TRACK REVIEW. De seneste år har det nogle gange føltes, som om Kidd er mere interessant som karakter end som musiker.
Rapperen har, helt fra de tidlige Cheff-dage, haft en dragende aura omkring sig. Der opstår liv og glade dage, uanset hvor han dukker op. Blomster slår ud, fugle kvidrer, og champagnepropper bryder deres lænker. Han er åbenlyst en stjerne.
Det er mig et mysterium, hvordan han ikke har fået sit eget tv-program. Eller en podcast. Eller noget helt tredje. Én eller anden arena, hvor han kan udfolde sig. (Okay, han fik et rejseprogram, der ikke var vildt succesfuldt, men lad nu det ligge…)
Men lige så åbenlyst det er, at han er en ekstremt interessant karakter, lige så åbenlyst har det i mange år været, at musikken ikke altid har fulgt med.
Der var et par år for over et årti siden, hvor Kidds geniale galskab blev perfekt spejlet i hans sange. Siden har han virket en smule i vildrede omkring, hvilken type musik han egentlig skal lave.
Det forstår man godt, for hver ny Kidd-udgivelse skal på en måde besvare spørgsmålet om, hvem Kidd overhovedet er som musiker. Det gælder også ’Og så videre’, hans første album i 10 år.
Det har ikke været ude mere end en dag, så det er for tidligt at fælde en endelig dom – den kommer i starten af næste uge, hvor Soundvenues anmeldelse lander.
Men allerede ved første lyt i dag virker det klart, at Kidd i hvert fald ikke søger mod grænserne her. Albummet er tempereret og smagfuldt, som den naturvin, rapperen de seneste år er blevet så glad for.
Der er mange referencer til netop vin, penge og fest på ’Og så videre’, men stemningen er mere 30’er-livsnyder end teenage-rebel.
Lige med undtagelse af albummets næstsidste nummer, hvor den gamle Kidd stikker hovedet op af æsken igen.
’Maserati’ er nok det eneste nummer på albummet, som 2011-Kidd ville kunne lide.
Det er en sang, der fræser og fyrer rundt, og som dyrker drømmen om evig ungdom og total autonomi: »Jeg står op hver dag, tjener penge, gør hvad jeg vil«, lyder det. Han rapper om at poppe piller og at køre over for rødt over et skramlende, rocket beat.
Det hele har noget punket kaos over sig – ikke ulig duoen Fabräk, der de seneste år har overtaget rollen som musikerne der demaskerer hykleriet og dobbeltmoralen i den danske andedam fra Kidd. Hvem ringer lige til dem, og får dem med på ‘Maserati’-remixet?
På et album, hvor Kidd næsten er demonstrativt velopdragen, markerer ’Maserati’ momentet, hvor kaosdriften ikke længere kan holdes tilbage.
»Jeg lovede mig selv, det ikke ville ske igen«, mumler han et sted på ‘Maserati’. »Jeg vil så gerne opføre mig eksemplarisk«, et andet. Sangen skildrer en person, der virkelig prøver at leve op til samfundets normer, men som simpelthen ikke kan.
Kidd klarede sig igennem næsten et helt album uden at slippe sin indre djævel løs, men på ‘Maserati’ går den simpelthen ikke længere. Han river jakkesættet af, fordi det føles som en spændetrøje.
På de 10 andre sange på ’Og så videre’ sidder Kidd høfligt til bords. På ’Maserati’ hiver han dugen af bordet og svinger sig op i lysekronen.
Det er et herligt kaos at lytte til, og det er nok ikke tilfældigt, at det er produceret af manden, der allerede i 2011 fik det bedste frem i Kidd: August Fenger, også kendt som Eloq.
Besvarer ‘Maserati’ så spørgsmålet om, hvem Kidd er som musiker i 2024? Måske ikke. Men det er den første sang i årevis, der til fulde formår at indkapsle Kidds kaotiske energi.
For ‘Maserati’ viser os det, der alle dage har været Kidds største kunst: Hans evne til at ruske op i kedsomheden og trivialiteten, og til at tilføje et element af uforudsigelighed og kaos til tilværelsen.
Det er en tiltrængt sang. For vi har brug for numre som ‘Maserati’, når det hele lige bliver lidt for pænt og ordentligt.