På ‘Og så videre’ lyder Kidd, som om han er bange for at gå i glemmebogen
Hvem er Kidd i 2024?
Der er ingen tvivl om, hvem han var i 2011. Der var han den nye, rapkæftede rapstjerne, der var lige så usleben, som han var underholdende. Puritanere ville påstå, at han slet ikke kunne rappe, men i bagklogskabets lys er det tydeligt, at han redefinerede, hvad spillereglerne for dansk hiphop i det hele taget er.
Men hvem er han nu? Han er ikke reduceret til nostalgikunstner. Han får stadig nye hits, og de bedste af dem oser af den samme selvsmagende flabethed, som han havde under sin debut – blot i en mere velolieret og knap så fandenivoldsk indpakning.
Men kækheden, der gjorde ‘Bare dans’ og ‘Buongiorno’ til landeplager, er næppe nok til at bære et helt album. Der skal være noget på spil igen for Kidd. Og det er der også på hans nye album, ‘Og så videre’.
Albummet kommer ind på en del emner. Men tematikken, der hænger mest over værket, er Kidds tanker om sin egen stjernestatus og særligt hans frygt for at miste den. Det sker, uden at hans fortællerstemme nogensinde indrømmer, at han frygter noget. Men der er ingen grund til at have et hook, der blot er linjen »De vil aldrig glemme mig« gentaget om og om igen, medmindre tankerne om en glemt Kidd rent faktisk fylder.
Det er en spændende måde at italesætte forholdet til berømmelse. Og det er umiddelbart ikke den eneste gang, han gør det på albummet.
»Ved godt, vi skal hjem, hjem, hjem / men jeg ku’ godt bli’ lidt længere«, synger Emil Kruse eksempelvis i omkvædet til ‘Lidt længere’. Og dernæst: »Ligeglad med at alle er gået / for vi har ikke noget at miste, vi bli’r her som de sidste«. Al denne snak om at blive, når alle andre er gået, føles som en allegori for at forblive berømt mange år endnu.
På ‘Den sidste’ erklærer Kidd, at han er den sidste, der giver alle en holdning. Ironisk nok lykkes det dog ikke for ham at sige noget i sandhed opsigtsvækkende på nummeret. Hele andet vers handler om, at han (gisp!) tager stoffer backstage på festivaler.
Som single syntes jeg, nummeret var lidt undervældende – og jeg synes stadig, at hooket er ualmindeligt halvbagt – men i lyset af, hvordan resten af albummet udforsker hans higen efter evig berømmelse, er der en del mere patos at tage fat på.
Dermed ikke sagt, at ‘Og så videre’ er en konceptplade.
Nogle af de bedste momenter er sågar, når han stikker næsen væk fra at overveje sin egen berømmelse og i stedet bare fokuserer på at have det sjovt. Der er discorap og kække smil over hele banen, når han udveksler bars og god kemi med gæsterapperen Mas på ‘Igen’, og den punkede bilhymne ‘Maserati’ kan dårligt få roser nok.
Her er Kidds flow legesygt, beatet er energisk, og hans måde at strikke totalt urelaterede bars sammen giver mindelser om debuten ‘Greatest Hits 2011’. Når han ud af det blå siger, at han i øvrigt også har poppet to piller, spiler jeg øjnene mere op end noget sted på ‘Den sidste’ udelukkende grundet måden, han siger det på.
Desværre er der også mange tracks, der falder fuldstændig til jorden.
‘Elevar’ lyder som et kaloriefattigt ‘Buongiorno’-remake med spansk guitar i stedet for saxofon og uden tilnærmelsesvist så godt et hook. Den underspillede reggaeton på ‘Kom med’ går ind af det ene øre og ud af det andet. ‘Guld’, der funktionelt er åbningsnummeret, starter albummet ud med et niveau af drama, der slet ikke klæder Kidds evner som rapper, især takket være et meget alvorligt klingende omkvæd fra Sira Jovina.
Det ville altså være synd at kalde ‘Og så videre’ for et vellykket eller særlig konsekvent album. Men i det mindste er det et album, der viser nogle rigtig spændende sider af Kidds forhold til sin berømmelse.
Kort sagt:
Kidd italesætter sit forhold til sin berømmelse på en række spændende måder på tværs af ‘Og så videre’, men trods et par lyspunkter er mange af sangene forglemmelige.