ANBEFALING. Gulvtæppet er vamset på det interimistiske børneværelse. En overdimensioneret rangle, en orange søstjerne med kæmpestore øjne og en Snorlax-agtig plyskanin, der måske lige har fået top surgery, ligger fredfyldt afventende på gulvet med påsyede navneskilte, klar til leg eller et beroligende kram.
Ude på gangen går en læge forbi. Og en knugende fornemmelse begynder at sprede sig i maven. For det er som om, at nogen er forsvundet, fortabt, blevet væk.
Det eneste, der mangler herinde, er jo et barn.
At træde ind i Evo Smilla S. Sidneys totalinstallation ’Plushies’ på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed er en rørende oplevelse af de ganske sjældne. Ikke mindst fordi de kolossale sovedyr i transflagets farver føles som et omsorgsfuldt vagtværn for transkønnede børn, men også fordi den eskapistiske omsorgskunst er placeret midt inde i psykiatriens kliniske og sygeliggørende rammer.
Det tøjdyrsbefolkede børneværelse befinder sig ikke et sted, hvor man typisk forventer at finde en kunstudstilling: nemlig på det tidligere Sankt Elisabeths Hospital, der i dag huser en del af Psykiatrisk Center Amager. En lille, farvestrålende A4-plakat i døren ved opgang 1 er det eneste, der afslører, at der gemmer sig en helt særlig oplevelse inde bag de visne bøgehække og den kommunale tristesse.
Går man op ad trappen til 2. sal, drejer til venstre og fortsætter ned ad gangen til Stue 6, finder man det lille lokale, hvor Evo Smilla S. Sidney lige nu viser sin første soloudstilling som del af den omsorgsaktivistiske udstillingsrække ’Ømme knapper’. Et udstillingsrum, hvor det særlige er, at alle kunstnerne er eller tidligere har været brugere af psykiatrien.
Den eskapistiske hule i ’Plushies’ er en i bedste betydning sløv kniv i hjertet: den bliver siddende. Plyskaninens lange, suttekludsslaskede og sløjfeindbundne ører spreder sig på gulvet ligesom søstjernens lange, udstrakte fangarme og omfavner kærligt vores indre barn, mens de store øjne fortæller den voksne i os en alvorsfuld historie, vi ikke kan ignorere.
Det er en sylespids kritik af en psykiatri og et samfund, der stadig taber transkønnede børn på gulvet – og bruger deres barndom som identitetspolitisk kampplads. At se et børneværelse på et psykiatrisk hospital er nu engang bare en grundlæggende rystende oplevelse – uagtet hvilken kønsidentitet, de indlagte børn nu engang måtte have.
Nok er udstillingen lille, men Evo Smilla S. Sidneys alvorstungt nuttede univers er heldigvis større end som så. På dette års CPH:DOX kan man nemlig opleve den vidunderlige dokumentarfilm ’Trans Hero’, som han har lavet med Sol Amanda Wendel, hvor de fem børn Charli, Nya, Chris, Alia og Milo bliver interviewet om ikke helt at passe ind i det binære kønssystem, mens de drømmende slænger sig på Sidneys fantasifulde fabeldyr.
Filmen er spættet med indsigtsfulde og ikoniske øjeblikke, som da seks-årige Alia fortæller om at have »drengetema« inden i sig, eller da 11-årige Charli tager transflaget på som en superheltekappe. Og efter 50 minutter i selskab med de fem små stjerner er man ikke i tvivl.
The kids are alright – og måske vi andre også kunne lære lidt af den eftertænksomme sneglefart, de navigerer i kønnenes mærkelige kasser med.
‘Plushies’ udstilles på Nationalt Center for Kunst og Mental Sundhed indtil 29. marts.