Urban Cone – ambitiøse popdrenge

Fra første færd lød Urban Cone som et band, der sigter efter scener langt større end Pavilion Jr.

Den svenske kvintet leverede umiddelbare popsange, og deres styrker stod klarest på de korte, stramme tracks. De fem fyre lagde ud med ’Searching For Silence’, hvis lette disco var en anelse for repetitiv, men bandet fik vist, at de mestrer opbygning og forløsning på den charmerende ’We Should Go to France’, hvor spændingen steg, men eksplosionen udeblev.

Læs også: Linkoban: Mine tre bedste Roskilde-minder

Bandets ofte brusende, storladne stil tog sig godt ud på ’New York’, hvor både storbyens brutalitet og romantik blev fremmanet i henholdsvis hvinende synth og sødmefuldt glockenspiel. Højdepunktet var også bandets mest episke nummer, ’Kings & Queens’, der med blinkende neon-synth, ringlende rumklangsguitar og håndklap gjorde indhug på Coldplays terræn. Ligesom de engelske forbilleder sang Urban Cone lidt banale, motivationsskabende sætninger som »let’s talk about your biggest dreams / who you are / no boundaries here«, men de fungerede generelt bedre i festival-sammenhængen, end de gør på plade.

Se video: Roskilde-voxpop: Det glæder publikum sig til at se

Det var vigtigt, at langt de fleste af bandets melodier slog igennem, for på ballader som ’The Prom’ blev det tydeliggjort, at bandets to vokalister Emil Gustaffsen og Rasmus Flyckt mangler både særpræg og spændvidde. Selv om balladerne ikke er Urban Cones force, strålede de dog på den stærkeste i repertoiret ’Kids & Love’, der startede smygende ud med en kradset, summende synth for at ende i en bombastisk outro.

Lidt antiklimatisk valgte Urban Cone at slutte med et forsøg på udsyring, der blot fastslog, at bandet er bedst, når de holder det catchy, kort og simpelt.