Raye kunne spille magiske popkoncerter, hvis bare hun fik en bedre tidsfornemmelse
Vi skulle ikke langt ind i Rayes Store Vega-koncert, før jeg var fuldkommen målløs. Sjældent har jeg været vidne til en performer, der vekslede så eminent mellem at være en over-the-top diva og at være en oprigtigt nærværende person, man følte, man var i øjenhøjde med.
Hendes stemme var overrumplende og enorm i en grad, som end ikke hendes studieoutput giver indtryk af. Omkring hende var et band, der udover de forventelige instrumenter talte en blæsersektion, som tilføjede meget til lyden. Tilsæt, at alle musikerne var klædt i hvidt, mens Raye havde en sort kjole på, og det var tydeligt, hvor gennemtænkt det hele var.
Scenegulvet var ligeledes smukt udklædt i hvidt. Over musikerne kunne man se fire enorme udskårne bogstaver med lamper på. Bogstaverne sagde »RAYE«, men æstetikken havde en slags retro-coolness, så det føltes, som om de lige så godt kunne have sagt »ELVIS«.
Da Raye på åbningsnummeret ‘The Thrill Is Gone’ spankulerede rundt på scenen, mens hun sang, lignede hun én, der ejede det hele. Hun osede lige så meget af spilleglæde som af overskud, og hun kunne ubesværet fyre en lille scatsolo af ud af det blå. På bedste Christina Aguilera-manér afsluttede hun med en længere omgang teknisk imponerende vokalfrasering – om end med en noget mere underspillet stemning end Xtina plejer at gøre.
Samtidig havde hun publikum i sin hule hånd. Store Vega-salen havde lært sangene fra debutalbummet ‘My 21st Century Blues’ udenad, og når som helst kunne Raye bare pege mikrofonen udad og forvente at høre teksten blive sunget tilbage. Det trick brugte hun heldigvis kun sparsomt og stilfuldt i løbet af aftenen.
Øjeblikkeligt efter åbningsnummeret erklærede Raye, at temaet for aftenens koncert var »ærlighed«. Hun føltes da også vidunderligt oprigtig, når hun snakkede med publikum mellem numrene. Hun kom med en levende anekdote om, da hun i 2023 spillede i Lille Vega, og hun allerede dengang kiggede forbi den store sal, som hun endelig betrådte søndag aften.
Debutalbummet bliver hårrejsende personligt visse steder – og hun pakkede intet ind, da vi fik en tretrinsraket af sange om afhængighed (‘Mary Jane’), hendes forhold til sin krop (‘Body Dysmorphia’) og om at være blevet voldtaget (‘Ice Cream Man’). Særligt på de to sidstnævnte osede hendes optræden af en uforfalsket skrøbelighed, man kun kan få af oprigtigt at afvæbne sig over for sit publikum.
Hun var i det hele taget et yderst sympatisk, rørende og charmerende bekendtskab, uanset om hun sang eller snakkede. Så forstå mig ret, når jeg siger, at hun nok alligevel skulle have skruet en kende ned for, hvor meget snakken fyldte.
Hun havde et dygtigt band, der kunne holde nogle jazzede toner kørende under enhver udvidet monolog. Men da hun pludselig begyndte at kaste om sig med reflekterende bemærkninger, før ‘Mary Jane’ overhovedet var overstået, trak det nummeret unødigt ud, hvilket hun endda selv erkendte. Hun roste både publikum og sit band for at have så meget tålmodighed med hende – især med henblik på hvor chatty hun blev.
Det faldt også til jorden, da bandet forlod scenen, og Raye brugte 20 minutter bag keyboardet, hvor hun modtog ønsker fra publikum. Hun har været aktiv i en del år efterhånden, men hun føler lidt distance til sit tidlige materiale, så dette var hendes måde at være der for de fans, der alligevel havde været med siden de første, knap så personlige sange. Men hun havde selvsagt ikke øvet alle ønskerne, og det trak derfor niveauet gevaldigt ned.
Og det gjorde ikke længden bedre, at hun afbrød ‘Black Mascara’ et godt stykke igennem, fordi hun opdagede, at sikkerhedsvagterne udviste et for beruset publikumsmedlem, og at hun på grund af en teknikalitet med nummerets elektroniske spor var nødt til at begynde forfra fra det foregående nummer, ‘Secrets’, hvis ‘Black Mascara’ skulle tages til ende.
Jeg håber, en lidt strammere tidsplan kommer hende til gode, når hun spiller på Tinderbox til sommer. For når hun ikke trak tiden unødigt ud, var det fandeme magisk.
Kort sagt:
Det blev langtrukkent med udvidede monologer, en større teknisk fejl og en håndfuld sange alene på keyboardet, der var under niveau. Men man var i godt selskab i løbet af Rayes Store Vega-koncert, der både bød på overvældende diva-energi og nærværende ærlighed.