Lang rød kjole, der slæber hen ad fortovet, Nike-sko og store hoops. Lily Allen strutter selvsikkert ind i pladebutikken og op til de to gutter bag disken.
På inkarneret vestlondonsk, smaskende hårdt i sit tyggegummi, spørger hun: »Hej, jeg tænkte bare på … har du noget, sådan, punket electronica? Sådan grime, new wave-grime, du ved lidt broken beats, dubby broken beats, men lidt sjælefuldt? Sådan drum’n’bass agtigt, broken drum’n’bass, som i, sådan, breakbeat – d’you know wha’ I mean?«
Inden de forbløffede mænd når at svare hende, ringer Allens klaptelefon, og popsangeren, der tydeligvis har vigtigere ting at se til, vender om på hælen og spankulerer ud af butikken igen.
Således starter Allens musikvideo til ’LDN’ fra 2006.
Dengang var Allen indbegrebet af den flabede midt-00’er-popdiva, og hun mestrede denne genreekvilibristiske Y2K-klaptelefonspersona bedre end nogen anden.
Lige præcis den æstetik er vendt stærkt tilbage den seneste tid.
Trods stor succes i 00’erne, hvor Lily Allen udgav det storsælgende album ’Alright, Still’, var hendes særlige fusion af pop med genrer som garage, ska og britisk klubmusik ellers røget lidt i glemmebogen.
Men nu er en ny årgang kvindelige UK-kunstnere begyndt at namedroppe Allens flair for kæk lyrik og eklektiske beats som en central inspirationskilde.
Først og fremmest scenestjernen PinkPantheress, der for nylig pegede på hende som en af sine inspirationskilder hos Rolling Stone: »Jeg elsker Lily Allen. Jeg ville åbne op for mine britiske referencer – gå lidt bossa nova, gå lidt glad og up-beat«.
Så hvem er denne 00’er-stjerne, der spøger i Gen Z-pop?
Essensen af 00’er-energi
Lily Allen dukkede første gang op på den britiske musikscene i midt-00’erne.
Efter at have postet et par videoer på Myspace underskrev Allen – der er datter af skuespiller Keith Allen og filmproducer Alison Owen og bror til Alfie Allen, der spiller Theon Greyjoy i ‘Game of Thrones’ (nepo-baby alert) – en pladekontrakt med Regal Records i 2005.
I 2006 udgav hun ’Smile’ – en spydig sang om at fryde sig når ens ekskæreste græder – som hittede stort. Emnet var typisk Allen: Hendes tekster var kække, vittige og en smule onde.
Hendes debutalbum, ’Alright, Still’, var et mix af de genrer, der spillede i London på det tidspunkt: Ska, dubstep, drum’n’bass og UK garage.
Genrer, der var udklækket i Sydlondon, til 80’ernes jamaicanske sound system-piratfester, og som kendetegnes ved off-beat rytmer, der egentlig er usædvanlige for popmusik.
Lily Allen var den slags London girl, der var så flydende i både slang og genremærkater, at hun kunne kalibrere alle disse lyde ind i et smooth popunivers. Ska-rytmen på ’Smile’ er et eksempel.
Det er tit grime-rappere, der – med god grund – hædres for at have omsat lyden af undergrunds-London til verdenshits. Men Lily Allens første album havde på sin vis gang i samme projekt.
En vaskeægte ladette
Mest kendt var sangeren dog for sin lyrik og for den persona, der kom til udtryk i den.
Lily Allen brugte et hverdagsligt talesprog til at beskrive sit liv som broke og forvirret i start-tyverne. Hun var en kvindelig pendant til Mike Skinner, der i samme periode bragte oplevelserne som en helt normal geezer i fokus.
Som på ‘Littlest Things’, hvor Lily Allen sang: »Drinking tea in bed, watching DVDs, when I discovered all your dirty grotty magazines«.
Hun var en vaskeægte ladette: En slags hyper-selvsikker kvindetype, der udsprang i 00’ernes England for at kunne passe ind i en machomættet lad-kultur. En ladette er en cool girl, der griner, når de andre piger prøver for hårdt.
Ligesom Amy Winehouse ikke havde meget tilovers for dine fuck me-pumps, syntes Allen også, at »girls in the corner, that want attention from the boys« var ret så ynkelige.
Den stedvis slut-shamende attitude er ikke uproblematisk: Ladetten er af gode grunde ikke længere i live i popmusikken i dag, hvor de fleste har droppet internaliseret misogyni i deres sangtekster.
Men det interessante ved Lily Allens er også nærmere hendes ekstreme ironiske distance og overlegne attitude.
Og den kombination passer utrolig godt til artisterne fra 2020’erne.
På PinkPantheress’ nye album ‘Heaven Knows’ dyrker hun også den slags ironi, hvor man siger de mest inderlige ting på en hverdagslig, henkastet måde – og i et cutesie toneleje.
Som denne direkte Lily Allen parafrasering på ’The Aisle’: »I’d picture you one day after you improved / And you’re walkin’ down the aisle / It’s the thing that makes me smile«.
Er hun virkelig så nonchalant som hun lyder? Det er denne lille forvirring der gjorde Allen, og nu PinkPantheress, så fængende.
I Charli XCX ser man også glimt af Allens overlegenhed og ’get-over-it’ attitude. Som på ’Yuck’, hvor hun lyder exceptionelt uimponeret af hendes bejlere: »Yuck, quit acting like a puppy«.
Dén linje kunne Lily Allen snildt have sunget.
Allens sange var nemlig allerbedst, når de i et ironisk toneleje beskrev den darwinistiske stemning på natklubben. Fra ‘Knock ‘Em Out’: »No, you can’t have my number, ‘cause I lost my phone«.
Det var også – som på ’Friday Night’ – når Allens sukkersøde stemme blev understøttet af lyden af den mørke natklub, at hun var allermest delikat provokerende.
Her er den produktionsmæssige tråd til nutidens artister som PinkPantheress også allertydeligst.
Glemte stjerner
Lily Allen er desværre langt fra den eneste kvindelige London-kunstner fra denne periode, der er gået glemt.
I det hele taget var byens dansegulve i start- til midt-00’erne præget af dygtige kvindelige sangere og rappere, der er så godt som skrevet ud af musikhistorien.
Som dubstep-rapperen ms. Dynamite, der startede med at optræde på piratradio sendt fra sin boligblok og senere ramte hitlisterne, da hun scratchede sig gennem barndommen på ’Ms. Dynamite’.
Eller Romina Johnson, hvis lækre stemme omslutter det hoppende beat på garageklassikeren ’Moving Too Fast’ fra 2000.
Og Lisa Maffia, der skrev et af garage-musikkens bedste vers på So Solid Crews ’21 Seconds’.
På mange måder var Lily Allen blot den hvide kvinde, der blev mainstream-frontfigur for en hel scene, som primært blev drevet frem af sorte kvinder i Londons undergrund. Mange af scenens pionerer er desværre blevet overset i endnu højere grad end Allen.
Som Fader har skrevet om Londons kvindelige 00’er-stjerner: »Elektronisk musik har et hukommelsesproblem, især når det kommer til sorte kvindelige vokalister«.
Lyksaligvis genopliver flere unge kunstnere de glemte lyde fra 00’er-London.
PinkPantheress leger tydeligt med 00’ernes lyd – hendes udbryderhit ’Pain’ samplede garage-klassikeren ’Flowers’. Nummeret ’Little Things’ fra Jorja Smiths nylige album er, med sit sporadiske klaver og speedy trommer, en eklektisk blanding af garage, salsa og jazz.
Shygirls smølfede stemme, opklippede beats og generelle klaptelefonslyd leder bestemt også tankerne hen på et dansegulv i 00’ernes London.
Alle leger de også i deres vokalstil med den sukkersøde klang, der var så kendetegnende for garagegenren. Alle refererer de direkte eller indirekte til de mange glemte stemmer, der formede Londons skæve musikscene i 00’erne.
En ny generation af flabede London gals dominerer poppen og genopliver, via deres musik disse glemte formødre. Lad os håbe, vi er bedre til at værdsætte dem denne gang.