Alt sad lige i skabet til Christina Aguileras Smukfest-koncert – undtagen én ting
Alt sad lige i skabet til Christina Aguileras koncert på Smukfest. Alt undtagen én ting.
Festivalens sidste internationale hovednavn havde modsat visse andre popstjerner (*host* Ava Max *host*) medbragt et fuldt band bestående af guitar, bas, trommer og keyboard – og hold kæft, hvor de kunne spille.
Bassen tilføjede så dejligt mange detaljer under Ozuna-samarbejdet ‘Santo’. ‘Your Body’ blev piftet op med nogle buldrende ‘Black Skinhead’-kanaliserende trommer. Ragtime-klaveret fik ‘Candyman’ til at lyde dejligt finurlig. Og ‘Fighter’ kulminerede med en guitarsolo, der lød som Santana anno ‘Supernatural’.
Aguileras tre korsangere var også majestætiske. Til tider bar de nærmest numrene mere end Xtina selv gjorde. Hvad end det var fuld gospel-stemning til ‘What a Girl Wants’ eller et flot arrangement af Adam Levines del af ‘Moves Like Jagger’, lød de pissegodt. Den ene af dem overtog endda for A Great Big Worlds Ian Axel under en intim opførsel af ‘Say Something’.
Tilsæt lige otte (!) dansere, der vekslede mellem løssluppen chippendale-frækhed og stilfuld professionalisme, som var de et boyband, der blot holdt sig til de flirtende dansetrin frem for at synge. For ikke at tale om et lys- og effektshow, der aldrig holdt igen. Lidt veltimet pyroteknik fik lige hits som ‘Dirrty’ og ‘Lady Marmalade’ til at ramme ekstra hårdt.
Og Aguilera kunne stadig synge. I tidernes morgen lød ordet, at hendes stemme spændte over fire oktaver, og jeg tror muligvis, den stadig spænder lige så vidt.
Hun fraserede så vildt under sange som ‘Genie In a Bottle’, ‘Beautiful’ og ‘Candyman’, at jeg knap nok kunne fatte, at disse sange altså er skrevet med henblik på, hvordan hendes vokal lød for 15-25 år siden. Helhedsoplevelsen i det tætpakkede groove på ‘Ain’t No Other Man’ endte med at lyde som snydt ud af næsen på en Curtis Mayfield-sang.
Aguilera fortalte i øvrigt, at hun havde en knæskade for tiden. Det forhindrede hende dog ikke i at spankulere rytmisk rundt på scenen, og hun var tit med på dansernes små trin.
Hun lignede en, der ejede hele verden. Så hvad var problemet?
Paradoksalt nok: Christina Aguilera selv. Eller rettere manglen på hende.
For ja, Aguileras superkraft er hendes evne til at frasere. Men hun måtte gerne have holdt lidt igen. Laver man de vilde fraseringer hele tiden, går melodierne altså tabt. Og det gjorde de ofte i især første halvdel af koncerten.
Under de indledende ‘Stripped Intro’ og ‘Dirrty’ endte korsangerne med at bære det tunge læs for at få vokalmelodierne til at trænge igennem. Xtina sang ikke alle linjer til ende, og hun havde en tendens til at overgøre det vokalt, så man ikke kunne mærke, hvad sangens fundament reelt bestod af.
Men hey, i en verden bestående af backtracks og playback (*host* Ava Max *host*) er det da fedt, at vokalassistancen i det mindste kommer fra live-korsangere.
Det blev dog markant bedre, som koncerten skred frem. Godt halvvejs gennem koncerten begynde Xtina at koncentrere sig om at synge verslinjerne i deres helhed, og så gemte hun de helt vilde vokaler til der, hvor sangen havde brug for det sidste stykke oomph.
Helt eminent blev det under tredjesidste sang, ‘Lady Marmalade’, der jo er skræddersyet til interaktion mellem forsanger og kor. Og da der bagefter var fællessang til ‘Beautiful’, kunne publikum bære melodien. Så følte man sig lidt mere involveret, når Aguilera skejede ud og flexede vokalmusklerne.
Under disse numre var det en noget nær perfekt popkoncert. Det tog desværre bare noget tid, før vi nåede frem til den.
Kort sagt:
Christina Aguileras vokal fejlede intet på et teknisk plan, men især i starten af koncerten fraserede hun mere, end sangene kunne holde til. Men omgivet af så talentfuldt et hold, som hun var, krævede det kun lidt omstilling fra stjernen, før vi oplevede decideret pop-magi.