En ung, skravlet Robert De Niro fronter sig selv foran spejlet med en magnum. Ray Liottas wise guy fortæller, at han altid har drømt om at være en gangster. Og Leonardo DiCaprio sniffer kokain, som Skipper Skræk spiser spinat.
Få instruktører har skabt sig en karriere på ryggen af ikoniske billeder som den 80-årige newyorker Martin Scorsese.
For Marvel-fans er han måske mest kendt for et interview, hvor han vovede at sammenligne Disneys superheltekavalkade med en tur i forlystelsesparkernes rutsjebaner. Men citatet dækker over den garvede New Hollywood-instruktørs advarsel mod tech-giganters kurssætning af hele filmindustrien imod den kommercielle middelmådigheds afgrund.
Hans næsten 60 år lange karriere vidner om denne aversion mod de lette valg. For mens vi måske alle genkender scener fra hovedværker som ’Taxi Driver’, ’Goodfellas’ og ’The Wolf of Wall Street’ om hårde mænds rise and fall, rækker hans filmografi også langt dybere end som så.
Op til premieren på ’Killers of the Flower Moon’ guider vi til nogle af hans mest seværdige film, som selv mange Scorsese-fans ikke har set.
Daniel Day-Lewis så sprød som nogensinde: ’The Age of Innocence’ (1993)
Når man tænker på Scorsese, vil »håbløs romantiker« nok ikke være det første, som mange får på hjernen. Men hans kostumedrama om New Yorks indspiste adel i det 19. århundrede har faktisk meget til fælles med ’Little Women’, Greta Gerwigs sirlige kærlighedsbrev til kvinder.
Med sin fløjsbløde stemmeføring og sit forsigtige smil har Daniel Day-Lewis aldrig været mere sprød og smørret end som den ambitiøse advokat Newland Archer, der forelsker sig i grevinden Olenska (en uforlignelig Michelle Pfieffer).
Men grevinden er faldet i unåde på grund af sin skandaløse skilsmisse, alt imens Newland selv er trolovet med den sirupsøde, naive May Welland (Winona Ryder). Som i en Austen-roman er de alle drevet af et sygeligt behov for at følge tidens arbitrære herskabsnormer for anstændig takt og tone.
Gang på gang drømmer Newland sig væk til en opdigtet, eventyrlig virkelighed, hvor han og grevindens kærlighed overkommer strabadserne gennem det helt rigtige blik og tonefald på det helt rigtige sted og tidspunkt. Og gang på gang må hun vrissende fortælle ham, at han selv er skyld i den situation, de to finder sig i.
Scorsese strammer snøren, så var det et af filmenes mange gudeskønne korsetter.
Kan ses på Blockbuster, Apple TV og SF Anytime.
Filmen, der startede det hele: ’Mean Streets’ (1973)
’Taxi Driver’ og ’Raging Bull’ er begge kendt for deres lede over menneskets moderne tilværelse, men deres bitre smag blegner i sammenligning med forgængeren ’Mean Streets’. Hver en grynet indstilling, ilter skuespilpræstation og snusket set skriger til himlen af coke, alkohol og piller konsumeret bag og foran kameraet en masse.
Filmen er Scorseses første svingom med sin hofskuespiller Robert De Niro, der spiller den voldelige umulius Johnny Boy, som konstant er en hæmsko for den ambitiøse smågangster Charlie Cappa (Harvey Keitel).
Hovedattraktionen er dog Keitel, der er bygget som en havnearbejder, men spiller med en ømhed som et åbent, betændt kødsår.
Også i sine yngre år udstrålede den karismatiske skuespiller en sjældent dyrisk seksuel energi. Måske han ikke er så manisk, som han er i senere præstationer i ’The Piano’ eller ’Bad Lieutenant’, men hans dybe røst oser af autoritet.
Samtidig er De Niros løsslupne røvhulsenergi en fænomenal hindring på vejen for Cappa, der bare vil væk fra den lokale ølbule.
Det er denne viltre energi, som for alvor gør ’Mean Streets’ til et andet bæst end Scorseses senere gangsterepiker. Selv i de vildeste øjeblikke fra ’Goodfellas’ er der en manieret kontrol og intentionalitet over hovedværket. ’Mean Streets’ er derimod en løssluppen muskelhund efter blod: vred og dumdristigt ensidig.
Kan ses på Apple TV, Filmstriben og Blockbuster.
Den sorte SoHo-komedie: ’After Hours’ (1985)
Det begynder ellers så sukkersødt: Den trætte kontordrone Paul Hacket (Griffin Dunne) har et fyraftens meet cute med en nysgerrig SoHo-residens på en døgner over murstensromanen, som han sidder og blunder over. Men da Paul møder op på hendes adresse uden en krone på lommen, går intet, som han havde håbet.
Det ene øjeblik jagtes han af en rasende selvtægtgruppe, som beskylder ham for at være indbrudstyv, det næste bliver han forsøgt kronraget i en punket homo-bar.
I Scorseses samarbejde med manuskriptforfatter Paul Schrader (’Taxi Driver’, ’Bringing Out the Dead’) ynder han at vise New York som Sodoma og Gomorra på randen til totalødelæggelse. ’After Hours’ er mindre bidsk i tonen, og med et manuskript fra Joseph Minion (’Vampire’s Kiss’) fremhæves SoHos excentriske indbyggere som nærtagende, men elskværdige.
Hackett selv er én af filmhistoriens bedste put upons. En middelmådig nullermand, der som Larry Gobnick i ’A Serious Man’ konstant river sig i håret over, hvorfor alle disse dårligdomme rammer netop ham. I filmens sjoveste øjeblik overværer han et ægteskabeligt mord fra en brandtrappe og sukker opgivende: »I’m gonna get blamed for that«.
Det er en spidsfindig komedie fra en tid, hvor noget så simpelt som et kreditkort vitterligt kunne have løst alle problemer.
Kan ses på Apple TV og Google Play.
Det katolske syndefald: ’Silence’ (2016)
Scorsese er verdenskendt for sine fortællinger om det iboende bibelske syndefald i det forjættede lands mafiaregime over det 20. århundrede. Fra organisationens guldspundne Las Vegas-dage i det underkendte mesterværk ’Casino’ til Frank Costellos død i hænderne på Abel og Cain-sønnerne i ’The Departed’.
Men i 2016 skuede den aldrende instruktør over Stillehavets bølger mod Japan for at granske en anden kriminel, globaltrækkende organisation: den katolske kirke.
De portugisiske jesuitter Sebastio (Andrew Garfield) og Francisco (Adam Driver) sendes afsted på en missionærmission til det isolerede ørige for at hente deres gamle mentor hjem. Den hellige præst har givet afkald på sin kristne tro til fordel for den japanske shintoisme, og det gejstlige ministerium mistænker, at han holdes fanget af de hedenske barbarer.
Man kan jo ikke vende Gud ryggen … Eller hva’?
’Silence’ er en lang, hård pilgrimsrejse ind i mørkets hjerte med Tokugawa-shogunatets folkedrab på landets katolske minoritet, men lige så meget en kritik af de kristnes snæversynede arrogance.
Scorsese ser mod mestrene af samuraifilm Akira Kurasawa og Masaki Kobayashi med en visuel stil præget af smukke vidder og dyb spirituel idyl afbrudt af pludselige, udpenslede voldsudgydelser.
Det er en langsommelig fortælling, hvilket måske er grunden til, at den i sin tid blev afvist af publikum såvel som Oscar-akademiet.
Men hvilken formidabel film, det er!
Kan ses på Apple TV, SF Anytime, Viaplay og Blockbuster.
(BONUS) Scorseses uimodståelige forældre: ‘Italianamerican’ (1974)
Det er en af de bedste scener fra ‘Goodfellas’: Da Jimmy, Henry og Tommy tager hen til Tommys gamle mor for at hente en skovl til at begrave svinet, som ligger død i deres bagagerum, bliver de mødt af kys, spaghetti med kødboller og historier fra det gamle land.
Den hvidhårede lille kvinde er ingen ringere end Scorseses egen mor Catherine, som improviserede alt hendes dialog i scenen. Hun spillede simpelthen bare sig selv.
I Scorseses dokumentar fra 1974 om sine forældre optager han hende og faren, mens de sidder på sofaen og snapper ad hinanden på en måde, man kun kan gøre, når man har været gift i over 40 år.
Catherine klager over, at manden Charles ikke snakker med hende, når han kommer hjem fra arbejde, mens han lidt opgivende bemærker, at de jo ikke har noget at snakke om. En åbenlys løgn, da de fylder de næste tre kvarter ud ved at fable om alt fra de 10-12-14 babyer, onkler og tanter, der plejede at bo sammen i toværelses lejligheder, hvordan man moser vin og – naturligvis – hvem af deres mødre, som lavede den bedste kødsovs.
Det er fascinerende at opleve typen af spidse stikpiller og vrøvlende anekdoter, som Scorsese ville blive kendt for at skrive, komme ud af munden på sin egen mor og far.
Kan ses YouTube og Criterion Channel.