’Wonka’: Timothée Chalamets kamp mod chokolade-Illuminatien kurerede mit frygteligste filmtraume
I 2005 var jeg inde at se den mest skræmmende film, jeg nogensinde har set.
Tim Burtons effektivt sadistiske spin på ’Charlie og Chokoladefabrikken’ med Oompa Loompa-slaver, der kunne forudse børneafstraffelse i god nok tid til at forberede et danseshow og Johnny Depp som manisk chokoladelord børnelokker.
Selvom Roald Dahls romanforlæg udkom i 1964, og Gene Wilders Willy Wonka allerede havde inviteret en flok møgunger indenfor på chokoladefabrikken i 1971 under den passende danske titel ’Drengen, der druknede i chokoladesovsen’, blev Burtons min første frygtindgydende introduktion til historien.
Den handler om, hvordan chokolade bringer både det værste og bedste frem i mennesker. En morale, der kan fortolkes mere eller mindre grumt.
Men den er aldrig blevet favnet med så stor charme og kærlighed, som den gør i chokolademagerens prequel-fortælling ’Wonka’, der i hænderne på den venlighedshyldende ’Paddington’-instruktør Paul King, føles mere som et eventyr end nogensinde.
Faktisk så renhjertet, at min barndoms filmtraume smeltede ned ad kinderne på mig til sidst.
Timothée Chalamets Willy Wonka citerer 70’er-versionen direkte og byder indenfor i en »verden af ren fantasi«, og selvom hans præstation ikke er uden crazykomik, skal der gå virkelig meget galt, hvis han skal ende som Depps chokopatiske tandlægesøn.
Efter at have samlet magiske chokoladeingredienser som girafmælk og chokoladebønner ind på tværs af havene kommer den unge Willy sejlende til en uspecificeret europæisk fantasiby for at åbne en chokoladebutik i Galeries Gourmet. Syngende og med en »hat fuld af drømme« føles Chalamets Wonka således som den gennembegejstrede modsætning til ’Sweeney Todd’s syngende barber og kannibalistiske tærtebager.
Nogle vil måske savne den gamle figurs excentricitet, og instruktøren løj, da han sammenlignede den unge stjernes stemme med Bing Crosbys. I de stunder, hvor det føles mest autotunet og poleret, kan man i hvert fald ikke lade være med at fantasere lidt over, hvad en mere standhaftig sanger kunne have bidraget med.
Chalamet rammer dog en fin balance mellem komikken og følelserne og lykkes ikke mindst med at bryde uforfængeligt ud af det førsteelskerry, han har tilegnet sig siden ’Call Me By Your Name’-gennembruddet.
Og heldigvis møder hans håbefulde Willy Wonka også modstand fra noget, der er mere gakket end ham selv.
Det viser sig nemlig, at et decideret chokoladekartel styrer byen. Den glubske politimester (Keegan-Michel Key) er i ledtog med den chokolademonopolistiske trio – Prodnose, Fickelgruber og Slugworth – der hurtigt går i gang med at sabotere deres naive unge konkurrent.
Kampen viser sig så godt som umulig, da chokoladesammensværgelsen ikke stopper ved de tre sammensvorne. Hele foretagendet hviler på et råddent fundament, der bruger byens chokoladeafhængige katolske præst (Rowan Atkinson) og 500 chokoladeelskende munke som hånddukker.
For at gøre alt endnu mere besværligt lader Wonka sig indlogere på et herberg, ledet af Olivia Colemans gnæggende Mrs. Scrubitt og håndlangeren Bleacher, der indfanger fattige strejfere og gør dem til gældsslaver i deres kældervaskeri. Heldigvis møder Wonka her den forældreløse Noodle og et helt hold farverige medfanger, som hjælper ham med at bryde ud i et forrygende chokoladekup.
Den humor og detaljerigdom, der er lagt i hele chokofarcen, gør ’Wonka’ til en velkomponeret komedie såvel som en sød familiemuscial.
Det står allerklarest, da chokoladeilluminatien bliver foldet ud som bestikkelsestango i nummeret ’Sweet Tooth’, hvor politimesterens afvisningsforsøg (han må holde vægten!) bliver tilintetgjort med skingre mandesuk, 1800 æsker chokolade og 2023-rim som »if the wife’s complain’ – bodyshamin’«.
Selv de udspekulerede og uhyggelige oompa loompas får en omgang nicecore-genoprejsning. En grønhåret miniature-Hugh Grant med grønt hår og orange hud stjæler hele tiden Wonkas kreationer, som hævn for at han stjal deres folks kakaobønner. Dertil er det svært at beskrive fornøjelsen ved at se den gnavne britiske stjerne spærret inde i et sylteglas.
Selv når ’Wonka’ balancerer på grænsen af det sukkersøde og er til den lange side for en børnefilm, er den svær ikke at synes om. For der er altid et bizart element at spore i magien. Noodle og Wonka synger på et tidspunkt en kær sang om at slippe fri for deres trange kår, men fordi de samtidig malker en giraf, kammer det ikke for alvor over.
Kort sagt:
Med sin quirky eventyræstetik kunne ’Wonka’ snildt have lidt samme skæbne som Disneys renskurede liveaction-film. Men instruktør Paul King gadedrengehopper elegant uden om forlæggets ’Den store Bastian’-morale og tilfører i stedet det skæbnesvangre univers sin særlige cutekomiske kant.