Der var høj stemning i Grand Teatret i København, da Soundvenue i sidste uge inviterede på forpremiere på årets store danske Oscar-håb, ’Bastarden’.
Mens instruktør Nikolaj Arcel, manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen og hovedrolleindehaver Mads Mikkelsen var med filmen på San Sebastian-festivalen i Spanien, lagde skuespilstjernerne Amanda Collin og Simon Bennebjerg vejen forbi til en snak inden filmen.
I filmen om den fattige kaptajn Ludvig Kahlens umulige kamp for at tæmme den jyske hede stadfæster Collin sin position som en af landets dygtigste skuespillere i rollen som husholdersken Ann Barbara, der indgår et særligt partnerskab med Ludvig.
Mens Bennebjerg efter fine roller i blandt andet ’Borgen’ og ’Pagten’ får sit helt store gennembrud som den sadistiske lensgreve Frederik de Schinkel, der vil gøre alt for at stoppe Ludvig i at lykkes med sin mission.
Med Bennebjergs ærlighed og Collins drivende ironi blev det en samtale, der aftvang store latterbrøl i salen før visningen af filmen, der blev præsenteret i samarbejde med Call me. Og selvom den slags kan være svært at overføre til skrift, skal vi ikke undlade at gøre forsøget, så andre også kan få glæde af de to skuespilleres optræden.
Ikke helt opsykopat
Hvad fandt du spændende ved Ann Barbara-karakteren, som du gerne ville formidle til publikum, Amanda?
Collin: Jeg synes, det er rigtigt interessant, at mange kvinder reagerer ret stærkt på Ann Barbara. Det er virkelig fedt, for så er man jo lykkedes med ét eller andet. Det var en lidt anden vej ind i karakteren, end det er for mig normalt. Jeg havde bare lyst til at holde hende så åbent som muligt og til at forholde mig til hende fra så mange forskellige vinkler som muligt«.
Efter dit gennembrud i ’En frygtelig kvinde’ har du herhjemme mest spillet afarter af, ja, frygtelige kvinder – blandt andet i ’Undtagelsen’ og ’Fædre og møder’. Tiltalte det dig også at spille en mere sympatisk karakter?
Collin: »Ja, hun er ikke helt psykopat hende her. Hun har et lidt større hjerte. Så på den måde var det enormt svært for mig at relatere til rollen!«
»Ej, når man skal spille en karakter, kalder den på en måde på én, og det var bare interessant, at den kaldte på noget andet, end jeg var vant til. På mere samskabelse. Jeg fik en stærk fornemmelse af, at jeg ikke skulle sidde og forberede, hvad Ann Barbara skulle gøre, sige og lære i momentet, men at jeg skulle lade det komme fra så mange vinkler som muligt – fra en bog til en veninde til en samtale eller til at træde i kostumet og makeuppen – og fra Nikolaj (Arcel, red.), selvfølgelig«.
Hvordan siger man hej til Mads Mikkelsen?
Simon, da jeg interviewede Mads Mikkelsen i Venedig, fortalte han, at du bare gik ind og ejede rummet fra første sekund, da du var til casting, selvom det kan være lidt intimiderende pludselig at stå over for dansk films største stjerne. Husker du det også sådan?
Bennebjerg: »Jeg husker det ikke, som at jeg ejede rummet overhovedet. Puha, jeg synes mere, jeg tænkte over, hvordan jeg fremstod. Hvordan jeg skulle sige noget lidt fedt, hvordan jeg skulle sige hej til ham…«.
Hvordan sagde du hej?
Bennebjerg tager et langt skridt frem og stikker hånden resolut ud: »Lidt formelt, men stadig lidt løst. Og altså, jeg vidste allerede, hvad jeg skulle svare, når jeg blev spurgt om kaffe eller te – jeg skulle svare ’en vand’. Men vi skulle så lave nogle scener fra filmen, og så prøvede jeg bare at lukke den der nervøsitet ude, og det gav måske en illusion af, at jeg ejede det, fordi jeg bare koncentrerede mig om ikke at ryste«.
Hvad tog du med fra at arbejde så tæt sammen med Mads Mikkelsen?
Bennebjerg: »Der blev lagt en tone, allerede når man kom ind om morgenen. En ro og en invitation … sådan: ’Hvad kunne du tænke dig og forestille dig?’ Det gav mig en stor frihed og spillelyst og inspirerede mig helt vildt. Og så sidder du over for det her menneske, der lægger nogle bolde på nogle vilde måder, som man får lyst til at gribe. Man får lyst til at gøre sit bedste«.
Amanda, det var også første gang, du arbejdede med Mads – hvad tog du med fra samarbejdet?
Collin: »Det samme! Og så spiller han jo også godt tennis, så analogien med bolden er rigtigt god. Og så har jeg lært at ryge rigtigt!«.
Altså på film eller i virkeligheden?
Collin: »I virkeligheden«.
Ja ok, han ryger også rigtigt meget, Mads Mikkelsen.
Collin: »Ja, rigtigt meget. Og altså… Han har jo en kæmpe erfaring, som man ikke kan undgå at mærke, så man bruger meget af det første stykke tid på at kigge og se, hvor lægger vi os, og hvad gør vi i den her film. Og så er han jo også bare sød og sjov og easy going«.
Nu er han her jo ikke, så I behøver ikke være så høflige. Hvad er irriterende ved ham? Det bliver inden for denne lukkede kreds!
Collin: »Heeeelt klart. Nej, der er ikke noget irriterende ved Mads Mikkelsen. Han er stadig lækker, og han er … snart … 60!«.
Dollarsedler med vinger
Amanda, efter dit gennembrud har du også været i udlandet og lave den kæmpe Ridley Scott-serie ’Raised by Wolves’. Var der noget derfra, du kunne bruge, da du kom hjem for at lave ’Bastarden’?
Collin: »Ridley Scott er også bare super lækker, og han … er … 80!«
»Ej, når man laver en serie i den liga, er der bare nogle helt andre muskler, som jeg synes er ret sjove. Det er kæmpe stort, og der er tusind mennesker, og man kan bare se dollarsedler med vinger på flyve rundt. Og på dag tre var jeg sådan, jeg har det sgu da meget godt med den her størrelsesorden«.
Så det var måske ligefrem svært at komme hjem til dansk film igen?
»Nej, men man ved det bare ikke, før man har prøvet det. Det kunne lige så godt være, man tænkte, ’uh nej hvor er det ulækkert, der er ingen, der taler ordentligt sammen, og hvor er min kunstneriske frihed’? Det tænkte jeg også senere, men ikke i starten. Så det tog jeg med hjem: Man får løbet nogle filmkilometer, når man laver serier – det går hurtigt«.
Simon, du har nogle virkelig modbydelige scener i filmen med vold og tortur. Hvordan var det under optagelserne – sjovt, eller tærer det på psyken?
Bennebjerg: »Det synes jeg faktisk kun var sjovt at lave. Det blev lidt teatralsk, lidt forstørret, og det syntes jeg var rigtigt sjovt. Og jeg skulle lave noget nyt i alle scenerne. Det var ikke bare scener, hvor jeg sad og snakkede, der var altid noget, jeg skulle smadre, eller der var en hest eller noget andet, jeg skulle håndtere. Og så var det også interessant at svare på en masse spørgsmål omkring ham her Frederik. Hvorfor var han endt her? Rollen stiller mange spørgsmål, som man er tvunget til at svare på«.
Jeg kom til at tænke på Joffrey fra ’Game of Thrones’, da jeg så filmen. Tænkte du selv over den parallel?
Bennebjerg: »Jeg troede faktisk, han var meget sødere! Jeg kan godt se, han er et modbydeligt menneske, men jeg blev alligevel chokeret over, hvor modbydelig han egentlig er. Ikke at jeg troede, han var sød, men jeg var alligevel overrasket – og har slet ikke tænkt på Joffrey overhovedet. Men jeg har haft lyst til at myrde Joffrey rigtigt meget!«
En overvældende oplevelse
Jeg er nødt til at spørge dig, Amanda: ’Bastarden’ bygger på bog af Ida Jessen, der hedder ’Kaptajnen og Ann Barbara’? Jeg har ikke læst den, men jeg tænker i hvert fald godt, man kan sige, at kaptajnen fylder mere end Ann Barbara i filmudgaven. Måtte du undervejs kæmpe for, at Ann Barbara også skulle være en central figur?
Collin: »Det har jeg så lært af Mads: At man altid skal læse manus først og så bogen bagefter. Og det gjorde jeg ikke. Jeg læste bogen først. Og hun er lidt mere udviklet i bogen, men jeg synes, der er en energi i bogen, som skildrer en rigtigt stærk Ann Barbara, og det var ligesom den energi, jeg spillede. Jeg havde ikke fået lige så meget ud af Ann Barbara af at læse manus. Hun har en stærk tone i bogen, som jeg tog med«.
»Og hver gang jeg sagde: ’Hvorfor gør hun ikke sådan og sådan’, sagde Nikolaj: ’Jamen det gjorde man ikke dengang.’ Og så skændtes vi lidt over det, og så blev det til hans film! Og det er jo sådan, det skal være. Men det er jo spændende at diskutere kvinderoller med Anders Thomas Jensen og Nikolaj Arcel …«.
Filmen havde verdenspremiere på den prestigefulde Venedig-festival i starten af september. Det var helt nyt for dig, Simon, hvordan var den oplevelse?
Bennebjerg: »Det var en helt vildt overvældende oplevelse. Jeg har aldrig været på en filmfestival i mit liv, og jeg har heller aldrig været i Venedig. Man kommer med båd fra lufthavnen, og allerede der er det jo helt vildt. Jeg var der i to dage, og det var bare derudaf. Det er en helt anden verden«.
»Jeg fik virkelig revet mange ideer om verden, og hvordan den ser ud, ned. Så står man der på løberen i det tøj, man har lånt, og folk sender billeder af mig til mig, og i virkeligheden ser min konto jo slet ikke ud, som jeg ser ud på de der billeder. Det var helt crazy. Og jeg tænkte på alle de gange, jeg har set på sådan nogle billeder og tænkt, ’vildt at de har det der liv’. Men det var rigtigt sjovt at prøve. Det var også rigtigt dejligt at komme hjem igen«.
Trives du i det, Amanda?
Collin: »Ja, jeg trives ret godt i det. Jeg synes, det er sjovt. Det er bare et andet game, og det er også dejligt at komme ud af det, for det er bare højfrekvent psykopatenergi. Anders Thomas sagde det meget godt til en middag, vi havde efter: Tænk hvis skraldemændene fejrede sig selv sådan her, efter de var færdige med en rute. ’Ååårh, vi tømte de skraldespande!’ Eller alle andre jobs for den sags skyld. Det er meget godt at huske sig selv på. Når det så er sagt, elsker jeg bare at have flot tøj på – jeg er bare sådan, yes!«
Haha, og nu starter det store Oscar-ræs, så måske skal I bare vænne jer til det!
Collin: »Jeg ved allerede, hvad jeg skal have på. Altså vi ved jo slet ikke, om vi bliver nomineret, men hvis det sker … move aside!«
Ved du, hvad du skal have på, Simon?
Bennebjerg: »Altså jeg tror slet ikke, jeg bliver inviteret med«.
’Bastarden’ kan ses i biografen fra 5. oktober.