Vi lever midt i en Lily Allen-revival disse dage. Kunstnere som PinkPantheress har peget på den britiske enfant terrible-popstjerne som et centralt forbillede, og mange af tidens popmusikere dyrker en lyd, der ikke er langt fra Allens klubmusik-orienterede pop.
Men hvorfor gled Lily Allen egentlig selv ud af rampelyset til at starte med? Det har den britiske popstjerne selv et bud på.
»Mine børn ødelagde min karriere«, lyder det fra Lily Allen med et grin i et nyligt interview hos Radio Times Podcast. Det fortæller NME.
»Jeg elsker dem, og de fuldbyrder mig, men i forhold til at være popstjerne, så ødelagde de det fuldstændig«.
Den britiske stjerne fortsætter: »Det irriterer mig, når folk siger, man kan gøre det hele, for det kan man simpelthen ikke«.
Hårdt sagt – men også befriende ærligt. Som Lily Allen altid har været det.