KOMMENTAR. Da Bodil-prisen forrige lørdag fejrede sidste års danske film, var det et endegyldigt, forsinket farvel til 2023. Vært Mathilde Arcel brugte tilmed lejligheden til at skyde nytåret i gang med konfettikanon, nedtælling og det hele.
Men sandheden er selvfølgelig, at det nye danske filmår for længst er i gang. Faktisk er en fjerdedel af 2024 gået. Og festen er i den grad slut.
Sidste år havde 17 danske spillefilm premiere mellem januar og juni. I 2022 havde 14.
I 2024 rammer blot 10 spillefilm de danske biografer i første halvår. Og i juni er der simpelthen ingen premierer på nye danske film.
Det er ikke godt nok, hvis dansk film skal bevare sin forbindelse til det hjemlige publikum og slå sin kulturelle værdi fast. 10 fiktionsfilm på seks måneder er for få skuldre til at løfte ansvaret.
Og det kvantitative antal kan vise sig blot at blive begyndelsen på problemet.
En kæmpe billetkløft
Foreløbigt har seniorfilmen ’Rom’ og Jussi Adler-Olsen-thrilleren ’Den grænseløse’ solgt over 250.000 billetter i år.
Førstnævnte hjulpet på vej af Biografklub Danmark (kommer man med i klubbens program, giver det som hovedregel et publikum på over 200.000) plus fine anmeldelser og god word of mouth. Sidstnævnte blot en smule bedre end ’Marco Effekten’ og dermed den næstdårligst sælgende Afdeling Q-film gennem tiden.
Derfra er der rigtigt langt ned til de næste billetsælgere. Isabella Eklöfs Kim Leine-filmatisering ’Kalak’ har i skrivende stund skippet 8.300 billetter afsted de første par uger og bliver ingen storsællert. Ungdomsgyseren ’Paranoia’ endte på 7.000 og coming of age-dramaet ’Mr. Freeman’ på 3.000.
Jeg er ikke ude på at udråbe nogen af de film til fiaskoer. Men dansk film må ikke ende i en situation, hvor de kommercielt drevne projekter boner hæderligt ud, mens resten bliver set af færre mennesker, end der står til en superligakamp mellem Vejle og OB en kold martsdag.
Vi har ikke haft en dansk film, der krydsede den magiske grænse på fantastiske 400.000 billetter, siden ‘Bamse’ i efteråret 2022.
Og ’Rom’ er den eneste af årets foreløbige film, der både har fået fine anmeldelser og et bredt publikum i tale.
Der er således pres på halvårets resterende film.
Svært at leve op til kravene
Michael Noers overgrebsdrama på åbent hav, ’Birthday Girl’ med Trine Dyrholm og Flora Ofelia Hoffman Lindhal (premiere 3. april), og Ulaa Salims science fiction-kærlighedshistorie ’For evigt’ med Simon Sears og Oh Land (premiere 18. april) er begge lovende og originale danske film.
Men jeg har min stærke tvivl på, at nogen af dem kommer til at sælge over 100.000 billetter. Jeg vil æde min kasket på, at de i hvert fald ikke kommer over 200.000.
Det gør til gengæld ’Jagtsæson 2’, der lige har fået premiere. Den første film solgte 463.000 billetter, og den nye har solgt over 55.000 over weekenden. Anmelderne var dog pænt sagt uimponerede.
Halvårets sidste spillefilm er Christina Rosendahls personlige ’Fuld af kærlighed’ om at vokse op i et hjem med en alkoholisk far. Den er med i Biografklub Danmark og har dermed chancer for at blive et både kommercielt og kritisk hit.
Men den skal præstere på et utroligt niveau, hvis dansk films første halvår skal blive andet end en dødssejler.
I politikernes filmaftale (både den gamle og nye) står det sort på hvidt, at man for statens støttepenge forventer, at et års 10 bedst sælgende film i gennemsnit har langet over 250.000 billetter over bordet.
Det lykkedes langt fra sidste år, og det ser altså allerede svært ud for i år.
Lovende film på vej
Hvem der har ansvaret for den tynde danske premierekalender, kan diskuteres. Det Danske Filminstitut sidder med det samlede overblik og påpegede selv ved en præsentation tidligere på året, at udsigten ud over de kommende måneder var problematisk begrænset.
Men det peger også på en grundlæggende økonomisk krise i dansk film, hvor mange produktionsselskaber har svært ved at få det til at løbe rundt, og økonomien i de enkelte film hænger for dårligt sammen.
Det er én af grundene til, at politikerne fiskede flere penge op af hatten tidligere på året, så vi ikke igen kommer til at stå i samme situation som nu.
Dansk film er dybt afhængige af de film, der både har kvalitet og samler. De eksperimenterende talentfilm og arthouse-projekter, der ikke nødvendigvis stiler efter et stort publikum, er altafgørende for dansk film udvikling, og de bredt favnende kommercielle film er altafgørende for dansk films økonomi.
Men for dansk films identitet og kulturelle betydning er det bankende hjerte de film, der både virkelig har noget at komme med, og som rammer en bred masse af mennesker. Og det er derfor, den gigantiske kløft mellem de kommercielle højdespringere og alle de andre er temmelig problematisk. Forhåbentligt kan ’Birthday Girl’, ’For evigt’ og ’Fuld af kærlighed’ gøre denne kløft mindre.
Imens kan vi glæde os over de glimrende danske dokumentarfilm, der er kommet i biograferne med CPH:DOX-festivalen som afsæt, som ’Før stormen’ og ’Ekko af kærlighed’, om end deres publikumsmæssige vingefang alt andet lige er begrænset.
Forhåbentligt kan andet halvår så også indhente noget af det tabte. Her får lovende film som Gustav Möllers ’Vogter’, Joshua Oppenheimers ’The End’, Jonas Risvigs ’Kontra’, Natasha Arthys ’Honey’, Mads Hedegaards ’Fremmed’ og Frederik Louis Hviids ’De lydløse’ premiere.
Så der er ikke grund til at miste håbet på dansk films vegne helt endnu.
Men 2024 skal sandelig til at få fart på.