‘En dag giver alt nok mening…’: Carmon er bedst, når han viser, hvad der gemmer sig bag dunjakken
Carmon må være en af dansk raps mest ihærdige arbejdere. Han er sådan én, der altid har været der, og som fulgte i kølvandet på B.O.C.- og Molo-bølgen. Han har altid portrætteret livet på gaden og livet som criminal-turned-rapper med tunghed.
Og det er ikke tomme ord. Den kriminelle løbebane har spændt ben for Carmons karriere. »Havde jeg ikk’ siddet inde, var der ti albums«, som han rapper på ‘Road Runners’, det soulede åbningsnummer til hans nye album, ‘En dag giver alt nok mening…’.
Carmon nytænker ikke rapgenren. Men nu er der sket noget. Han er, må man forstå, blevet far. Det fører til en Carmon, der er et nøk mere eftertænksom, end han plejer at være.
Og på andet nummer, den gospel-klingende ‘Godt gået’, er Carmon pludselig helt atypisk fyldt med håb. »Jeg ved, det kan være hårdt nogle gange / Men solen, den skal nok komme frem«, synger han. Det lyder næsten lidt af Kesi og Hennedub, og det er forfriskende at høre Carmon se fremad i stedet for ned i jorden, som han ofte gør – eksempelvis på den ellers vellykkede melankolske ballade ‘Boracay’.
Men det kan ikke være introspektion og soulsamples det hele. Carmon går drill-vejen på ‘Shipping’ med Lamin, og selvom det er veleksekveret, er det ikke nogen stor åbenbaring. Det samme kan siges om ‘Glem det’ med Jamaika. De to har et langt parløb, men den klubrappede ‘Glem det’ er ikke det bedste, de to har præsteret sammen.
Det er her, arbejderen kommer op i Carmon. For Carmon rapper, som om det er arbejde, og det er ikke altid det mest spændende at lægge øre til. Carmon er teknisk skarp, men det er, som om han ikke altid ved, hvad han vil udover at rappe.
Et af albummets højdepunkter er den jersey-clubbede ‘Ensom’, hvor Carmon blander sin hårde rap med en croonende melankoli og en mere svævende produktion. Her skiller Carmon sig ud fra mængden. Selvom han ikke altid fremstår som den mest kreativt udfordrende rapper, har han altså noget at byde på, når han rent faktisk vil. Og så kan han uden tvivl synge.
Det er også et nyt perspektiv, at Carmon vender sig mod familien, og det er nok her, det bliver mest interessant.
På kærlighedsduetten ‘Hold U Down’ med Amna Naseer lyder Carmon investeret, og man får en fornemmelse af, hvad der gemmer sig bag dunjakken. Hvordan det er at være både gangster-, rapper- og familie-Carmon. »Ved godt, jeg lovede ikke at kalde dig bitch igen, men jeg er tipsy / Og du ringer, tripper klokken lidt i fem«, rapper han som en mand, der har det samme skænderi for tiende gang den her måned.
Den klaverbårne, soulede og introspektive ‘Rima v1’ må man formode er til hans datter, og det er nok albummets mest ærlige nummer. »Følelsen da jeg havde dig i min arme / Jeg vil ikke lyve, far han græd / Sig hvad du vil have, jeg henter månen til dig«, synger han i omkvædet.
Det er lyden af en ny mand.
Kort sagt:
‘En dag giver alt nok mening…’ er hverken nyskabende eller skelsættende. Men Carmon er en habil rapper, der viser glimt af noget større, når han tør være personlig og ærlig.