Møs jubilæumskoncert var ikke bare en tidslomme – det var en alternativ virkelighed
For ti år siden var Mø en af de musikere, hvis karriere jeg fulgte mest entusiastisk med i. Som teenager oplevede jeg for første gang at følge en musiker helt fra de allertidligste singler til at være en regulær superstjerne.
Det var en stor tid. Men det var også en tid, hvor det var svært at forblive i nuet, når man tænkte på Mø. I baghovedet lurede altid tanken: »Men hvad er det næste? Bliver det mon endnu større?«
Disse dage spiller Mø en række koncerter i Vega, hvor hun fejrer tiåret for debutalbummet ‘No Mythologies to Follow’. Hele Vega er indhyllet i Mø-klæder, og Ideal Bar er smukt udsmykket som en drømme-genskabelse af hendes soveværelsesstudie fra dengang.
Fredag aften var sætlisten var også en klart defineret tidslomme. Der var ingen sange, der stammede fra senere end deluxe-udgaven af debutalbummet. For første gang i årevis skulle jeg opleve en Mø-koncert uden ‘Lean On’ eller ‘Final Song’.
Setuppet var klassisk – bare Mø omgivet af guitarist, trommeslager og keyboardist. Musikalsk var der således skåret ind til kernen af Møs lyd, og man kunne let mærke den kant, der gjorde, at hun adskilte sig fra resten af poplandskabet, allerede inden debuten blev udgivet.
Det massive trommebreak på ‘XXX 88’, den ørkenrockede guitar på ‘Waste of Time’ eller selvsamme sangs shoegazede outro fik gjort sangene nærværende og beskidte på ny, uden at det føltes, som om vi bevægede os det mindste væk fra 2014-universet.
‘Pilgrim’ lød mere tætpakket og triumferende end nogensinde, og hvis jeg ikke tager meget fejl, genbrugte de ‘Pilgrim’s synthlyd på den efterfølgende ‘Walk This Way’, hvilket skabte en vidunderligt kaotisk og punket stemning. Jeg fulgte ikke Mø fra hendes Ungdomshuset-dage, men for en stund følte jeg, at jeg var på Dortheavej 61 frem for i Vega.
Tidslommen blev også skabt af koncertens visuelle univers. En anseelig andel af sangene blev komplementeret af en projektor, der afspillede de efterhånden ikoniske sort/hvid-musikvideoer, der kendetegnede ‘No Mythologies to Follow’-æraen.
Men selv når der ikke var nogen musikvideo i gang, var salen indhyllet i de grå toner, der prægede Møs æstetik – skabt gennem en fornem blanding af kraftige, hvidtonede lamper og rigeligt med røgmaskiner. Det var som at træde ind i musikvideoernes verden.
Det veludførte koncept gik heldigvis også hånd i hånd med, at Mø var dejligt oprigtig og nærværende.
Det var tydeligt rørende for begge parter, da hun var nede hos de forreste rækker under ‘Slow Love’, og crowdsurfen til ‘Glass’ ramte som en kæmpestor kærlighedserklæring – ikke som et punkt på en tjekliste.
Fællessangen til ‘Say You’ll Be There’ markerede endnu et højdepunkt, hvor Mø og publikum gik i symbiose, og da hun sang balladen ‘Gone and Found’ fra Vegas balkon, var sårbarheden ikke til at tage fejl af.
Det blev derfor til mere end blot en tidslomme. Det var en alternativ virkelighed. En udgave af 2014, hvor alt var sort/hvid, og hvor Mø udelukkende levede i nuet. Den virkelighed var enormt bevægende at blive lukket ind i – og det siger meget om, hvor stort et værk ‘No Mythologies to Follow’ er, at den virkelighed overhovedet kan skabes.
Kort sagt:
Mø fik skabt en alternativ virkelighed i Store Vega, hvor det føltes som at være i 2014. Det blev opnået gennem et visionært lysshow, godt med kant fra bandets side og en Mø, der osede af oprigtighed.