’Frasier: Reboot af 90’ernes mesterlige komedieserie er en udvandet kopi
Som en livslang ’Frasier’-fanboy kan jeg næsten ikke forestille mig noget værre end at skulle skrive den her lunkne kop te af en anmeldelse.
For det kunne hverken blive til mere eller mindre end tre bittesmå stjerner, og det er på mange måder mit worst case-scenarie. Utopien havde selvfølgelig været seks med pil op, men selv en enkelt stjerne havde faktisk været at foretrække, for så kunne jeg bare trække på skuldrene, stikke hovedet i sandet og lade, som om 2023-Frasier slet ikke eksisterede.
Men det gør han altså, så lad os slå hul på sherryen og tale lidt om, hvorfor det måske er en skam.
I 1993 sagde verden farvel til en af de mest populære serier nogensinde, ’Cheers’ (’Sams bar’), og pænt goddag til dens fjerde – og mest succesfulde – spinoff: ’Frasier’. Nu var det blevet tid til, at den småkejtede psykolog med de fine fornemmelser og det uheldige kærlighedsliv skulle krydse kontinentet og starte forfra i sin hjemby Seattle, omsluttet af sin lettere excentriske familie og en håndfuld nye venner og kollegaer.
1993-’Frasier’ var den perfekte cocktail af skuespillere, karakterer og højpandet – men ikke for højpandet – humor, der tilsammen skabte 263 ikoniske og uendeligt seværdige episoder. (Jeg kan helt uden rødmen afsløre, at jeg afspillede mit boxset af ’Frasier’-dvd’er så mange gange, at mit gamle billedrørs-tv havde et permanent aftryk af hovedmenuen).
Men det viser sig desværre at have været lyn på flaske, for 2023-’Frasier’ er mere mocktail end cocktail.
Endnu engang har Frasier valgt at sige farvel til sit gamle liv og starte på en frisk i en ’ny’ storby. Denne gang går turen tilbage til Boston, hvor hans søn Freddie byder ham velkommen med lukkede arme, og et – måske – stimulerende job som Harvard-professor venter.
Endnu engang bliver karakteren altså nulstillet, da han endnu engang ikke ved, hvad han skal gøre af sit liv, og endnu engang ikke ved, hvor han hører til. Det var ganske vist, hvad han og 25 millioner ugentlige seere brugte 11 år omkring årtusindskiftet på at finde ud af, men what the hell, en brik er åbenbart landet på vores felt, så vi er blevet slået tilbage til start.
Fred være med det.
Hvis så bare ingredienserne denne gang var lige så aromatiske som sidst. Men nej. I stedet for en bourbon fra øverste hylde får vi en sjat Famous Grouse, i stedet for friskpresset citron får vi das autocitron, i stedet for … ja, I forstår.
Ovenstående er faktisk en paraply-kritik for alle seriens aspekter: Humoren er ikke lige så velskrevet, skarp og intelligent som før (hvor den typisk forlod sig på elokvente ordspil, forvekslinger og misforståelser, leveret med komisk timing af højeste kaliber), den nye flok af karakterer er ikke lige så charmerende irriterende som de gamle (fraværet af særligt David Hyde Pierce, der spillede Frasiers bror Niles, og John Mahoney, der spillede faren Marty, understreger, hvordan den oprindelige ’Frasier’ i virkeligheden var en ensemble-sitcom).
Og hele seriens og hovedfigurens raison d’être (frygten ved og sejrsrusen over at skulle brolægge en ny vej i sit liv), der havde så meget hjerte og oprigtighed i 90’erne, er nu blot en skygge af sig selv.
Gang på gang måtte jeg spørge mig selv: Hvad er drivkraften bag den her ’Frasier’-revival? Er det bare Kesley Grammer, der har for meget tid på hånden, eller ligger der nogle mere dybsindige og kunstneriske ambitioner bag? For i så fald har jeg svært ved at få øje på dem.
Nu lyder jeg måske mere sur, end hvad serien egentlig fortjener. Men jeg er egentlig ikke sur. Jeg er bare skuffet.
2023-’Frasier’ er ikke en tragikomisk fiasko, der aldrig burde have set dagens lys. Jeg fangede mig selv i at grine højt op til flere gange, for der er sjove momenter. Kesley Grammer har en intonering, en timing og et arsenal af ansigtsudtryk, der stadig – 40 år efter sin indtræden i ’Cheers’ – leverer varen, og både britiske Nicholas Lyndhurst, der spiller Frasiers gamle studiekammerat og nuværende Harvard-kollega, og Anders Keith, der spiller Niles og Daphnes søn David, er underholdende tilføjelser til ’Frasier’-galleriet.
Men det er og forbliver momenter af sjovhed. Serien har simpelthen ikke funnybones i sit dna på samme måde, som 1993-’Frasier’ havde. Det føles for kunstigt, for forceret. Og selvom det skærer i hjertet at måtte indrømme det: for forglemmeligt.
Kort sagt:
2023-Frasier er en udvandet kopi af den mesterlige serie, vi for tyve år siden vinkede farvel (og på gensyn) til. De nye karakterer når desværre ikke de gamle til slipsenålene, og den skarphed, intelligens og ømhed, der i fordums tid var ’Frasier’s hjerteblod, er nu skræmmende svær at ane.
Anmeldt på baggrund af de første seks afsnit.