Koncertaktuelle Lily Allen drønede ind i alles hjerter i sommers med sit debutalbum og blev popsensation og modeikon på rekordtid. Vi mødte hende til en snak om www, tvangsfeminisme og hvorfor hun hader at blive kaldt den kvindelige Mike Skinner.
Den engelske MySpace-queen håber at vise verden, at pigerne kan klare sig selv. Hun kan i hvert fald og er blevet både popsensation og modeikon på rekordtid. Vi mødte den kvindelige Mike Skinner til en snak om www, tvangsfeminisme og hvorfor hun hader at blive kaldt den kvindelige Mike Skinner.
Anmelderne tog søndagstøjet på, da debutalbummet ‘Alright, Still’ skulle gennem apparatet i sommers. Noget tydede på, at den engelske pige var længe ventet og udfyldte et musikalsk tomrum. Og som de ligeså hypede mandlige modstykker, Arctic Monkeys og Gnarls Barkley, har Lily fået det bedste frem i smagsdommerne og i sit publikum. Hun har kun lige taget hul på sit tredje årti og på sin karriere som musiker, men det kører for hende.
Også herhjemme har debutanten udløst begejstring med sine pop-ska-reaggae-rytmer tilsat ord om ungdommeligt ‘everyday life’ i London. Og da Soundvenue møder Lily Allen, har hun siddet et par dage i en blød stol på et københavnsk hotel for at stille de danske mediers kollektive nysgerrighed. Hun er endnu ikke for træt til at smile. De pink øjenlåg matcher den ternede 60’er-kjole, der matcher forestillingen om sangerinden som både en musikalsk guldfugl og et modeikon. Men hvorfor egentlig al den opmærksomhed omkring det engelske fænomen?
Kan du forstå al det her påstyr omkring dig?
»Nej slet ikke. Jeg synes, det er meget mærkeligt og virkelig dejligt. Jeg har mange fans bag mig, og det virker, som om folk virkelig godt kan lide musikken. Og det er ret berigende, for jeg har arbejdet så hårdt på det her album og forsøgt ikke at gå på kompromis med min menneskelige og musikalske integritet«.
Come on, du er velsyngende, cool, ung, lækker, et ikon for mange. Kan du ikke se det?
»Nej, jeg er et forfærdeligt ikon! Jeg kunne aldrig tænke på mig selv som sådan. Jeg er bare ‘a girl in the world’«.
Altså hvis man antager, at gennemsnitspiger som sådan skaber sig internationale musikkarrierer i løbet af no time, er døtre af kendte komikerfædre, har hængt ud med Happy Mondays, leget med Victoria Beckham, skiftet skole 13 gange og droppet ud som 15-årig – og så i øvrigt er ret musikalske – ja, så er der måske noget om det, Lily Allen siger. Men sandheden er, at den her antageligt almindelige pige allerede har skabt sig et image som kvindelig musiker.
Tvangsfeminist
Anmelderne har forsøgt at rubricere hende som en Mike Skinner med feminint fortegn. Måske fordi Allen også halvt snakker, halvt synger på karakteristisk cockney-engelsk. Måske fordi hun også refererer fra det engelske storbyliv. Eller måske blot fordi anmelderne ikke kan finde ud af at definere og sætte ord på hendes strittende pop-hiphop-dub-reggae-lyd med tekster, der delvist dunker af girl power. I sangene er der mange, heriblandt det modsatte køn, der får et gok i nødden. Tag for eksempel radiohittet ‘Smile’, hvor den bedrageriske ekskæreste angrer og tuder og kun får sangerindens »lalalalala« og »it makes me smile« retur.
Føler du dig som kvindelig musiker eller bare som musiker?
»Jeg føler mig bare som musiker. Men samtidig tror jeg, at det er vigtigt at blive genkendt som en kvindelig kunstner. Folk siger altid: »Åh, hun er den kvindelige Mike Skinner«. Det irriterer mig virkelig, for jeg er mig selv. Jeg har ikke noget imod sammenligningen med ham, det er, fordi de siger ‘kvindelig version’. Vi laver begge musik, men jeg kan slet ikke se ligheden. Og det irriterer mig, at kvindelige kunstnere åbenbart ikke kan eksistere selv. Man hører aldrig om ‘den mandlige Kylie’ eller ‘den mandlige Madonna’. Det er altid ‘den kvindelige George Michael«.
Bliver man som kvindelig musiker tvunget til at være feministisk?
»Jeg er ikke feminist fra naturens side, men jeg oplever, at jeg bliver det mere og mere. Jeg er begyndt at blive gal, når jeg ser fjernsyn og ser piger danse og smide bluser i musikvideoer, og mænd der står og glor på. ‘It really ***** me off’. Jeg blev ikke så irriteret over det før, så på det område har jeg nok ændret mig«.
Måske er det en naturlov, at man som pige i musikbranchen ikke kan undgå at blive bevidst om sit køn eller føle sig oppe imod en mandsdomineret verden. Og så er der de musikere, som reagerer bevidst imod det med feminismen som drivkraft, som for eksempel Peaches og Le Tigre – og så de andre, der indirekte tager kampen op. Lily Allen hører til den sidste kategori. Hun har hypet sig selv på et musikforum, offentligt disset hvem hun lystede og har endnu ikke klædt sig af for at sælge plader. Med andre ord et forbillede for andre piger, der nægter at gå på kompromis med deres musik eller ikke er trængt igennem pladeselskabernes snævre nåleøje. Og måske netop derfor er der så meget påstyr om denne Lily Allen, fordi hun delvist har vendt op og ned på pladeindustrien.
Hvorfor er der så få musikere som dig på den engelske scene?
»Jeg tror, det handler om pladeselskabernes manglende tillid til pigerne. Men for eksempel har Kylie gjort det godt de sidste par år, og så er der Natasha Bedingfield og nu min succes. Jeg tror, at det hele opmuntrer pladeselskaberne til at give flere kvinder pladekontrakt. Så jeg tror, det er ved at blive bedre«.
Det ender med en Lily-model
Helt i tidens ånd fik Allen sit gennembrud via Myspace. Og helt i samme ånd er teksterne til hendes musik omskrevne hverdagsberetninger, der ligeså godt kunne have stået på hendes blog. Hun skriver om lillebror, der ryger pot på værelset, om pansere der snupper kørekortet, om bedstemor der køber julegaverne i april og meget andet, som de fleste kan relatere til. Der er med andre ord ikke særligt langt fra musikeren Lily Allen til mennesket med samme navn. Men er det hele bare et koncept, som er udtænkt af et pladeselskab med fingeren på pulsen?
Var det din eller EMI’s idé om lægge din musik på internettet?
»Det var min idé. Det kom helt naturligt og ikke som en idé, hvor jeg tænkte: »Nu vil jeg opnå succes gennem internettet«. Alle andre lagde deres musik på Myspace, så det gjorde jeg også«.
Hvilken effekt tror du, Myspace og internettet generelt har haft på musikindustrien?
»Tja, ordet spredes hurtigere og promotion-hastigheden bliver speeded op. Men jeg tror, det har mere med lytterne end med kunstnerne at gøre. Internettet giver unge mulighed for selv at finde ud af, hvad de gider lytte til. Det er en erstatning for fjernsyn og radio, som begge er meget kontrollerede og korrupte – lige bortset fra særlige programmer, som bliver sendt om aftenen, når de fleste helt unge er gået i seng«.
Meget muligt var den sidste kommentar en freudiansk fortalelse fra Lily Allens underbevidsthed. Den ternede sangerinde med guldøreringene er så småt begyndt at ligne en, der drømmer om en seng at falde omkuld i. Inden hun når så vidt, er vi nødt til lige at vide, om hendes altid stilbevidste outfit, som modemagasinerne sukker efter, er mere bevidst udvalgt end som så.
Er du bevidst om dig selv som modeikon?
»Overhovedet ikke. Jeg prøver bare ikke at følge normale popmusik-mode, det vil sige at gå i stramme jeans og New York dolls-t’shirts. Jeg prøver nok bare at gå i noget uventet«.
Lily Allen spiller koncert i Store Vega fredag den 1. december. Interviewet har tidligere være bragt i Soundvenue Magazine #08, september 2006.