plottet bevæger sig imidlertid i en anderledes afmålt retning, hvilket også medfører, at melodramaet aldrig kammer over eller føles kunstigt.
De fremragende skuespillere, ført an af Fumino Kimura som Taeko og Kento Nagayama som Jiro, indtager det intrigefyldte plot naturligt, troværdigt og stilfærdigt. Filmens smukke visuelle stil er tilsvarende minimalistisk og tilbageholdende. Kun sjældent – i få velvalgte, dramatiske øjeblikke – bliver kameraet fjernet fra sit stativ.
Filmens mest højlydte scene går faktisk ikke til hovedpersonerne, men til en gruppe unavngivne sidekarakterer, der råber i munden på hinanden til en auktion på et loppemarked.
Taekos koreanske eksmand Park, der i sin tid forlod hende og sønnen, får en tiltagende fremtrædende rolle i hendes bearbejdning af sorgen. Samtidig føler Jiro sig holdt udenfor af eksparrets tosomhed, som tilmed, fordi Park er døv, foregår på tegnsprog.
Tegnsprogselementet er et veltænkt dramaturgisk værktøj, som bruges til stor effekt. Park bemærker det for eksempel ikke, hvis nogen taler bag hans ryg.
Med både dyb sorg, et dysfunktionelt ægteskab og tegnsprog på menuen minder ’Love Life’ om Ryusuke Hamaguchis fantastiske japanske Oscar-vinder ’Drive My Car’ fra sidste år. Der er sjovt nok kun to års aldersforskel på instruktørerne bag de to film.
Ligesom ’Drive My Car’ kræver ’Love Life’ en smule tålmodighed, før fortællingen bider sig fast. Men når først det er sket – og man tror, man kan regne filmen ud – bliver tæppet ad flere omgange trukket væk under både publikum og karaktererne.
En række overraskende twists fører til en bittersød afrunding, der vækker blandede følelser – og af den grund føles meget ægte.
Kort sagt:
Den japanske film ’Love Life’ fremfører sin intrigefyldte sorgfortælling med stor nænsomhed og fremragende skuespilpræstationer.